LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Påske

Disciplen Thomas: Påskemåltidet med Jesus har rystet mig

Jesus har faktisk ind imellem talt om sin død som nært forestående. Vi har ikke vidst, hvordan vi skulle tackle det og har prøvet at overbevise ham om det modsatte, siger disciplen Thomas i Bente Højris' gengivelse. Foto: Antonio Gravante/Colourbox

Hvorfor siger Jesus, at en af os vil forråde ham? Og hvorfor taler han om brødet som sit legeme og om vinen som sit eget blod. Det giver ingen mening! siger disciplen Thomas i baptistpræst Bente Højris' genfortælling

Nogle kalder mig Tvivleren. Selv har jeg nu altid ment, at en smule sund fornuft ikke kan skade. Jeg står med begge ben solidt plantet på jorden og er med til at skabe balance, når nogle af mine venner bliver alt for flyvske og indbildske. For eksempel da Jakob og Johannes åbenlyst gav udtryk for, at de var de mest berettigede til hæderspladserne i Guds rige.

Alligevel må jeg indrømme, at denne aften har rystet mig. Vi er i Jerusalem for at fejre påske, og jeg har netop deltaget i det mest mærkelige påskemåltid, jeg nogensinde har oplevet.

Jesus sendte et par stykker af os hen for at forberede påskemåltidet, og vi gjorde præcist som traditionen foreskriver: Nu skulle vi mindes, at vore forfædre efter slaveriet i Egypten og efter de ni plager skulle slagte påskelammet og stryge blodet på dørstolperne, for at jøderne skulle undgå den tiende plage: Besøget af dødens engel, der gik forbi hvert eneste hus, og i alle huse uden blod på dørstolperne gik ind og tog den førstefødte drengs liv.

Jeg er selv den ældste bror i min søskendeflok, og da jeg var lille, gøs jeg hvert år, når vi under påskemåltidet hørte beretningen om dødens engel. Og denne aften skulle vi så igen høre værten eller husfaderen genfortælle denne beretning.

Men da bordet var blevet dækket, og vi alle satte os til bords, blev det hele alligevel så helt anderledes, end vi havde ventet. Det begyndte med, at Jesus pludselig sagde: "En af jer vil forråde mig."

Der gik et gys igennem lokalet, næsten som fik vi igen besøg af dødens engel. Forråde! Jamen, hvordan? Hvem drejede det sig om?

Jeg så mig omkring. Mærkede de urolige blikke. Nej, jeg havde ikke hørt forkert. Det var helt klart det samme, de andre havde hørt. Og alle spekulerede vi på, hvem Jesus mon mente. Kunne det være mig? Ville jeg virkelig kunne komme i en situation, hvor jeg forrådte Jesus?

Faktisk var det en lettelse, da Jesus sagde, at det var den person, der netop havde dyppet i det samme fad som Jesus. Så var det altså ikke mig. Men hvorfor Judas? Ja, hvis virkelig det var en af os 12, så var det nok Judas, der var den mest sandsynlige. Han har indimellem nogle sære synspunkter. Gad vide, hvorfor Jesus i det hele taget kaldte ham til at være discipel. Hvis Jesus virkelig kunne forudse, at Judas ville forråde ham, hvorfor havde han så ikke set det tidligere? Hvorfor havde han overhovedet kaldt ham ind i discipelflokken? 

Men aftenen blev ikke mindre mærkelig efter dette. Da Jesus, som vi alle forventede det, tog et brød og velsignede det, da ventede vi på den velkendte beretning om det usyrede brød, som kvinderne skulle gøre klar til rejsen, og påskelammets blod på dørstolperne. Men Jesus ændrede pludselig på det velkendte ritual. Han satte sig selv i påskelammets sted, han talte om brødet som sit legeme og om vinen som sit eget blod.

Og her sprang kæden af for mig. Det Jesus sagde her, det gav da ingen mening.

Havde det mon noget med forræderiet at gøre? Jesus har faktisk ind imellem talt om sin død som nært forestående. Vi har ikke vidst, hvordan vi skulle tackle det og har prøvet at overbevise ham om det modsatte.

Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro. Hvis Jesus virkelig skal dø snart, kan det så passe, at hans død kan sammenlignes med påskelammets blod, som reddede mennesker fra døden, dengang jøderne forlod Egypten? Jeg vil spørge Jesus, så snart jeg får mulighed for det. Men først skal vi synge lovsangen, og Jesus siger, at vi bagefter skal gå ud til Oliebjerget. Måske spørger jeg ham derude, eller måske engang i morgen.

Thomas.
Bente Højris
Baptistpræst og bibliodrama-vejleder
Se hendes hjemmeside her