Tre unge forfattere åbner kirkeårets tekster op som poetiske prismer

Med digtsamlingen ”Ord vind kød” har Marija Krogh Iversen og Dorte og Elli Kappelgaard skrevet poesi over alle kirkeårets tekster. De tre forfattere ønsker at åbne evangelieteksterne op som prismer, der spejler vores oplevelser af glæde, sorg og tvivl gennem livet


Ord, der mætter. Vinde, der fornyer. Kød, der brydes.

Dorte Kappelgaard nyder at gå til gudstjeneste. Nyder ritualerne, liturgien og præstens prædiken. Men ind i mellem føler hun sig også distanceret fra teksterne i Bibelen. Selvom hun bliver inspireret af teksten, kan gudstjenesten få hende til at længes efter selv at skabe ord og billeder over, hvad dagens evangelietekst egentlig handler om. Måske derfor var det under en gudstjeneste, at hun skrev de første digte til, hvad der siden udviklede sig til en digtsamling over kirkeårets tekster.

”Når jeg hører eller læser en bibeltekst får jeg ofte en fornemmelse af, at den ikke siger mig noget umiddelbart. Den lever sit eget liv inde i Bibelen, og jeg kan ikke mærke den. Men når jeg går til den poetisk, sker der noget andet. Jeg er nødt til at bringe mig selv i spil, når jeg skriver, og så bliver jeg også mere åben for det, som teksten vil mig i dag,” siger Dorte Kappelgaard.

De mange digte over søndagenes og hellidagenes evangelietekster udviklede sig til et bogprojekt, og Dorte Kappelgaard inviterede sin søster, Elli Kappelgaard, der til dagligt arbejder som psykolog, og præst og forfatter Marija Krogh Iversen til at bidrage til udgivelsen. Alt i alt har de tre forfattere skrevet 134 poetiske tekster, to til hver af kirkeårets søndage og helligdage. De er blevet samlet i udgivelsen ”Ord vind kød”, der udkom på forlaget Eksistensen i efteråret.

Marija Krogh Iversen har ligesom Dorte Kappelgaard i forvejen en digtsamling bag sig, mens samarbejdet blev Elli Kappelgaards første egentlige bogudgivelse.

”Han træder op på prædikestolen for første gang. Der er langt mellem ham og ansigterne.” (Fra digt til 1. søndag i advent, Luk. 4, 16-30)

Hør hele digtet her:

Marija Krogh Iversen (tv.), Elli Kappelgaard (i midten) & Dorte Kappelgaard (th.)


Alle tre forfattere er vokset op med kristendom og gudstjenester. For Marija Krogh Iversen var det samtaler og diskussioner med en præstedatter under en rejse til Indien, der virkelig vakte hendes interesse for teologi, som hun senere begyndte at læse på Københavns Universitet. Dorte og Elli Kappelgaard var med deres forældre i kirke, da de var børn, og senere valgte de hver især at fortsætte kirkegangen.

"Det, der sker for mig, når jeg går i kirke, er, at jeg for et øjeblik bliver sat i parentes. Alting starter og slutter ikke længere med mig selv. Det bliver jeg mindet om i kirken, og i de gamle tekster, der peger væk fra min egen kredsen om mig selv og minder mig om, at jeg ikke er universets centrum," siger Elli Kappelgaard.

Men voksenlivet gav dem også behov for med friske øjne at genopdage de bibeltekster, de har kendt altid.

"En del af min egen trosvandring har været at genopdage de kirkelige ord. De døde på en eller anden måde for mig, da jeg var teenager, jeg syntes, de var for livsfjerne. Jeg havde brug for at opdage, at åndeligt sprog ikke er til for at gøre verden mindre, men for at pege på, hvor stor den er. At det store er nærværende i det konkrete og hverdagslige. Det at skrive hjælper mig til at huske, hvor tæt forbundet krop, sind og ånd er," fortæller Dorte Kappelgaard.

For Marija Krogh Iversen, der ud over sin digtsamling har en række prædikener i Bellahøj og Brønshøj Kirker bag sig, har arbejdet med netop kirkeårets tekstrækker betydet noget særligt:

”Det har været givende at arbejde poetisk med de tekster, jeg normalt går teologisk til som præst. Jeg møder dem på en anden måde som digter. Teksten åbner sig op og kaster nye ting af sig. Den bliver det prisme, troen og kirkeåret reflekteres i,” siger hun.

”Jeg siger kom og vær lys/ du siger ingenting for det er advent og/ tid til at strejfe rundt i mellemrummet” (Fra digt til 3. søndag i advent, 1. tekstrække: Matt. 11,2-10)

”Ord vind kød” indledes med poetiske tekster til kirkeårets nytårstid: Advent. En af kirkeårets stille perioder, på én gang begyndelse og ventetid op til jul. Bruddet mellem den stille advent og den festlige jul er en del af en rytme i kirkeåret, der er vigtig for Elli Kappelgaards eget forhold til kirken og for digtsamlingens mangfoldighed:

”I kirkeårets prædikentekster får vi både et møde med det hellige og med noget meget nært og konkret. Der er svære ting, der er glæde, der er sorg. På den måde afspejler kirkeåret menneskets liv og møde med Gud. Ligesom man igennem livet går igennem forskellige faser, møder man også forskellige sider af menneskelivet og den menneskelige eksistens i kirkeårets tekster,” siger hun.

