Påske i kirken

Påskeprædiken: "Helvede, hvor er din sejr?"

Opstandelsestroen lever, mens mørket stadig tilsyneladende har magten. Men vi ved godt, at det kun er for en kort tid, så bliver det lyst. Vi ved og har fået lov til at tro, at der venter os en glædelig opstandelse, skriver Steen Skovsgaard, der er biskop i Lolland-Falsters Stift. Foto: Peter Kristensen.

Påskemorgen blev der brudt hul i dødens mørke og meningsløshed, sådan som vi hørte det i Matthæusevangeliet. Graven var tom. Jesus var stået op fra de døde, skriver biskop Steen Skovsgaard

Vi bringer her biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaards påskeprædiken fra 2014:

Matthæusevangeliet kapitel 28, 1-8:
"Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det." Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det." 

I sidste uge var der en stor artikel i Folketidende om Sønderskovhjemmets Café Bodil her i Nykøbing. Her var der blandet andet et interview med Lars, som er tidligere beboer på Sønderskovhjemmet, og som nu hjælper i cafeen. 

I interviewet kom han ind på det med kristendommen og sagde, at han ikke giver så meget for det kristne, for, som han udtrykte det: ”Jeg har ikke noget særligt godt forhold til Gud. Både min far og min mor døde alt for tidligt. Og min lillebror nåede kun lige at bære sit yngste barn op til døbefonten, inden han døde som 37-årig. Det giver sgu ikke meget kristen mening for mig.”

Hvad skal man sige til Lars og til andre, der har det som han? For han har jo ret. Det giver da ingen mening at miste dem, man elsker, alt for tidligt. Der er ingen - og heller ingen kristen - mening i den tidlige død. 

Ethvert forsøg på at forklare eller finde mening i det strander i ubehjælpsomme floskler. Det er meningsløst at forsøge at finde mening i det meningsløse. 

Men nu er der heller ingen kristen mening med døden. Tværtimod. Døden er og bliver livets fjende. Og også Guds fjende og modstander.

Men skal vi så bare bøje os og konstatere, at døden åbenbart får ret og altid får det sidste ord? Guds fjende er åbenbart stærkere end Gud selv. For vi skal jo alle dø, og vi har alle oplevet eller kommer i hvert fald til at opleve at miste én eller flere, som vi holder af.

LÆS OGSÅ: Påskens hvem-hvad-hvor

Er konklusionen så ikke den, at vi, som Lars må indrømme, ikke rigtig kan bruge Gud til noget? Og i hvert fald ikke til at skabe mening i tilværelsen. Han hjælper os jo ikke, når det kommer til stykket. Vi kommer alle til at stå magtesløse overfor den meningsløse død. 

Så hvor er meningen?

Én af mine gode venner er præst ved Østjyllands Statsfængsel. Han spurgte mig for mange år siden, hvad jeg mente, at meningen med livet var? Uden at tænke nærmere over det, sagde jeg: Glæden. Jeg tror at vi er skabt ud af Guds glæde for, at vi skal være glade. 

På rockerafdelingen i fængslet stillede han så for nogen tid siden det samme spørgsmål til en rocker, og her fik han svaret: Vreden. Vreden er meningen med livet. 

Uden at jeg skal påstå, at jeg har ret, så tror jeg alligevel, at mit svar ligger tættere på sandheden end rockerens udsagn.

Men det er alligevel tankevækkende, at Jesus eller Bibelen i det hele taget aldrig giver et klart og entydigt svar på spørgsmålet om meningen med livet. Det tætteste Jesus kommer på det er, da en lovkyndig engang spørger ham: Hvad er det største bud i loven, Og Jesus svarer: Det er, at du skal elske herren din Gud og din næste som dig selv. I det dobbelte kærlighedsbud i kærligheden til Gud og næsten fuldendes livet.

Men giver det så mening? Mister alt alligevel ikke sin mening og betydning, når vi nu skal lide og dø? Hvad skal det hele så til for? Hvorfor skal vi elske Gud og vores næste, ja, hvorfor skal vi leve, når vi bare skal dø?

