Palmesøndagsprædiken

Præst: I kirken skal der ikke måles nytte- og brugsværdi

De andre overfusede kvinden med alabasterkrukken. De sagde, at salven var spildt. Men Vorherre forsvarede hende: ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende”. Hendes gerning var ikke udtryk for klog beregning. Den var ren ødselhed. Den førte heller ikke nogle nævneværdige resultater med sig. Begivenhederne gik jo deres gang uforandret af denne gerning. Den ændrede intet. Alligevel - det hun havde gjort – det skal hun aldrig glemmes for, skriver Nana Hauge i sin prædiken.

Jesus ødsler både med kærlighed, tilgivelse og velsignelse. Han tilgiver og velsigner enhver, der beder ham om det, uden at se efter, om der kom noget ud af det. Men måske er det netop kodeordet: ødselhed. Guds ødselhed? Spørger valgmenighedspræst Nana Hauge

Vi bringer her valgmenighedspræst Nana Hauges palmesøndagsprædiken fra 2014:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: ”Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: ”Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.” (Markusevangeliet kapitel 14 vers 3-9)
Amen

Vers: 
Ej andet fra dit rige, har draget dig herned, end din den uden lige, grundløse kærlighed. Amen

Et par (yngre?) præster gav her i det tidlige forår udtryk for, at de er trætte af at bruge hovedkræfterne på søndagens gudstjeneste, når ugens andre gudstjenester og arrangementer ofte trækker langt flere til. Derfor vil de have lov til at bytte søndagens gudstjeneste ud med de mere populære former for gudstjenester på en anden af ugens dage. 

Hvorfor ødsle sådan med kirkens midler og præstens tid, når de kan bruges meget mere fornuftigt, synes tankegangen at være. 

Man taler jo alle steder om, at vi skal have ”mere kirke for pengene”. 

Derfor foreslås det også af udkantseksperter (det er sådan nogen, der har forstand på, hvordan man lukker landområderne helt ned. De bor her sikkert ikke selv. Deres vision er, at der kun skal bo mennesker i Århus og København), at man skal lukke nogle af de alt for mange kirker, der ligger i områder som eksempelvis dette, for det koster mange penge at holde kirkerne i drift i landområder med få medlemmer. Noget værre ødsleri er det. 

LÆS OGSÅ: Palmesøndag

"Man kan bare lade kirkerne ruinere, lade dem stå og langsomt gå i forfald. Der går mindst 40 år, inden murene begynder at skride, og soklerne synker, og de bliver farlige”, mener udkantsekspert Jørgen Møller fra Ålborg Universitet.

Man bør sandelig rationalisere med folkekirkens midler, sådan får man i sidste ende mere kirke for pengene. ”Mere kirke for pengene!” Det er helt i tråd med den erhvervsprægede stil og tankegang, der trænger ind overalt og nu også i folkekirken. 

Kirken som koncern. Kirken som en givtig og effektiv forretning, der giver brugerne noget for pengene. Og ikke ødsler med præstetid og søndagsgudstjenester for de få. 

Derfor er der i koncern-kirken nok ikke meget begejstring for dagens tekst om kvinden, der ødsler med dyr olie. Olien kunne have været givet mere nyttigt ud. Det er jo også de snusfornuftige tilhøreres indvending. Olien kunne have været solgt og brugt til de fattige. I stedet bruges olien til at salve en mand, der på mange måder var en fiasko. 

Det indtog han skulle have gjort som en konge – det indtog gør han – i al stilhed - på et trældyrs føl. Han gør ikke meget væsen af sig. Tværtimod; han kommer i en tjeners skikkelse. Mange kunne da heller ikke kende ham som Messias, Guds søn, men i sin ubemærkethed var det alligevel ham. Man så ikke nogen konge, men bare en mand på et æsel. 

Om denne mand ved vi, at han snart skal hånes, ydmyges og korsfæstes. I det hele taget havde han ikke megen succes. Det kan godt være folk flokkedes om ham, når han forvandlede vand til vin eller helbredte spedalske, men her når det lakker mod enden, er de fleste af tilhængerne forsvundet, og vi ved, at de der hylder ham, når han rider ind i Jerusalem, er de samme, som få dage efter råber ”korsfæst ham!” Ja, selv hans nærmeste er væk, når han hænger på korset der i en fjern udkant af Romerriget henrettet som en forbryder; lidende den forbandedes død. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor fejrer vi palmesøndag?

Ikke desto mindre begynder det, vi kender som kirken med denne uglesete og tilsyneladende mislykkede mands forkyndelse. Det Gudsrige, han forkynder, ser ikke ud af noget særligt.

