Det sagde Jesus, før han døde
De syv såkaldte korsord, som evangelierne beretter om, er udtryk for forskellige syn på Jesu død. Læs dem her, se videoklip og lyt til musikalske fortolkninger af dem
Ifølge evangelierne udtalte Jesus syv sætninger på korset. Ingen af evangelierne meddeler dem alle, og kun mellem to af dem er der sammenfald.
De syv korsords forskellighed er hver især udtryk for evangeliernes forskellige syn på Jesu død.
Eksempelvis lægger Markusevangeliet vægt på, at Jesus er Kristus på lidelsens vilkår, derfor dør Jesus fortvivlet og gudsforladt med ordene Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig på læberne.
Ifølge Johannesevangeliet dør Jesus ikke den fortvivlede død. Det er fuldbragt, siger han, lige før han udånder. Jesu død er i Johannesevangeliet ikke den ydmygende henrettelse, men snarere end triumf eller en herliggørelse, som Jesus i Johannesevangeliet selv formulerer det.
De syv korsord er:
1. "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" (Mattæusevangeliet 27,46, Markusevangeliet 15,34).
2. "Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør" (Lukasevangeliet 23,34).
3. "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis" (Lukasevangeliet 23,43).
4. "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" (Lukasevangeliet 23,46).
5. "Kvinde, der er din søn" - og til disciplen - "Dér er din mor" (Johannesevangeliet 19,27).
6. "Jeg tørster" (Johannesevangeliet 19,29).
7. "Det er fuldbragt" (Johannesevangeliet 19,30)
De syv korsord bliver i mange kirkesamfund brugt til meditation. Særligt i forbindelse med "den stille uge" ugen op til påske, som typisk bruges til bøn og indlevelse i lidelseshistorien.
Se de syv korsord
Nedenfor kan du se en video om de syv korsord, baseret på Mel Gibsons "Passion of the Christ":