Valentinsdag

Opskrift: Nyd en hjertensgod kikærtepizza på valentinsdag

Hvad kunne være mere hyggeligt, end at fejre valentinsdag med sit hjertes udkårne og en lækker, frisk pizza? Foto: Iris/Ritzau Scanpix

I morgen er det valentinsdag – en kærlighedens højtid, hvor der flettes fingre og bestilles bord på romantiske restauranter. Sognepræst Louise Sihm Knudsen genopliver de kristne legender om Sankt Valentin og afslører opskriften på en lækker og sund pizza, der kan nydes under fire øjne

I morgen er det den 14. februar, valentinsdag. Det er en dag baseret på flere historiske sagn, men fælles for dem er, at de handler om lidenskabelige kristne og kærlighed.

En vifte af historier

Valentin-fejringen har rødder helt tilbage til det 3. århundrede efter Kristus, og tager sit afsæt i det antikke Rom. I løbet af middelalderen byggede den katolske kirke en hel del legender, der kredsede omkring seks helgener, ved navnet Valentinus eller Balentinus.

Et af sagnene fortæller, at Valentinus, der var katolsk præst, var blevet taget til fange, fordi han havde hjulpet nogle kristne under forfølgelserne. Efterfølgende blev han fremstillet for den romerske kejser Claudius II, som han også forsøgte at omvende. Men desværre uden held. Kejseren stillede ham dog i udsigt, at han kunne undslippe halshugning, hvis blot han valgte at frasværge sig kristendommen. Det afviste Valentinus imidlertid.

Det fortælles, at han under sit fængselsophold i tiden op til halshugningen blev ven med en romersk embedsmands blinde datter. På mirakuløs vis helbredet Valentinus hende ved håndspålæggelse. Og hun fik synet tilbage. Det endte faktisk med, at 44 personer fra pigens familie uden betænkning omvendte sig til den nye kristne tro, hvilket satte sindene i kog hos pigens far. Han lod derfor først Valentinus gennemprygle og dernæst halshugge. Inden han lod sig føre ud til sin henrettelse den 14. februar, skrev han et afskedsbrev til sin veninde angiveligt med underskriften ”fra din Valentin”.

Et andet sagn fortæller, at kejser Claudius havde umådelig vanskeligt ved at skaffe soldater, fordi han førte så mange krige. I vrede ophævede han derfor og forbød alle forlovelser og ægteskaber i Romerriget. Den kristne præst Valentinus nægtede imidlertid at efterleve forbuddet. I al hemmelighed viede han derfor en hel del unge mennesker. Da kejser Claudius opdagende det, lod han præsten fængsle på livstid. Og det berettes, at han døde i fængslet den 14. februar år 270.

I 1300-tallet skrev den engelske poet Chaucer digtet ”Fuglenes parlament.” Med afsæt i engelsk folketro lader han fuglene vælge en mage for den kommende sæson på den 14. februar. Billedet passer som fod i hose til en udbredt engelsk skik, hvor landsbyernes unge piger og karle på et bestemt tidspunkt fik tildelt en partner for det kommende år – og dermed blev hinandens valentines. Det har højst sandsynligt været forældrene, der var med til at lege Kirsten Giftekniv. Arrangementet åbnede mulighed for, at de unge mennesker kunne se hinanden lidt an inden et eventuelt ægteskab. I løbet af middelalderen bredte skikken sig også til de engelske byer, og der blev tradition for at give den udkårne en gave, gerne med et smukt klippet kærestebrev vedlagt. Det menes også, at en lignende skik har været praktiseret i Danmark, enten omkring fastelavn eller på valborgdag den 1.maj.

Valentinskort og valentinsmad

I dag er Valentinsdag ikke uden grund årets store vielsesdag – særligt i USA. Den første deciderede valentinshilsen, vi kender til, siges at være skrevet i 1415 af Charles hertug af Orleans. Han var blevet taget til fange i slaget ved Agincourt og skrev derfor til sin kone, mens han sad indespærret i Tower of London. Det var dog først i 1800-tallet, at der for alvor gik mode i valentinskortene. I 1840’erne kunne man købe de første fortrykte kort i butikker i Europa.

Det var oprindelig Esther Howland, der boede Massachusetts, som startede en virksomhed omkring produktionen af valentinskort. Hun havde selv modtaget et kort fra England i 1847. Af det blev hun inspireret og realiserede derfor ideen om at gøre kortene til en forretning, som efter sigende hurtigt fik en stigende omsætning.

Siden da er valentinsfejringen vokset sig til en populær kommerciel eksponent for mange forskellige gavegiverier og festligheder.

Valentinsmad er et nyt begreb. Restauranter og cafeer udbyder den 14. februar særligt sammensatte retter, som associerer til kærlighed. Der findes alt lige fra den kærlige hilsen graveret på toppen af café latten, til hjerter i flødesovs eller brændende kærlighed, sødt fuldendt med honninghjerter og marengskys.

Du kan selv bage en super enkel og lækker valentinspizza uden hævning. Den vil få hjertet til at banke hos enhver. En hjertensgod klassiker i ny kikærteklædning:

Opskrift til 2 personer. Du skal bruge:

4 dl kikærtemel
1 tsk salt
4 spsk olivenolie
¾ dl vand

Forslag til fyld:

2 spsk basilikumpesto
1 pose mozarella
3-5 artiskokhjerter
12-15 små røde cherrytomater
1 tsk olivenolie

Tænd ovnen (varmluftsovn) på 200 grader.

Bland kikærtemel og salt i en skål. Tilsæt olie og vand og ælt dejen sammen, indtil den samler sig. Du får muligvis brug for at tilsætte en smule ekstra vand, hvis dejen virker meget tør.

Rul dejen ud til en hjerteformet pizza mellem 2 stykker bagepapir og tag det øverste bagepapir væk og placer pizzaen på en bageplade.

Smør bunden med pesto og fordel mozzarellaosten over bunden i mindre stykker. Halvér artiskokhjerterne og tomaterne, og fordel dem ligeledes over bunden. Dryp forsigtigt med lidt olivenolie øverst.

Sæt hjertepizzaen i ovnen i 20 minutter, indtil den er sprød og gylden i kanterne.

Så er der bare tilbage at nyde den i godt selskab under fire øjne.

Kilder:

Emma Martiny: ”Herlig og ærlig mad,” FAD'S forlag.

Sif Orellana: ”Slyngler og stanglakrids. Opskrifter, tips og idéer til familier med børn”, Tinkerbell Books

Ib Askholm: ”Danmarks Højtider og Festdage”, Askholms Forlag