Sine tilhængere spår han forfølgelse og lemlæstelse, og de befales at vende kinden til og dele deres tøj med dem, som beder dem om det. 

I grunden omgås han i det hele taget lidt lemfældigt med ressourcerne, han, der siger, at der er mere glæde i himlen over en omvendt synder end over 99 retfærdige. 

Han, som fortæller om Gud i billedet af en konge, som holder en stor fest for mennesker, som intet har at give til gengæld. Ja, for mennesker som det overhovedet ikke kan betale sig at bruge tid på. 

I det hele taget ødsler han med både kærlighed, tilgivelse og velsignelse. Han tilgiver og velsigner enhver, der beder ham om det, uden at se efter, om der kom noget ud af det. Men måske er det netop kodeordet: ødselhed. Guds ødselhed? 

Han spørger jo i det hele taget ikke, om det kan betale sig? Om det ændrer noget? Om der er synlige resultater? Om det bonner på bundlinjen? Han ser ikke efter, hvor, det han giver, bliver af. Om det bliver til noget. 

Han giver, vi fortærer, han læger, vi ødelægger, han tilgiver, og vi fejler på ny. Han opsøger det fortabte, og han bliver ved med at lede, til han finder; koste hvad det vil. End ikke døden var jo for høj en pris. Og det er egentlig et utroligt frådseri, hvis man skulle se sådan cost benefit på det. 

Og netop derfor skal vi i kirken ikke se så meget på, hvad der nytter, og hvad det kan betale sig at satse på. Men kirken har i mange år haft så travlt med at lave synlige aktiviteter, som alle måles på, hvorvidt der nu ”kom mange”.

Hvis mange er kodeordet, kunne man lidt frækt spørge: Hvorfor dropper man så ikke den besværlige gudstjeneste, som forkynder det evangelium, der alligevel ikke rigtig lover folk, hvad de ønsker sig? 

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste begivenheder i Jesu liv

I stedet kunne man holde nogle andre arrangementer i kirken. Det trækker mange flere folk til. Banko for eksempel, eller øl-smagning. Hvem siger det hele absolut skal handle om kristendom i kirken? Man skal jo møde folk der, hvor de er. Og på det tidspunkt de har til rådighed. 

Og her er det, at virkeligheden overgår fantasien for den slags ølsmagningsarrangementer, de findes skam allerede. Ligesom der også er præster, der danser zumba, bærer klovnenæser eller danser gangnam style med præstekjolen på.

Ja, der har ikke været og er ikke nogen grænser for, hvad kirken har gjort bare for, at der skulle komme nogen. ”Der kom rigtig mange” siger de begejstrede arrangører så bagefter. 

Kirken skal være et sted, det eneste sted måske i verden, hvor der ikke tælles hvor mange. Hvor der ikke konstant måles nytte og brugsværdi. Kirken skal være kirke uden tanke på, om det nytter noget, og den skal også være det for dem, det ikke rigtig nytter at have med at gøre. 

Evangeliet gør sådan set heller ikke selv nytte. Der er ingen nytteværdi i det. Det lover os hverken medrivende oplevelser, gode dage eller succes. Evangeliet lover os ikke, at vi kan få noget ud af det. Det fører ikke til noget bestemt. Det lover os ikke andet, end at vi har syndernes forladelse, og så viser det os væk fra os selv og hen til at elske næsten. Selv om det ikke er det, vi har spurgt efter, er det, hvad vi får. 

De andre overfusede kvinden med alabasterkrukken. De sagde, at salven var spildt. Men Vorherre forsvarede hende: ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende”. Hendes gerning var ikke udtryk for klog beregning. Den var ren ødselhed. 

Den førte heller ikke nogle nævneværdige resultater med sig. Begivenhederne gik jo deres gang uforandret af denne gerning. Den ændrede intet. Alligevel - det hun havde gjort – det skal hun aldrig glemmes for. 

Dermed tilregner Vorherre – som ingen havde plads til, og som mange gerne ville skaffe af vejen – alt det unyttige og alle de unyttige en myndighed og værdighed, som ikke kan mistes. 

Vi skal derfor heller aldrig glemme, at kirken, evangeliet og gudstjenesten ikke handler om, hvad der nytter noget. 

Evangeliet kan vi ikke få greb om. Vi kan ikke reducere det til, hvilken nytte det gør, eller hvilken brugsværdi det har. Vi skal aldrig glemme, at vi ikke kan vurdere alting ud fra, om det gør nytte og viser resultater. 

Det er sådan, Han gør alting nyt. Og sådan Han giver plads for, at vi kan se på hinanden, på livet og verden med andre øjne end dem, der kun ser på, om det nytter noget.

Amen.