Kristendommens første og største advokat

Tertullian, som levede fra ca. 160 til 225 efter Kristus, var en kompromisløs og original forsvarer for den kristne tro

Hvis Tertullian var kommet forbi en prædikestol i nærheden af dig, ville de uden tvivl have snakket om det ude i byen. Den følgende søndag ville du selv have siddet på de tætpakkede bænke for at lytte til hans næste tale. Resten af livet ville du have husket det.

Tertullian var ikke en mand, der gled ind i den store, grå masse. Med kompromisløshed og lidenskabeligt engagement kastede han sig ind i kampen for den kristne tro og det kristne liv i en tid, hvor begge dele blev alvorligt truet. Inden han døde, havde hans tanker formidlet i både skrift og tale sat nogle aftryk på den kristne kirke, som aldrig siden er blevet visket ud. Her er historien om hans liv:

Quintus Septimus Florens Tertullianus blev født omkring år 160 i Karthago i Nordafrika, hvor han også levede det meste af sit liv. Byen var på det tidspunkt den næstmest betydningsfulde by i det romerske imperium, kun overgået af Rom selv. Faderen tjente i den romerske hær som befalingsmand og sørgede for, at hans søn fik den bedst mulige uddannelse.

Der er meget, vi ikke ved om Tertullians liv, især i de første og sidste år. Sikkert er det, at Tertullian havde et stort talent som professionel taler, og han begyndte sandsynligvis på en karriere som sagfører i Karthago. Både som taler og forfatter gjorde Tertullian et stort indtryk på sin samtid.

Intet i Tertullians barndom havde givet ham et førstehåndskendskab til den kristne tro. Han levede et liv som de fleste andre privilegerede borgere i det romerske rige og har efter alt at dømme deltaget i det til tider udskejende selskabsliv. Romerne var ikke kendt for at lægge bånd på sig selv, når det drejede sig om behovstilfredsstillelse.

De første århundreder af kristendommens historie var præget af gentagne og blodige forfølgelser af de kristne, og Tertullians tid var ingen undtagelse. De kristne blev ofte fremstillet som gudløse og overtroiske særlinge, der også socialt afsondrede sig fra de hedenske festligheder. Men endnu værre: De kristne nægtede at deltage i den dyrkelse af kejseren, der skulle holde sammen på det store verdensrige og blev dermed betragtet som statsfjender.

Mange martyrberetninger fra denne tid vidner om den grusomhed og brutalitet, som de kristne kunne risikere at blive udsat for. Martyriet var i perioder en ikke usandsynlig udgang på kristenlivet, og mange kristne døde for bekendelsen af den kristne tro.

Martyriets inderste betydning er at aflægge vidnesbyrd, og det var netop det stærke vidnesbyrd fra kristne, der uforfærdet gik i døden for deres tro, som fik Tertullian til at interessere sig for kristendommen. Han havde i lighed med de fleste andre medlemmer af de højere sociale lag indtil nu kun hånet kristendommen og dens tilhængere, men måtte undres i mødet med de kristne martyrer. Hvordan kunne mennesker møde mishandling og overgreb med mod og sjælefred?

I en alder af næsten 40 år blev Tertullian kristen og fandt hurtigt sin plads som en af kristendommens ypperste fortalere og forsvarere. Historien har placeret Tertullian i en gruppe af kristne frontkæmpere, der kaldes apologeterne. De begyndte i det 2. århundrede en kamp for kristendommen både udadtil og indadtil og trådte frem på scenen i en overgangsfase i kristendommens historie. En periode, der på mange måder blev afgørende for den kristne kirke.

Apologeterne er netop temaet for en ny bog med titlen "Til forsvar for kristendommen. Tidlige kristne apologeter", som teologerne Jakob Engberg, Anders-Christian Jacobsen og Jörg Ulrich har udgivet. Her beskrives Tertullians opfattelse af martyriet på følgende måde:

- De kristnes martyrberedskab kan have været en af grundene til, at Tertullian blev kristen. Han er nemlig fuldt ud bevidst om, at når de kristne lider martyrdøden, da bliver der endnu flere kristne.

Og Tertullian selv er blevet kendt for dette udsagn:

- Flere bliver vi, hver gang vi mejes ned af jer.

Kristendommens krav på at repræsentere den absolutte sandhed betød, at den kristne kirke helt fra begyndelsen stod i et spændingsfyldt forhold til sin omverden, der var præget af, at en lang række meget forskellige religiøse og filosofiske anskuelser levede side om side. Tertullian bidrog afgørende til at markere dette skel mellem den kristne kirke og det omgivende samfund.

Han var bedst i opposition, og den var der nok af i denne tid. I alt kender vi til 31 skrifter fra Tertullians hånd. De vidner om en enestående begavelse med ordet i sin magt. Denne magt brugte han til dels at forsvare kristendommen over for statsmagten og fremherskende filosofiske og religiøse strømninger i det romerske rige, dels til at bekæmpe afvigende kristendomsopfattelser, som truede med at splitte den voksende kirke.

Kampen om den sande kristendom var i fuld gang, og Tertullian var fremme i forreste række.

Tertullian kæmpede for sandheden. Og den fandt han i kristendommen - ikke i filosofien eller den hedenske gudsdyrkelse. De kristne hørte til Guds rige, som er af en helt anden beskaffenhed end denne verden. Det førte til kamp mod den græske filosofi, som den blev fremført af lærde filosoffer fra Athen eller inspireret af de athenske skoler.

Som Peter Halldorf siger det i bogen "Det fædrene ophav - historien om 21 kirkefædre":

- Tertullian afsikrer sine våben i samme øjeblik, der er en filosof i sigte.

Og videre citerer han Tertullian selv:

- Hvilke ligheder er der mellem Grækenlands disciple og Himmelens? Mellem det menneske, som søger berømmelse, og den, der søger liv? Mellem den, som bygger op, og den, som river ned? Mellem den, som forvrænger sandheden, og den, som formidler den?

Svaret er indlysende: ingen! Tertullian er med til at sætte skarpe grænser op mellem kristendommen og den omgivende verden. Det betyder ikke, at Tertullian er modstander af filosofien og videnskaben generelt - kun de dele, som ikke kan forenes med hans nyvundne kristne overbevisning, heriblandt gnosticismen, som blev en meget farlig strømning for den tidlige kristne kirke.

Som teolog var Tertullian banebrydende på flere områder og står bag flere afgørende formuleringer om den kristne tro. Blandt andet var han den første, der brugte ordet treenighed for at sammenfatte den bibelske lære om Guds væsen, og hans sproglige begavelse var med til at skabe en sprogbrug, som stadig præger den vestlige kirke. Når kristendommen i dag bruger ord som skyld, overtrædelse, retfærdighed, lov og soning, bør vi sende en hilsen til Tertullian, der var med til at forankre begreber fra det juridiske sprog i kristendommen.

Tertullians kristendom var præget af stærk personlig fromhed og en radikal tolkning af den kristne etik, og han opfordrede til kompromisløs livsførelse. Senere i livet blev Tertullian draget mod en karismatisk vækkelsesbevægelse, som under navnet montanismen blev kendt for et stærkt fokus på profeti og askese. Det er uklart, om Tertullian bryder endeliggyldigt med den katolske kirke til fordel for denne afvigende bevægelse.

Uanset hvad blev Tertullian en af kristendommens første forsvarere. Og måske den største.