Derfor taler kirkeårets tekster og højtider forskelligt til os på forskellige tidspunkter i vores liv og alt efter, hvem vi er. For Marija Krogh Iversen afspejler adventstiden på en helt særlig måde hendes eget liv:

”Der er noget bittersødt over ventetid, en spænding og en energi. Man er ved at gå til af savn, forventning og længsel. Jeg drives frem af drømme og længsler, men øver mig også i hver dag at være taknemmelig over alt det, som allerede er. Ventetid er ikke det samme som apati, den har altid et mål,” siger hun.


”Natten er ovre/ morgenen er på vej/ med kød og blod og knogler/ med lyse ord til de tavse” (Fra digt til Påskedag, 2. tekstrække: Matt 28, 1-8)

For Dorte Kappelgaard formår især påsken at sætte hendes eget liv i et større perspektiv:

”Påsken hvirvler mig gennem hele paletten af liv, død, opstandelse, håbløshed, fællesskab og ensomhed. Jeg prøver at lade mig bære igennem af liturgien, gudstjenesten, ritualerne, traditionerne og fællesskabet i påskeugen, så det ikke er op til mig selv at skulle føle mig igennem det hele. Nogle år er min påske mest præget af langfredag, der er en ensomhed, jeg skal gå ind i og lade mig møde af Gud i. Andre år er påsken meget skærtorsdagsagtig og præget af fællesskab. Jeg får hjælp til at gå ind i mange af livets og troens temaer, fordi jeg bliver båret af kirkeårets fællesskab,” siger hun.

Med digtene fra ”Ord vind kød” håber forfatterne, at kirkeårets rytme og genkendelighed bliver tydeligere for både kirkegængere og dem, der bare er interesserede i et andet blik på evangeliets tekstrækker:

”I arbejdet og mødet med bibelteksterne har vores umiddelbare impulser fået råderum. Vi har ikke gemt dem væk, selvom der måske er følelser, vi ikke er stolte af,” siger Marija Krogh Iversen.

”Jeg, en discipel? Jeg bakser med drømme, som ikke vil dø og ringe, der ikke vil springes. Jeg opererer med en enighed, der er meget større end tre. Jeg er dårlig til afkald og trives i tvivlen. Det kan ikke være mig, du taler om.” (Trinitatis søndag: Matt. 28,16-20)

Hør Marija Krogh Iversen læse digtet op og hør, hvordan Dorte og Elli Kappelgaard tolker det her:




De poetiske tekster hænger sammen med evangelieteksterne, de er skrevet over. Men de kan noget andet.

”Som præst står jeg med dagens tekst for at udfolde den. Hvis jeg prædiker over en linje som 'Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple', vil jeg vise menigheden, hvordan vi kan være disciple i dag. Men som digter må jeg gerne sige, ’det kan ikke være mig, du taler om. Det kan jeg ikke forholde mig til, det er for stor en opgave for mig’ og så blive i den følelse. Der er et slags krav om opbyggelighed i en prædiken, som poesien ikke skal forholde sig til på samme måde. Den kan være lige så tosset, den vil,” forklarer hun.

Dorte Kappelgaard går efter det fælles rum mellem evangeliets tekst og sig selv, når hun begynder at skrive:

”Når jeg skriver digte over evangeliets tekster, søger jeg efter en eller anden energi i dem. Finder jeg en spænding, kan jeg åbne mig for teksten, lade den råbe noget til mig. Og når jeg åbner mig for den, bliver jeg også mere berørt af den, lader mig præge af den,” siger Dorte Kappelgaard.

Den bevægelse håber hun at føre videre til læserne gennem de poetiske tekster:

”Et godt digt er for mig et rum, jeg kan gå ind i, det er ikke en logisk beskrivelse eller forklaring af et stykke virkelighed. Flere har fortalt, at de kan genkende sig selv i digtene, netop fordi det ikke er store teologiske forklaringer. Når andre oplever en genklang i mødet med en af vores poetiske tekster, er det måske fordi, de oplever, at rummet er tilpas åbent til, at de kan gå ind i det med deres egen tolkning,” siger Dorte Kappelgaard.

”Der er langt mellem miraklerne/ nogen slukker og tænder for stjernen efter behag” (Fra digt til Helligtrekongers søndag, 1. tekstrække: Matt. 2 1.12)

Både i ovenstående digt og i de øvrige tekster fra ”Ord vind kød” finder man eksempler på en stærk og urokkelig tro, men også på tvivl og usikkerhed. Længsel og frygt. Ligesom man gør i kirkeårets liturgi.