Som en dreng engang sagde: Det er dumt, at man skal dø. Jeg synes ikke, det burde være nødvendigt at skifte menneskene ud hele tiden. Er man her, så er man her, det synes jeg nu. Og det kan der jo være noget om, men nu er døden kommet ind i verden som et vilkår, vi ikke kommer uden om. Og så dog!

I dag, påskemorgen, hører vi noget helt nyt og overraskende: I skal ikke dø! I skal leve. Døden får ikke alligevel det sidste ord over jer. For Jesus opstod fra de døde!

Påskemorgen blev der brudt hul i dødens mørke og meningsløshed, sådan som vi hørte det i Matthæusevangeliet. Graven var tom. Jesus var stået op fra de døde.

Det rejser mindst to spørgsmål. For det første: Passer det nu også? Stod han virkelig op, sådan som vi hører, og sådan som kvinderne hørte det fortalt af englen? De så det jo ikke selv. De så bare den tomme grav og ikke mere. Så hvordan kan de og vi være sikre på, at det er sandt?

Det er påskedags vilkår og hemmelighed, ligesom det i øvrigt også er kærlighedens vilkår og hemmelighed: Vi kan aldrig være sikre. Vi kan se nogle tegn på kærligheden, vi kan høre det sagt, og vi kan udtrykke kærligheden i ord og gerning, men kærligheden selv kan vi aldrig se eller få endegyldige beviser for. Den bliver vi nødt til at forholde os til i tro. For den kan kun modtages i tro.

Sådan også med opstandelsen og opstandelsesbudskabet. Det kan kun modtages i tro. Enten tror vi på, at Jesus virkelig opstod fra de døde, eller også gør vi ikke. Der er ingen mellemvej eller mellemposition.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skulle Jesus egentlig dø?

Det andet spørgsmål, som påskemorgen rejser, er: Hvorfor skulle Jesus lide og dø og opstå, og hvad gavner det os, at han opstod?

Svaret kan vi finde i den påskeliturgi, som vi begyndte gudstjenesten med. Her lød det: Død hvor er din brod. Helvede, hvor er din sejr. 

Det er den klareste måde at udtrykke og forkynde, hvad det var, der skete påskemorgen. Døden mistede sin brod. Ligesom en bi, der stikker og derved mister sin brod, sådan mistede døden sin brod, da den stak Jesus. Brodden blev hængende i ham, og dødens magt blev brudt. Og så lød det i øvrigt også, næsten hånende: Helvede, hvor er din sejr?

Det er det råb, som den kristne menighed lige siden den første påskemorgen har istemt: Sejrsråbet – eller hooliganråbet: Hå! død, Djævel og Helvede. Du tabte! Her troede du, at du havde fået et stort bytte. Og så blev du snydt. Du mistede din brod. Du mistede dit bytte. Sejren er vor. Du har tabt til én, der var stærkere, og ham holder vi med. Ham stiller vi os bagved. Ham tror vi på.

Det betyder ikke, at vi fra nu af undgår gravens mørke, eller at vi ikke kommer til at tage afsked med nogle, vi holder af. Vi ved godt, at død og djævel stadig driver sit spil iblandt os, men troen fortæller os, det kun er for en tid. I troen tager vi forskud på opstandelsesglæden, mens det stadig er mørkt.

Troen er den fugl, der synger, mens det endnu er mørkt – er der et gammelt ord, som siger. Sådan som vi kan høre det her i foråret. Fuglene synger, inden solen er stået op. De varsler med deres sang, at solen snart står op.

Sådan er det også med opstandelsestroen. Den lever, mens mørket stadig tilsyneladende har magten. Men vi ved godt, at det kun er for en kort tid, så bliver det lyst. Vi ved og har fået lov til at tro, at der venter os en glædelig opstandelse.

