Oldkirkens lære om tro

Det vagte stor opsigt, da skriftet Didakè blev fundet i Konstantinopel i 1873. -Arkivfoto.

For de kristne i det 2. århundrede var det både vigtigt og karakteristisk, at de virkelig kom hinanden ved. Det afspejler sig i en af de første forordninger for den kristne tro, som kendes fra tiden efter Det Nye Testamente blev til

Kommer der en gæst på besøg, som kræver penge af dig, så vær på vagt. Bliver gæsten mere end tre dage, så vær ekstra påpasselig. Hvis gæsten samtidig siger, at han er en profet, så ved du, at han taler falsk, og så skal du afbryde samarbejdet.

Tilgangen til livet er meget praktisk, kontant og direkte i det oldkristne skrift "Didakè", som disse leveråd i lettere omskrevet form er hentet fra. Skriftet stammer fra en tid for mere end 1800 år siden, hvor kristendommen stadig var en minoritetsreligion blandt flere mysterie-religioner, kejserkult og folkelig skæbnetro i det store romerske rige.

For de små grupper af kristne, som fandtes rundt omkring Middelhavet dengang, var det vigtigt at have klare linjer og orden på tingene. Datidens omrejsende kristne prædikanter eller profeter kunne eller skulle således ikke for enhver pris modtages med åbne arme. Det var vigtigt, at de viste deres værd, deres ægthed, deres helhjertethed. Og det gjorde de blandt andet ved ikke at være griske og ved at tænke mere på andre end på sig selv.

Høje etiske krav og moralske forskrifter for, hvordan det kristne fællesskab skulle udforme sig i praksis, er i det hele taget en rød tråd i "Didakè", som er en af de første kirke- eller menighedsordninger, der kendes fra tiden, lige efter Det Nye Testamente blev til.

Didakè er græsk og betyder "belæring". Skriftet, som først blev opdaget i 1873 i Konstantinopel, bærer også tilnavnet "De tolv apostles lære". Det er ganske betegnende, for skriftet sammenfatter på en meget overskuelig og ligefrem facon, hvad den kristne tro gik ud på set med datidens briller.

Da kilderne til kristendommens historie i det 2. århundrede er forholdsvis sparsomme, er det samtidig et skrift, der har og har haft en vigtig betydning, når kirkehistorikere skal tegne et portræt af kristendommen i denne periode.

- Didakè er en af de vigtigste kilder til kristendommen i det 2. århundrede. Det er et skrift, der er kommet til at stå som noget meget eksemplarisk for denne periodes kristendom, vurderer Lars K. Bruun, som er post.doc. ved faget teologi på Københavns Universitet og har undervist og forsket i den tidlige kristendoms historie. Han tilføjer, at dette ikke udelukker, at der i samme periode har været andre forståelser af og måder at praktisere det at være kristen på.

Blandt flere forskere i Oldkirkens historie er der enighed om nogle grundvilkår, som prægede den tids forståelse af den nye tro. Det er forhold, der samtidig afspejler sig i flere af belæringerne og formaningerne i Didakè, fortæller Lars K. Bruun.

- Først og fremmest er det i dag vigtigt at forstå, hvad kristendom ikke var dengang. Det var for eksempel ikke en statsreligion. Det er ikke en mainstream-religion. Det var en religion, som måtte finde sin plads blandt mange andre religioner i Middelhavsområdet. Ja, den kan vel nærmest defineres som en form for sekt, siger han og tilføjer:

- Noget af det karakteristiske ved kristendommen i det 2. århundrede er samtidig noget af det, der er med til at gøre den så attraktiv, at den senere breder sig mere og mere i det romerske rige. At kristendommen som noget nyt er en religion, der byder sig til over for en række forskellige samfundsgrupper, er her meget vigtigt. Den byder sig til over for både kvinder og mænd. Den appellerer på tværs af eksisterende sociale skel i samfundet, og det gør den attraktiv i samtiden.

- I en tid hvor der allerede var en række mysterie- og forløsningsreligioner, var det i sig selv ikke noget særligt, at der dukkede en forløsnings- eller frelsesreligion som kristendommen op, men den etik, den meget konkrete sociale ansvarlighed, den forpligtethed på hinanden, som også lå i religionen, gjorde den til noget ganske særligt, vurderer Lars K. Bruun.

