Oldkirkens pave blev et fast holdepunkt
Kristenheden overtog måden at organisere sig på fra romerriget
Mens Romerriget i 400-500-tallet faldt fra hinanden, og mange byer blev lagt i ruiner, skød mange nye kirkebygninger frem. De markerede, at kirken var den nye tids samlingspunkt. Særligt biskoppen af Rom blev en støtte for mange i en forvirrende tid, vurderer Per Ingesman, dr. phil. og professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
- I 400-tallet gik Romerriget under, og det hele kunne være gået i opløsning. Men i denne omtumlede tid blev pavestolen et fast holdepunkt, siger han.
- Da alt går under, og det politiske samfund bryder sammen, står kirken tilbage. Den falder ikke, men fører oldkirken ind i middelalderen. Paven kæmpede for det synspunkt, at kristendommen er en enhed og må bevares som en enhed. Han følte sig som leder af den samlede kristenhed, som den der skulle holde sammen på det hele, forklarer Per Ingesman.
Allerede tidligt i oldkirken havde biskoppen i Rom en særlig status frem for de øvrige biskopper. Denne særstatus udviklede sig med tiden til et krav om en forrangsstilling med et pavedømme som hele kristenhedens lederskab.
- Administrativt og organisatorisk efterlignede den kristne kirke opbygningen af romerriget, og det lå lidt i kortene, at lige som kejseren er den øverste i staten, er Roms biskop den øverste i kirken. Meget tidligt blev det i hvert fald et program for biskoppen i Rom, siger Per Ingesman.
I den katolske kirke bliver paven opfattet som direkte efterfølger af apostlen Peter.
- I den katolske kirke mener man, at Jesus ved at udpege Peter som leder af apostlene også har indstiftet pavedømmet. De laver den kobling, som man i den senere protestantiske kirke har taget afstand fra. Men det er meget væsentligt for legitimeringen af pavedømmet, at man kan spore den nuværende pave tilbage til Peter. Hvis der bliver et brud på den kæde, så falder det hele, siger Per Ingesman.
I oldkirken havde paven fortrinsvis status som en organisatorisk leder. Hen imod år 800-1000 begyndte pavens åndelige lederskab at spille en større rolle, og paven har siden været det religiøse samlingspunkt i den katolske kirke, mens både de protestantiske og ortodokse kirker ikke anerkender pavens lederskab over den samlede kristenhed.