Boguddrag

Virkelig opstanden: Bevidnet, ikke bevist

Regin Prenters hovedværk var hans lærebog i dogmatik, Skabelse og Genløsning (1955), men han skrev også andre bøger, heribland "Virkelig opstanden - Menighedens opstandelsestro og den historiske videnskab", herunder kan læses et uddrag af denne. FOTO: Scanpix

Her kan du læse et uddrag af teolog Regin Prenters bog: "Virkelig opstanden - Menighedens opstandelsestro og den historiske videnskab"

Regin Prenter blev født i 1907 og voksede op i et lærerhjem i Frederikssund. Den 1. maj 1945 blev han udnævt til professor, og blev senere en af de fire berømte Århus-teologer, som satte dagsordenen for dansk teologi i midten af det 20. århundrede.

Prenter mente, at teologien og den kristne tro ikke bare skulle være teori, men at den måtte udføres i praksis. Derfor engagerede han sig blandt andet i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Han skrev blandet andet en bog om, hvordan kirken i praksis kunne forholde sig til besættelsesmagten, og senere holdte han foredrag for almindelige mennesker, og skrev bøger for lægfolk.
Han begyndte og endte sin karriere med at være almindelig sognepræst i små landsogne. Han døde 15. december 1990, 83 år gammel.
 

Læs boguddraget af Regin Prenter her

„Krist stod op af døde
i påskemorgenrøde”

,synger vi i kirkerne påskedag. Gjorde han det virkelig?

Er opstandelsen sket på en bestemt dag for snart to tusinde år siden? Er den altså en historisk begivenhed? Eller er det nøjagtig modsat? Er opstandelsesbudskabet blot et fromt bedrag? Er Jesus slet ikke opstået fra de døde? Smuldrede hans lig i graven, og er evangeliernes beretninger om fundet af den tomme grav blot den religiøse fantasis frembringelser?

Så længe påskebudskabet har været forkyndt, har begge opfattelser været gjort gældende. Den kristne menighed har bekendt og forkyndt: Jesus Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden! Og dermed har den forstået opstandelsen som en virkelig begivenhed. Men den ikke-kristne verden har fra begyndelsen afvist opstandelsens begivenhed. Allerede den ældste jødiske polemik mod kirken satte, som vi kan se det i Matthæusevangeliet 28,13, det rygte i omløb, at disciplene om natten stjal Jesu lig og derefter brugte den tomme grav som bevis på hans opstandelse. Opstandelsesbudskabet var da ikke et fromt, men et groft bedrageri.

Det er ejendommeligt for vor tids kristne forkyndelse, at flere og flere forsøg gøres på at finde en tredje mulighed: at afskrive opstandelsen som virkelig begivenhed og dog fastholde opstandelsesbudskabets sandhed. Det kan naturligvis kun gøres ved en eller anden form for billedlig tydning af selve opstandelsen. Mest kendt er vel Rudolf Bultmanns såkaldte „eksistentiale interpretation” af påskebudskabet. „Påskebegivenheden”, siger Bultmann, „for så vidt den kan nævnes ved siden af korset som historisk tildragelse, er jo ikke andet end det, at troen på den Opstandne, hvori forkyndelsen har sin oprindelse, opstår. Som Kristi opstandelse er påskebegivenheden ikke nogen historisk begivenhed. Som historisk begivenhed er kun de første disciples påsketro fattelig”. (R. Bultmann: Neues Testament und Mythologie, Kerygma und Mythos, herausgeg. von H. W. Bartsch, Hamburg, 1948, s. 50-51, oversat af mig). 