I Didakè kommer de kristnes forpligtelser til udtryk på flere måder. I første del af skriftet hører vi for eksempel om livets vej og dødens vej. Livets vej er her det gode, det dydige, det moralsk ophøjede. Dødens vej er selviskhed, griskhed og hykleri. Livets vej er samtidig Guds vej, mens dødens vej beskrives som afgudsdyrkelse. Helt i tråd hermed skulle de biskopper, som menighederne valgte, være pålidelige, ikke pengeglade.

Før nye kristne kunne blive døbt, fik de indprentet hele denne lære om livets og dødens vej, som ud af skriftets 16 kapitler fylder de første fem. Idealet var, at den kristne skulle overholde alle bestemmelserne, men kunne det ikke lade sig gøre, så lyder det pragmatisk i skriftet: "Kan du ikke, så gør, hvad du kan".

Det at tingene skulle virke og fungere i praksis i de tidlige kristne menigheder, er i det hele taget et træk, der går igen. I forbindelse med forskrifterne for dåben er det tydeligt, at der kan være flere måder, som den sag kan klares på. Har de kristne ikke det helt rigtige levende og kolde vand, som dengang var idealet, så øs bare "tre gange vand over hovedet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn", hedder det.

På den tid blev det i øvrigt også opfattet som noget vigtigt blandt kristne at faste to dage om ugen. Men da jøderne fastede om mandagen og om torsdagen, og man også havde et behov for at skille sig ud, kom rådet til at lyde "faste onsdag og fredag". På den måde kunne man praktisk fastholde en gammel religiøs tradition, men samtidig gøre den til noget nyt og særegent.

Fejringen af nadveren blev også anset som vigtig, men for at nadverfejringen skulle fungere i en mindre kreds af troende, var det samtidig afgørende, at den skulle foregå i orden.

Inden de kristne tog del i nadveren, skulle de derfor ifølge Didakè sørge for at få udeståender med trosfæller bragt af vejen. Religionens idealer om kærlighed og tilgivelse skulle vise sig meget kontant i handling. De skulle forsone sig.

- Det var vigtigt, og det er samtidig noget karakteristisk for de kristne i det 2. hårhundrede, at de virkelig kom hinanden ved, og at de følte sig meget forpligtede på hinanden, vurderer Lars K. Bruun og fortsætter:

- Blandt de første kristne er der for eksempel også nogle diakoner, der helt konkret tager sig af dem, der ikke kunne komme til menighedens forsamlinger. Hvis de var syge, kunne de få bragt mad fra de kærlighedsmåltider, som man kaldte de måltider, som de kristne spiste sammen dengang. Det viser en meget konkret social dimension.

Sammenlignet med vore dages danske kirkelige forhold skiller den kristendom, som Didakè afspejler i det 2. århundrede, sig ud på flere måder. Det var ikke bare en anden tid, det var også en anden kultur og en anden måde at organisere samfund på, der udgjorde rammen. Ikke desto mindre kan to moderne udtryk indfange essensen af, hvad der var på færde.

- Kodeordet er her parallelsamfund og netværksorganisation, siger Lars K. Bruun og uddyber:

- I dag vil vi sige, at en række af de kristne dyder eller idealer, som blandt andet kan ses i Didakè om en bestemt moralsk adfærd, er blevet til noget alment. Det er en del af vores måde at lave samfund på. Vi vil gerne vise os i Danmark som et kristent samfund, med kristne og humane værdier, med barmhjertighed og med omsorg. Det er noget, vi mener er blevet arbejdet ind i vores samfundsmodel.

- Men dengang repræsenterede de værdier et parallelsamfund eller en netværksorganisation i den større kultur. De kristne var indbyrdes tæt forbundne og ville dengang i langt højere grad end i dag realisere et Kristus-fællesskab. Det var en anderledes måde at se på verden på. Kristendommen i dag har i det store hele ikke en kritisk brod vendt mod omverdenen. Det havde kristendommen dengang.