Påskeklassiker

Kan du trante æg? Prøv 5 sjove æggelege i påsken

Påskeægget er en central medspiller i de fleste gamle påskelege.

Hvad betyder det at trante æg? Og at puste fjer? Der er i Danmark en lang tradition for at lege specielle påskelege, men de fleste er gået i glemmebogen. Få dem genopfrisket her

Bondens liv op gennem århundrederne har været slid og slæb og sjældent megen tid til at lege og slappe af. Derfor var der så meget desto mere grund til at nyde det, når helligdagene endelig kom og arbejdet måtte hvile.

En af de måder, som man tidligere har fejret påske på overalt i Danmark, har derfor også været at lege påskelege.

Lege, som også nutidens mennesker finder sjove. Lege, der meget apropos påsken næsten alle har ægget som den centrale figur. Kristendom.dk bringer her et udvalg af de gamle påskelege.

1. Trante æg

En af de ældste og mest elskede er den med at trante æg. At trante betyder at trille, og oprindelig går legen ud på, hvem der kan trille sit æg længst uden at det går i stykker.

Nogle spiller også med, at man vinder, hvis man kan få modstandernes æg til at gå i stykker, mens ens eget er intakt.

Oprindelig har man trantet æg på både plane underlag eller ned ad bakker. Der findes også dem, som er draget til skovs og har trantet der.

2. Æggeløb

En anden er æggeløb, hvor hver deltager løber med et æg på en ske. Den, som kommer hurtigst frem uden at tabe ægget har vundet.

3. Pikke æg

En tredje påskeleg er den, hvor to står overfor hinanden med to æg, der stødes mod hinanden. Først støder man med den spidse ende, og så med den runde. Den, hvis æg holder længst, har vundet.

4. Puste fjer

Man tager hinanden i hånden to og to, mens ens fjer kastes op i luften, og så gælder det ellers om at holde fjeren flyvende. Det par, hvis fjer bliver længst i luften, har vundet.

5. Male æg

Den sidste skik er selvfølgelig den med at male påskeæggene. I dag bruger de fleste tuscher eller måske æggemaling fra forskellige hobbyforretninger.

Men man kan også lave farverne selv, fx kan man koge æggene sammen med løgskaller, rødbedestykker eller kaffegrums. Teblade, friske rødder og kørvel kan også bruges.

Drypper man æggene med stearin inden kogningen, kan man lave flotte mønstre, da æggene ikke bliver farvede der, hvor stearinen dækker.

Endelig kan man også ridse i æggenes overflade, så fremkommer smukke mønstre efter kogningen.

Artiklen blev første gang bragt i 2009.