(…)

Man forstår let, hvorfor denne tredje mulighed, at afskrive opstandelsen som historisk virkelighed, men beholde den som religiøs billedtale, vinder terræn i vor tid. For det første slipper man derved for Bibelens alleranstødeligste mirakel. Og hvad ville det ikke betyde for evangeliets vej til det moderne menneske, der næppe kan stille mere op med „Krist stod op af døde” end de atheniensere, der, da de hørte Paulus tale om Jesu opstandelse, åbenlyst „spottede” (Apostlenes Gerninger 17,32)? Og for det andet synes her det egentlige, selve hjertet i opstandelsesbudskabet, at træde langt klarere frem, end når man skal slæbe videre på den forargelige oldtidsforestilling om en „legemlig opstandelse”. For er det egentlige, hjertet i opstandelsesbudskabet, ikke det, at Jesus Kristus nu lever hos os i sit ord, og ikke noget ubegribeligt noget, der for mange århundreder siden skete med hans lig i graven?

Hvilken vidunderlig mulighed! At få lov at beholde hele påskebudskabets trøst og glæde og så samtidig slippe for al den „forældede” mytologi i de gammeldags påske-forestillinger. Man kan da sagtens synge med på „Krist stod op af døde”; for man kan tolke det billedligt. I bevidsthed om vor tids forbavsende intellektuelle overlegenhed i forhold til f.eks. apostlen Paulus eller Martin Luther kan man rundhåndet tildele disse „gamle” retten til at bevæge sig i mere „bogstavelige” forestillinger, at forestille sig det åndelige på primitiv „håndgribelig” vis, idet man dristigt forudsætter, at det, de inderst inde, bag ved deres primitive og uheldige udtryksmåde, mente, utvivlsomt er det samme, som vi i vor tid udtrykker langt bedre uden deres „mytologiske vedhæng”.

Til dette er blot at bemærke, at denne tredje opstandelsesopfattelse, hvormed man søger at slå bro mellem den ikke-kristne verdens bestridelse af opstandelsens begivenhed og den kristne menigheds bekendelse til den opstandne Herre, ikke er nogen mulighed, men et selvbedrag. 

En „eksistential interpretation” af Jesu opstandelse, som afskriver dens karakter af virkelig begivenhed og tolker den som et billedligt udtryk for, at Jesus lever videre i hans kirkes prædiken om ham, støder an på to hindringer, som den ikke i god behold kan komme forbi. Den første hindring er den, at forestillingen om Jesu opstandelse af graven som billedligt udtryk for hans videreleven i forkyndelsen om ham både er overflødig og uegnet. At en afdød lever videre i historisk og kunstnerisk og religiøs overlevering er et almindeligt fænomen. Det er det, der gør, at historie kan skrives. Men denne videreleven i mindet er så almindelig, at man slet ikke behøver billedet af en oprejsning af graven for at udtrykke den. Og dernæst er dette billede ganske uegnet til at udtrykke de afdødes videre-leven i erindringen. For denne er aldeles ulegemlig, hvorfor alle og enhver ved, at de dødes værk og bedrift lever i min-det, medens deres krop smuldrer i graven. Forestillingen om en legemlig oprejsning og en tom grav, leder tankerne i en anden retning.

Den anden hindring er, at forholdet mellem troen selv og troens grund byttes om, når man lader troen og forkyndelsen, i stedet for Jesus selv med sjæl og legeme, være det, der „opstår” af døde. Er påske-begivenheden alene påsketroens opståen i disciplenes hjerte og forkyndelsen af den Opstandne denne tros frugt, medens Jesu egen opstandelse aldrig har fundet sted og evangelie-beretningerne herom er fri digtning, da bærer disciplenes tro forkyndelsen, ikke omvendt. Men det er et aldeles bagvendt forhold mellem tro og forkyndelse. At tro er at fæstne lid til noget, der siges en af en anden. Opstandelsestro er at fæste lid til opstandelses-forkyndelsen. Derfor må opstandelses-forkyndelsen gå forud for opstandelsestroen. „Troen kommer af det, som høres” (Rom. 10,17). Altså kan opstandelses-forkyndelsen ikke, som Bultmann sagde, udspringe af opstandelsestroen. Den må udspringe af den begivenhed, opstandelsen var, eller også er den slet ikke til. „Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom. Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår. Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus gået fortabt” (1. Kor. 15, 14-18). 

