Påske

Påskedag markerer angsten og opstandelsen

Genopstandelsen vagte i første omgang frygt og angst hos kvinderne, der skulle tjekke til Jesus i graven. I dag fejrer kristne på påskedag at Jesus genopstod fra graven. Foto: Flik47

Da kvinderne påskedag gik hen til Jesu grav blev de fyldt med rædsel, da en engel fortalte dem, at Jesus var genopstået. Påskedag markerer både det håb, opstandelsesbudskabet bragte med sig, men også følelser som angst og frygt for det irrationelle

Kvinderne bevæger sig lige så stille hen i mod graven, før nogen andre mennesker er stået op. Man kan fornemme, at deres gang har været tung og tøvende. På Jesu tid var det en kvindeopgave at tage sig af de døde. Og vi skal ikke bruge megen fantasi til at forestille os, at lige netop denne opgave - at sørge for den døde - ikke har været nogen let eller spændende opgave.

Kvinderne var selvfølgelig også fyldt af sorg over at have mistet Jesus, og af frygt for, hvad der nu skulle ske. Måske har de spurgt hinanden om netop dét: Hvad skal der ske nu, med os og med det alt sammen?

Vi kender godt til sorg, rådvildhed og resignation. Følelsen af, at nu er det for sent. At det er ligegyldigt, hvad vi gør. Alle perspektiver og muligheder var jo blevet smadret Langfredag. Kvinderne levede, ligesom os, selvfølgelig inden for grænserne af, hvad der er muligt. Vi kommer før eller siden til grænsen, hen til det, der er umuligt for os. Hvor der ikke er flere muligheder tilbage.

Hvad enten vi kommer løbende imod det og slår os på det, der ikke kan lade sig gøre, eller vi kommer hen til det med slæbende skridt, lige som kvinderne til graven. Til dem kom opstandelsesbudskabet, kristendommens alfa og omega:

”Han er opstået, han er ikke her”.

Og det gør dem endnu mere rædselsslagne. For de møder en helt anden virkelighed end deres egen. At ude på grænsen af, hvad vi forstår, hvad vi magter, og hvad vi kan forklare, veje og måle, er der altid en yderligere mulighed eller en yderligere dimension, som er etableret af en instans uden for os selv. Derfor lever og ånder påsken i samklang med foråret, hvor der igen kommer liv og vækst i det grå mørke.

Vi kan lægge mærke til, at englen i evangeliet fortæller kvinderne, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Så vi kan ganske enkelt, trods de utallige bestræbelser som mange har gjort gennem tiden, ikke redegøre for, hvordan opstandelsen er gået for sig. Blandt andet derfor ville fornuften ikke vide af opstandelsen. Der var ingen rationelle mennesker, der ville vide af beretningen dengang - og det vil de stadig ikke. Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.

Der var kun nogle bange kvinder. Og der var nok at være bange for; i kvindernes tilværelse, såvel som i vores. Bange for dagen og vejen, bange for at blive stemplet. Bange for at alt, hvad de nu håbede på, igen skulle blive knust. Bange for ikke at slå til, og for at stå ved sig selv. Men på et eller andet tidspunkt må de jo have overvundet angsten og have talt med andre om det, de havde set.

Hvem og hvad kan få os til at overvinde angsten, når vi er bange?

Påsken kommer med det budskab, at der findes noget, som er større end vores angst og frygt.