Operasanger: Sindet bliver stemt til julesang med ”I denne søde juletid”

19. december: Julen er de knuste hjerters store fest. For lyset, der blev tændt i Betlehem for over 2000 år siden, brænder stærkest dér, hvor der er allermørkest, skriver operasanger Jens-Christian Wandt

I min barndoms kirke på Vesterbro i København sad man altid med et lidt skævt smil på munden, når man juledag nåede til sidste vers af salmedigteren Brorsons store julesalme ”I denne søde juletid”. Efter seks lange, udfordrende vers på en ikke alt for nem melodi stemte man udmattet i på syvende og sidste vers med ordene: ”Halleluja vor strid er endt”.

Det var præsten, der havde gjort menigheden opmærksom på det fornøjelige i dette vers, hvor der også står: ”Halleluja! Nu har jeg nok, den fryd har ingen ende”. Joh, morskaben bredte sig på kirkebænkene.

Selv holdt jeg meget af den salme. Ikke på grund af ordene, som barn var det ikke Brorson, jeg var mest på bølgelængde med, men på grund af melodien. Man kom rundt i tonelejet, man blev udfordret. Det krævede sine vejrtrækninger, og fraserne var ikke lige de nemmeste i koralbogen, men det var sangbart, og for en sanger in spe var melodien nærmest en lille arie.

Med årene har jeg fundet ud af, at menigheder gerne vil udfordres. Det har jeg oplevet i mange kirker. Jo mere krævende melodien er, desto mere intens er salmesangen. Salmekomponisten Balles melodi til ”I denne søde juletid” kræver sin menighed, og julemorgen efter gåsesteg, risalamande, gode vine, konfekt og svigerfars særlige cognac er det ikke altid, kroppen hopper af fryd over de lange fraser. Men når orglet sætter i med forspillet til ”I denne søde juletid”, så bliver sindet stemt til julesang, og så må juleaftens efterveer vige, for nu skal der synges frydesang – som Brorson selv skriver det i salmen: ”Nu skal man sig fornøje”.

Når jeg synger salmen i dag, er det først og fremmest Brorsons vidunderlige tekst der begejstrer mig. Det er både jule- og jubel-poesi, der går lige i hjertet. Brorson var præst i Tønder, da han i 1832 udgav sine julesalmer. Det siges at være et modtræk til hans tyske provst, som året før var udkommet med en salmebog på tysk.

Brorson ville, at hans menighed også skulle synge på dansk. Han udgav et hæfte med julesalmer – og vi kender dem alle: ”Den yndigste rose er funden”, ”Mit hjerte altid vanker”, ”Her kommer, Jesus, dine små” og altså også ”I denne søde juletid”. Brorson skrev på sanghæftet ”I hast sammenskrevne”. Disse julesalmer virker nu alt andet end i hast sammenskrevne. Der er en dybde og inderlighed og en helt særlig modenhed over Brorsons tekster.

I sjette vers står mine yndlingslinjer:

”når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.”

At stemme harpen til fryd er det samme som at bryde ud i sang. Sang og musik kan noget særligt i sorg. Jeg kender det selv, fra de begravelser jeg har været til. Det er musikken, der går lige i hjertet og vækker minder. Det er musikken, der bærer os videre. Samtidig sker der noget fysisk i os, når vi synger. Et særligt center i hjernen åbner op og gør os glade. Det er altid godt at bryde ud i sang, når vi er kede af det.

Englene sang også til hyrderne på marken julenat: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket...” Hele folket – både dig, som har sindet stemt til fest og glæde, og især dig, som sidder i mørket og dødens skygge. For som Brorson skriver det så stærkt, så er julen de knuste hjerters store fest. For lyset, der blev tændt i Betlehem for over 2000 år siden, brænder stærkest dér, hvor der er allermørkest.

Halleluja, vor strid er endt.

Glædelig jul.

Jens-Christian Wandt er operasanger og leder af Verdensballetten. Han udkom i september med albummet "Vinterens sange", der er indspillet i Holmens Kirke, og har den sidste tid haft travlt med at afholde julekoncerter i hele landet.