”Min tro er som et landskab, hvor jeg somme tider kan ramme en ørken, hvor jeg ikke kan se så mange stjerner,” fortæller Elli Kappelgaard.

”Men det behøver ikke betyde, at de ikke er der. Tro er, når jeg vågner op om morgenen og ikke skal skabe mit eget liv hver dag. Jeg skal ikke hele tiden definere mig selv og spekulere over, om jeg nu også lykkes. Evaluere, om jeg er et vellykket menneske. Troen er en slags overgivelse til noget, som er større end mig selv. Nogle gange lykkes det.”

For Marija Krogh Iversen er troen noget levende og dynamisk, der flugter med livets op- og nedture.

”Det er ikke sådan, at jeg sommetider helt tvivler på, om Gud virkelig er til. Men når alting bare kører, og jeg føler mig som superkvinde i mit eget liv, kan troen og bønnen glide i baggrunden. Andre gange kan jeg føle mig helt magtesløs, så bliver troen meget virkelig og nødvendig. Så trøster den mig.”

”Troen kan komme til syne på mange måder. Den kan være et lunt tæppe, jeg tager om mig eller en energi, der skubber mig ud i verden. Når Jesus siger: ’Se, jeg gør alting nyt’ er det et løfte om håb, fornyelse og forsoning for mig. Så er troen en livskraft, der sender mig af sted.”


”Vi beder om krybben som et smykke om halsen”
(Fra digt til Juleaften, 2. tekstrække: Matt. 1,18-25)

Den livskraft er særligt til stede på kirkeårets festdage og måske især i julen, kirkeårets store, folkelige fest, der kan noget særligt i forhold til netop vores tro på Gud.

For Elli Kappelgaard er julen hvert år kilde til en række genopdagelser om Guds forunderlighed.

”Hver eneste jul skal jeg genopdage, at en Gud, som er så stor, ufattelig og anderledes, bliver så konkret. Bliver inkarneret, bliver kød og bliver menneske. Hver eneste jul er det et kæmpe mysterium for mig. Og lige når jeg tror, at jeg begriber det, smutter det gennem fingrene igen,” siger hun og fortsætter:

”Den anden side er, at der tændes et lys i mørket. Det har jeg også brug for at blive mindet om gang på gang. Der er afgjort grund til at tænke, at der er meget mørkt i verden i dag, men hver eneste jul bliver lyset tændt igen,” siger Elli Kappelgaard.

For hvad er det, som skal komme efter advent? Det er jo ikke stort bal med store skrud og champagne. Det er et lillebitte barn i en krybbe, siger Marija Krogh Iversen:

”Det meget, meget store, bliver meget, meget småt. Storheden findes i det, som er helt simpelt og der, hvor vi slet ikke lægger mærke til det. Julen betyder, at verdens skaber har vist sig for os som et lille barn, vi kan genkende. Det synes jeg er ét af julens perspektiver. Ikke at Gud bliver lille, men at han kommer på en måde, vi slet ikke forventer. Jeg elsker den der følelse af, at Gud er meget mere fantasifuld, end vi kan forestille os.”

I den populære norske tv-serie SKAM om en gruppe gymnasieelever i Oslo har Marija Krogh Iversen faktisk fundet et billede på, hvad julen er for hende:

”Det er måske lidt en kliché, men min yndlingsscene i den norske tv-serie SKAM er der, hvor fire piger bærer deres døddrukne veninde hjem, mens ’Dejlig er jorden’ synges af Oslo Gospel Choir. Pigen Vilde brækker sig udover sin veninde, og det hele er så grotesk ulækkert, at veninderne begynder at grine. Vi ser brækket, der i slow motion vælter ud af munden på hende, mens den smukke musik fortsætter i baggrunden,” siger hun og fortsætter:

”Det kan være et billede på, hvad der sker i julen. Jorden er dejlig, og Gud kommer til os midt i vores magtesløshed, angst og bræk.”

”I dag er Skriftens ord gået i opfyldelse/ jeg er kommet for at sætte det fangne fri” (Fra digt til 1. søndag i advent, 2. tekstrække, Luk. 4, 16-30)

Dorte Kappelgaard

Født 1979.
Uddannet sociolog. Læste inden da litteraturvidenskab.

Arbejder som udviklingskonsulent i Kirkefondet.

Engageret i OPENspace - forum for kunst, tro og eksistens.

Har tidligere udgivet digtsamlingen Bevægelser.

Marija Krogh Iversen

Født 1985.
Uddannet teolog fra Københavns Universitet. Afsluttede pastoralseminariet i 2015.

Præst i Bellahøj og Brønshøj kirker.

Bor i et kollektiv i Utterslev Mose. Har tidligere boet et halvt år på Island.

Har tidligere udgivet digtsamlingen Vent!

Elli Kappelgaard

Født 1983.
Uddannet psykolog fra Københavns Universitet.

Har undervist på Syddansk Universitet.

Kommer i Apostelkirken på Vesterbro.
Engageret i OPENspace - forum for kunst, tro og eksistens.

Ord vind kød er hendes første bogudgivelse.