Påske

Palmesøndag: Barnets råb var som en gnist, der antændte det store forventningsbål

Hvad han skulle bruge et æsel til? Han, der aldrig red, men altid gik? Sognepræst Lisbeth Filtenborg reflekterer over de følelser, der var forbundet med Jesu ankomst til Jerusalem palmesøndag

Som en flod, der ikke kan holdes tilbage og som en brand, der ikke kan slukkes. Råbene gjaldede mellem murene og gav genlyd i hele byen, skriver sognepræst Lisbeth Filtenborg i en genfortælling af indtoget i Jerusalem

Trængslen var så småt begyndt. På indfaldsvejene til Jerusalem blev trafikken af gående tættere dag for dag. Uden for byen - op ad bymuren - havde kamelkaravanerne fra klippebyen Petra slået lejr. Romerske soldater stod afslappet og betragtede hele dette skue. Der var et leben af handlende.

Boderne bugnede af nye eksotiske varer. Det var et pust ude fra den store verden. Allerede fra morgenstunden var der en sitrende fornemmelse af noget i gære. En hektisk aktivitet og forventning, når et helt folk forbereder sig på helligdag og fest.

I udkanten af byen, ved Betfage, skete det ganske upåagtet, at Jesus gav et par disciple besked på at hente et æsel med føl. Han læste en vis undren i deres ansigter, men beroligede dem med, at de blot skulle sige, at han straks efter brug ville sende dyrene tilbage. Hvad han skulle bruge et æsel til? Han, der aldrig red, men altid gik?

De andre disciple så måbende til, da de udsendte kom trækkende med dyret. Undskyldende trak de to på skuldrene og gjorde et kast med hovedet hen imod Jesus, som ville de sige: ”Det var hans idé.” De foldede kapper sammen, lagde dem på dyret som saddel, hvorefter han satte sig. Der var en beslutsomhed i hans blik.

Majestætisk og ydmyg på samme tid. Æslet føjede sig under hans bevægelser. Det lille føl trippede efter sin mor. Uvilkårligt gjorde folk på gaden plads for det begyndende optog. Børn standsede for at klappe det lille føl med den bløde pels.

Længere fremme, tæt ved byporten, var alles øjne rettet mod den høje ranke skikkelse på det lille lavbenede dyr. Med blikket intenst rettet mod hans ansigt tog en kvinde sin groftvævede purpurkappe, der havde beskyttet hende mod morgenens kølighed, og med en bølgende bevægelse lagde hun kappen på vejen få meter foran ham. Der var et kort øjebliks tøven, og så fulgte andre hendes eksempel.

Foran ham bugtede et blødt underlag sig i alle regnbuens farver. Som kom han på regnbuens uendelige himmel. Andre brækkede grene af dadelpalmer og oliventræer og lagde oven på de farvestrålende kapper. Folk, han passerede, sluttede op bag det særprægede optog. I det samme brød solen frem. Hans solblegede tøj lyste i solen og et barn råbte glædesstrålende "Hosianna!", opmuntret af solskinnet, de mange mennesker og den opløftede stemning. Der lød munter latter over barnets tillidsfulde udbrud. Jesus smilede.

Barnets råb var som en gnist, der antændte det store forventningsbål. Forventning, håb og længsel om bedre tider havde samlet sig som i en skål, og nu flød det over. Som en flod, der ikke kan holdes tilbage og som en brand, der ikke kan slukkes. Råbene gjaldede mellem murene og gav genlyd i hele byen:

”Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!”

Fra folkedybet kom der et råb og en sang fra forfædrenes trængselsår under slaveriet i Egypten over ydmygelserne under babylonerne til de brutale romere. En ursang, der løftede sig mod himlen.

Retningen var klar: Templet.

Jesus havde været forbavsende tavs under turen. Optoget nåede tempelpladsen og en skygge fór hen over hans ansigt. Øjnene blev hårde, da han så markedsgøglet.

Fra et af de øverste vinduer havde ypperstepræsten fulgt skaren op igennem gaderne. Råbene havde skurret i hans ører og det, der efterfølgende skete, var den dråbe, der fik hans bæger af had mod Jesus til at flyde over. Jesus måtte dø.

Regnen kom om natten. I dagene derefter lå den efterladte kappe trampet ned i sølet. Indtil om fredagen, da en soldat samlede den op og hængte den om skuldrene på Jesus.

Lisbeth Filtenborg,
Sognepræst