For Jesus opstod fra de døde for at fortælle os, at han er stærkere end døden også vores død. I troen på hans opstandelse har vi lov at tro på vores egen opstandelse. For som han opstod, skal vi opstå.

Det betyder, at mørkets magt er brudt. Vi kan have mange grunde til at sukke og klage og være bange, men bag mørket og de mørke tanke, venter der en opstandelse. 

LÆS OGSÅ: Kan man være kristen uden tro på kødets opstandelse?

Som vi hørte i epistelen: der venter os en stor arv, gemt i himlene. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid må lide under prøvelser af mange slags.

Når der venter os en glædelig opstandelse, et glædeligt gensyn og et evigt liv, når vi er genfødt til et levende håb, så bliver der mere at sige end vores suk og klage. Der bliver bund i mørket.

Afgrunden ligger ikke foran os som et endeløst og meningsløst mørke, der er levende hænder, som griber os. Der venter os en opstandelse og et evigt liv. Men er det så ikke virkelighedsflugt? Fjerner det os ikke fra at leve livet her og nu?

Nej, tværtimod. Det er derimod frygten, bekymringerne, fortvivlelsen og angsten, som lammer os, og som gør det svært at leve. Frygten gør lam – troen gør levende. Mistilliden lukker os inde – troen åbner os. Frygten får os til at knytte hænderne – troen åbner vore hænder. Bekymringerne får os til at se ned i jorden og på os selv– troen får os til at se op mod himlen og på hinanden. Så troen gør os nærværende – tvivl og vantro gør os fjerne.

Nu sagde jeg, at der kun er to muligheder: Enten tror man på opstandelsen, eller også afviser man den. Enten tror man, eller også gør man ikke.

Men der er alligevel en mellemposition. Man siger måske, at man ikke kan tro, men man vil gerne. Hvis man har det sådan, kan det være en god ide at komme i kirke. Her kommer vi heller ikke, bare fordi vi tror, men for netop at styrkes i troen. 

Måske ikke så meget gennem prædikenen, det kan være så som så, hvor meget indflydelse den har i forhold til troen. Men ved at være sammen med andre som tror eller gerne vil tro og ved at synge eller bekende troen højt sammen, der styrkes troen.

Det er som, når blomsterne åbner sig for solen og breder bladene op imod lyset, så giver det ny kraft til roden. Sådan er det også, når vi samles og bekender troen sammen, så styrkes troen i os. For eksempel når vi synger eller siger: Kristus er opstanden, så er den bekendelse med til at styrke troen i os. 

Vi kan jo prøve. Der er en gammel kristen tradition for at præst og menighed påskedag råber højt til hinanden: hvor præsten siger: Kristus er opstanden, og menigheden svarer: Ja, han er sandelig opstanden. Det lyder blandt andet i den ortodokse kirke, hvor påsken netop i år falder sammen med vores påske. Her lyder det rungende højt i alle kirkerne: Kristus er opstanden. 

Skulle vi ikke prøve – sammen med dem - at rejse os og sige – ja gerne råbe det højt til hinanden tre gange, hvor jeg siger: Kristus er opstanden, og hvor I så svarer: ja han er sandelig opstanden?

Det udsagn er den korteste og klareste kristne trosbekendelse, og det var også den første, der lød. Da kvinderne kom tilbage fra graven og råbte: Kristus er opstanden, så tændte det en ild i dem selv og i disciplene. Og den fængede og bredte sig med ildens hast. Den tændte lys i hjerterne. Den brød igennem mure og tvivlende hjerter. 

Ligesom Jerikos mure væltede, da israelitterne efter seks dages tavshed brød ud i høje råb, sådan væltede tvivl, håbløshed og modløshed og forsvandt som dug for morgensolen, da kvinderne på tredjedagen istemte råbet: Kristus er opstanden

Gid, at opstandelsestroen også må bryde igennem vores tvivl og vælte vore mure. Så troen og håbet og kærligheden må styrkes i os og sejre over vore kolde hjerter. Og brede sig som en løbeild. Ja, Herre lad det lykkes!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, så nu og altid.