Påske

"2. påskedag afslører, om vi er på vej mod verdens ende eller håbets herberg"

Selv under tortur vedblev Gud at elske. Er det et nederlag? Nej! Det er kærlighedens sejr, skriver teolog og psykoterapeut Bent Falk. Foto: Peter Kristensen

Disciplene troede, at Gud havde lidt nederlag i Jerusalem langfredag, men på vej mod Emmaus forstår de, at det er Guds kærlighed, der sejrer i sidste ende, skriver psykoterapeut og teolog Bent Falk

Emmausberetningen handler om de to disciple, der efter Jesu død var på vej væk fra Jerusalem til landsbyen Emmaus, og som på vejen fik følge af den opstandne, uden at de til at begynde med kunne kende ham (Lukas kapitel 24, vers 13-35).

Det er en spændende beretning, som blandt andet siger noget væsentligt om, hvad det vil sige for os alle sammen at være på vej gennem vores liv. Livsvejen er kendetegnet ved, at den har sit mål i midten – lige dér, hvor du er. Sådan var det også den dag for de to disciple.

Overfladisk betragtet havde de forladt deres gamle mål, som var byen Jerusalem. Men skuffelsen og sorgen over Jesu forsmædelige død kunne de ikke komme bort fra. Udgangspunktet fulgte altså med. Og overfladisk betragtet lå det nye mål, byen Emmaus, forude.

Men det mål ville ikke rumme noget afgørende nyt, for deres Herre og deres håb var og forblev borte og døde. Derfor var de allerede fremme; ja, de var ved verdens ende. Når håbløsheden følger med, er den også givet som slutresultat. Den håbløse rejsende bevæger sig i et lukket rum og bevæger sig derfor i virkeligheden slet ikke, selv om han eller hun går til evig tid.

Sådan er det også med den, der håber, bare i positiv forstand. Man er i håbets herberg, uanset hvor sørgeligt rejsen begyndte, hvor usikkert den ender, og hvor lang den er. Man er som træet, der vokser ved bækken, og som ikke rokkes, sådan som det beskrives i den første Davidssalme (Salmernes bog kapitel 1 vers 3).

Alt afhænger med andre ord af, hvad det er for en fortælling, vi fortæller os selv om vores liv. Vi er altid midt i vor fortælling. Og dét, der skete den dag på det stykke af de to disciples livsvej, var, at den fremmede lavede deres fortælling om med den fortælling, han fortalte dem.

Dét, som de kaldte Guds magts nederlag i Jerusalem på langfredag, kaldte han for Guds kærligheds sejr. Gud var til det sidste blevet hos dem, som afviste ham. Hans bødler kunne trodse hans kærlighed og gøre ham ondt; men de kunne ikke lave hans kærlighed om og gøre ham ond.

"Selv om vi er utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke", som Paulus siger det i 2. Timotheusbrev kapitel 2, vers 13.

Selv under tortur vedblev Gud at elske. Er det et nederlag? Nej! Det er kærlighedens sejr. Og disciplenes fortælling blev en anden, i og med at de fik noget andet fortalt.

Det er sådan, den grundfortælling fungerer, der lyder således: "Jeg elsker dig!", og Bibelen er netop den fortælling, at Gud elsker hver enkelt af os og bliver ved med det. Også ind i og gennem døden – frem til opstandelsen.

Pludselig kan det ske, når vi hører den fortælling, at der sker noget med den historie, vi gik og fortalte os selv i forvejen.

Kristus tog ind sammen med de to andre vandringsmænd, dengang de nåede frem til, hvor de hele tiden havde været. Han spiste sammen med dem, og da han brød brødet, var der pludselig noget, de kendte igen. Han havde faktisk fortalt dem hele fortællingen allerede inden katastrofen var hændt. De havde hele tiden været midt i den gode nyhed; forskellen var, at de nu lagde mærke til det.

Det er derfor, vi går til alters. Ikke for at forvandles, som om der var tale om magi; nej, for at genvinde opmærksomheden på den fortælling, der forvandler alt.

Han, hvis kærlighed ikke kunne dræbes, mens han levede, er opstanden fra de døde. Det gør alting nyt, selv om ingenting er forandret.

Bent Falk
Psykoterapeut MPF, cand.theol.
Indlægget er et redigeret uddrag fra Bent Falks bog Kærlighedens Pris (s. 168-170).