Jesusbønnens liv i den ortodokse kirke

I den ortodokse kirke er bøn og faste nærværende virkeligheder, skriver Poul Sebbelov. Foto: Kilde: Arkiv

Jesus-bønnen lyder helt enkelt: "Herre Jesus Kristus, forbarm Dig over mig synder". Med lidt øvelse kan den nærmest bede 'af sig selv', både når man er vågen, og når man sover, siger Poul Sebbelov, der er præst i Den Ortodokse Kirke

For den ortodokse kristne er der en række elementer, som hører med til livet som kristen. Og disse elementer danner tilsammen en helhed. Liturgien (som er det ortodokse navn for nadvergudstjenesten) er et uundværligt led i det kristne liv. Deltagelse, tilstedeværelse og medvirken i kirkens fælles bøn er en nødvendig del af den troendes rejse frem imod herliggørelsen. Den stadige modtagelse af Jesu legeme og blod er det mystiske centrum, hvorom alt andet drejer sig.

Men den ortodokse kirke taler derudover også om individuel bøn og faste. I den ortodokse kirke er bøn og faste nærværende virkeligheder. I kirken er der fire længere fasteperioder, fordelt på kirkeåret - den længste og strengeste er den, som fører op til påsken. Faste og bøn er knyttet tæt sammen hos os i den ortodokse kirke. Vi kan ikke ret godt fordybe os i bønnen, hvis vi er tunge af mad og drikke, eller hvis vore hoveder og hjerter er fulde af larm og forvirring.

Centralt i mange ortodokse kristnes liv står den bøn, som kaldes for Jesusbønnen eller Hjertebønnen. Den lyder helt enkelt: "Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig synder".

Bønnen har sin oprindelse i og er knyttet til klosterlivet. Den er uhyre enkel, og måske er den også opstået som en slags åndelig afbalancering af det komplicerede og prangende liturgiske liv i katedralerne, hvor kirkeligt og kejserligt ceremoniel af og til kunne være svære at skelne fra hinanden.

Jesusbønnen er en bøn, som søger stilhedens møde med Gud. Dens specifikke ordlyd og teologi har fundet sin form i den såkaldte hesychastiske bevægelse, som er særligt forbundet med teologen Gregor Palamas, fra det 14. århundrede.

Hesychia betyder stilhed eller hvilen i sig selv. Stilhed og sjælefred er netop bønnens mål. Den byder på et svar på Paulus' påbud om at bede uden ophør (Første Thessalonikerbrev 5,17). Men hvordan i alverden bærer man sig ad med det?

Jesusbønnen egner sig til enhver lejlighed. Man kan bede den, mens man slår græs eller kører i bil eller bus eller arbejder. Der er ingen verdslige gøremål, der lægger hindringer i vejen for at praktisere hjertets bøn. Man kan fremsige bønnens ordlyd, igen og igen, højlydt eller tavst, lige indtil den bliver en del af ens biologiske rytme, eller indtil den melder sig i én som det første, når man vågner om morgenen og det sidste, inden man falder i søvn om aftenen. Indtil den opleves som en uadskillelig del af hjerteslaget og åndedrættet. Indtil ordene tager fast ophold i hjertet og beder "af sig selv", både når man er vågen, og når man sover.

Denne forståelse af Jesusbønnen kan måske virke vældig fremmed eller hysterisk på nogle. Hvad i alverden skulle det gavne at gentage disse samme ord om Kristus om og om igen? Hvordan skulle sådan en bøn bringe mig nærmere Gud? Men prøv dig frem og forsøg at bede denne bøn. Ikke én eller to gange for så at give op, men stædigt og vedholdende. Da vil du erfare først den voldsomme turbulens, men siden også den dybe fred og stilhed, der er i Kristi navn.

Virker det fremmed? Så er det måske, fordi mange af os er mest vant til at tænke på bøn som en handling, hvor vi beder Gud om noget helt bestemt. Men sådan en bøn er Jesusbønnen ikke. Den er snarere en måde at være sammen med Gud på. Den er en vej til opnåelse af den fred, der er i Guds selskab. Dette er formålet.

Til sidst: Jesusbønnen må ikke forveksles med et mantra. Mantraet hører til i en anden tradition, som arbejder med mentale lyde og farver i meditationstekniske systemer. I den ortodokse kirkes tradition, derimod, forudsætter bønnen et dybt personlige forhold mellem det menneske, som beder, og Kristus, Guds enbårne søn.