Ifølge referat i pressen skal professor Lindhardt for nylig have gjort sig lystig over Paulus' mangel på logik i disse vers. Der er imidlertid ikke noget i vejen med Paulus' logik på dette sted. Han er nemlig ikke, som Lindhardt synes at mene, i færd med at „bevise opstandelsen” (i moderne forstand af ordet „bevise”). Han minder derimod Korintherne om det evangelium, som han har forkyndt dem, og som de selv, frivilligt, har troet. Det evangelium er tomt, hvis man tager opstandelsens begivenhed ud af det. Begivenheden er bevidnet, ikke bevist, af de første vidner, blandt dem også af Paulus. Forskellen mellem „bevis” og „bevidnelse” er den, at beviset er uimodsigeligt, medens bevidnelsens sandhed kun lader sig fastholde af den, der har tillid til vidnet. At tro apostlenes vidnesbyrd, som er evangeliet, er at tro, hvad de siger, og ikke noget andet, som man på egen hånd sætter i stedet for, hvad de siger. Derfor kan man ikke uden selvmodsigelse beholde evangeliet og troen, hvis man i stedet for apostel-vidnesbyrdets: „Han opstod” sætter sit eget dogme: „døde opstår ikke, altså er Kristus heller ikke opstået (bogstaveligt).” Det er, hvad Paulus siger. Og hans tankegang er strengt logisk.

Opstandelsen (billedligt tydet) kan ikke hvile på opstandelsesforkyndelsen og denne igen på opstandelses-troen. Rækkefølgen er nøjagtig den modsatte: først opstandelsens begivenhed, bevidnet af apostlene, så apostlenes opstandelsesforkyndelse som følge af den bevidnede begivenhed og endelig opstandelsestroen hos dem, der fæster lid til apostlenes vidnesbyrd om begivenheden. Begynder man ved den modsatte ende, kommer man kun til „påske-forkyndelse” og „påsketro” ved en skæbnesvanger forveksling af Guds handlen med menneskers fromhed. Der er intet håb og ingen trøst i dette, at apostlenes fortvivlelse og anfægtelse i sidste omgang „slog om” i håb og tro på, at Jesu sag alligevel ikke var tabt. For sådan et „om-slag” er jo kun et stykke skrøbelig psykologi. Hvorfor skulle vi dog tro på apostlenes religiøsitet? Ny Testamente anbefaler det ikke. Enden på Peters religiøsitet var, at „han gik udenfor og græd bitterligt” (Matth. 26,75). Da den opstandne selv viste sig for ham, begyndte en ny Guds handling med ham. Og det er noget ganske andet end et psykologisk „omslag”.

Nu hjælper det ikke her at indføje den betragtning, som man meget ofte møder hos forkyndere, som afmythologiserer opstandelsen som historisk begivenhed. Man siger: også sådan et „psykologisk omslag” kan da være virket af Gud. Det er da ikke et mindre under end oprejsningen af Jesu legeme. Og er ikke det, at Gud (ikke disciplenes egen „manden sig op”) skænker dem troen påny, det virkelige, guddommelige påskeunder? Denne betragtning er bestikkende. Men den holder ikke. Det af Gud uden ydre tegn virkede – og i den forstand psykologisk uforklarlige – „omslag” hos disciplene er en fantastisk tanke-konstruktion, der ikke har noget at gøre med en ægte psykologisk betragtning. Har man een gang for alle forlagt opstandelsens virkelighed fra graven uden for de fortvivlede disciples sjælelige virkelighed til deres troslivs indre virkelighed, da har man i princippet sat Guds indgriben ud af kraft. For vist virker Gud også troen inde i menneskehjertet. Men han gør det ved et ord, der kommer udefra og taler om begivenheder, der sker uden for menneskets indre sjælelige virkelighed. Kun gennem et sådant ord fremkalder Gud „omslaget” i det indre.

Køb bogen i elektronisk udgave her