Reportage

Påskens fortælling formidles gennem sanseteater

Påskens fortælling handler både om frygt og skyld, men også om håb. I en sanselig påskelabyrint tages voksne og børn med på en rejse igennem alle påskens dage. Her ses performer Lukas Ry åbne døren ind til "håbets farve". Foto: Iben Gad

I det gamle KFUM-hus ved siden af Sundby Kirke på Amager kan man i påsken opleve påskens fortælling formidlet gennem sanseteater, der snakker til øjnene, ørene, smagssansen og følesansen, når dansere og skuespillere tager børn og voksne med på en rejse gennem alle påskens dage

Påskens dage kan være svære at finde rundt i for både børn og voksne. Derfor har Sundby Kirke i samarbejde med billedkunstner Maria Lau Krogh og skuespiller og performer Ruth Lerche Christensen lavet en sanselabyrint, hvor publikum føres af et hold skuespillere og dansere gennem påskens dage fra palmesøndag til påskedag.

”Når man bare ser påskefortællingen som en historie, så er det jo også en fantastisk historie om svigt, om skuffede forhåbninger, om venskab, om fjendskab og om død og liv. Der er nogen grundeksistentielle fortællinger i påskefortællingen, som man kan forholde sig til på tværs af religioner eller mangel på samme,” fortæller sognepræst i Sundby Kirke Morten Sternberg.

Derfor er det også alle på tværs af aldersskel og religiøse overbevisninger, der i påskedagene inviteres ind i KFUM-huset:

”Det skal være et åbent refleksionsrum, for påskelabyrinten er for alle, der har lyst til at komme. Det er for alle amagerikanerne (red. bosat på Amager), der har lyst til at komme i påsken. Og det er ligegyldigt om man er muslim, om man er ateist eller kristen,” siger teologisk konsulent Katrine Blinkenberg.

Et hus der venter på at blive brugt
Udenfor KFUM-huset fortæller Ruth, at hun lige siden de gik i gang med projektet i januar har haft en fornemmelse af, at huset blot har ventet på at blive brugt. Bygningen er fra 1925 og har huset unge kristne kvinder og mænd siden opførelsen. Det betyder, at der på loftet og i de mange små rum gemmer sig et utal af sort-hvide billeder og støvede rekvisitter, der guld værd, når man laver sanseteater.

”Det ligner jo sådan noget Titanic i forfald, og det har de også i scenografien fået det til at hænge sammen med hele vejen rundt. Så det er påsken – i 1924,” beskriver Katrine Blinkenberg.

KFUM-husets tunge trædør åbner, og ud træder skuespiller Ea Melissa Christiansen, der er iklædt lokomotivhat og uniform. Scenen er sat. Vi bliver sat til at vente, som de rejsende, vi er, i påskens fortælling.

Med os får vi hver en rekvisit uden noget hint om, hvad den skal bruges til. Lokomotivføreren taler i telefon: ”Ja, de er 12,” siger hun og genner os op ad trappen og videre på vores rejse gennem påskens dage.

Blandt palmegrene sidder en mand og vasker fødder. Det er nemlig palmesøndag og kongen – Jesus – er på vej til den hellige by, Jerusalem, hvor han, ifølge Johannesevangeliet kapitel 12, blev hyldet med palmegrene, hvorfor dagen kaldes for palmesøndag. Vi vasker vores hænder i vandet og tørrer dem i et klæde, som én iblandt os fik med ved rejsens begyndelse. Allerede her mærker vi, at påskelabyrinten forsøger at snakke til alle vores sanser:

”Den kan få os til at reflektere på en anden måde, altså skabe det der refleksionsrum, der ikke er så ordtungt. Det er det samme med lyde, lugte og det at mærke noget med hænderne. Det rør ved noget andet i os og skaber noget andet i os, end hvis det kun er ord, som vi jo har en stolt tradition for i den protestantiske kirke,” forklarer Katrine Blinkenberg.

Da vi hører musik længere oppe ad trappen følger vi lyden og ankommer i endnu en ventesal, hvor en lokomotivfører igen konstaterer i telefonrøret, at ”de er 12”. Inden hun leder os ind i et lille rum med et bord, hvorpå der står et dødningehoved og et fad med brød, siger hun ligeså meget til sig selv som til os: ”Det var forudbestemt”.

Hun stiller sig højtideligt ved bordet og kigger på os; disciplene - ”de 12”. Hun tager brødet, brækker det i stykker og giver os hver en bid, hvormed vi bliver aktive deltagere i den sidste nadver, hvor Jesus på skærtorsdag åbenbarede for sine disciple, at han vidste, at én i blandt dem ville forråde ham.

Med smagen af tørt brød i munden går vi videre ind i et rum, hvor en mand sidder omkranset af æggeskaller. Han har et tomt blik, imens han med flydende bevægelser en efter en samler æggeskallerne op fra jorden, tager dem i sin hånd og knuser dem, så det giver en destruktivt tilfredsstillende lyd af, når noget skrøbeligt ødelægges. Ud af de knuste skaller flyver en fint foldet papirsfugl hen over hovederne på os.

Vi bliver ledt længere op ad trappen, men bliver holdt tilbage inden vi når trappeafsatsen. Endelig går en af skuespillerne i blandt os op til Judas for enden ad trappen og siger de bibelske ord: ”Hvad du gør, så gør det snart”. Herefter får Jesus judaskysset og bliver derved forrådt af en af sine egne disciple, som det var forudbestemt.

Før vi kan fortsætte vores rejse bliver vi tvunget til at se os selv i øjnene i et rundt spejl med guldramme, der også er en del af husets egen samling. I spejlet står vi ansigt til ansigt med skylden og synden, der er to store følelser i påskeberetningen. Vi bliver afbrudt i vores narcissisme, da en barnlig stemme ivrigt siger: ”Kom, kom! Man ser bedre heroppefra”.

Nu kan vi høre en høj lyd af en hammer, der banker søm i. Vi skynder os op ad trappen; nysgerrige på, hvad det er, der laver et sådant postyr. Slag på en stortromme giver genlyd for hver gang, sømmene graver sig dybere ned i træet. Skuespillerne råber og lydene smelter sammen og bliver højere og højere for hvert slag. Vi får stukket en hammer i hånden. Vi er med i klubben, med i euforien og det irrationelle vredesudbrud, der pludselig afbrydes af et afmægtigt skrig:

”Hvorfor, hvorfor har du forladt mig?”

Det er langfredag: Dagen, hvor Jesus vandrede gennem Jerusalems smalle gader op ad Via Dolorosa, smertens vej, med sig eget kors på ryggen til stedet, hvor han skulle korsfæstes. Bag et klæde med skyggen fra kors halter en afmagret skikkelse frem. Uden at kigge på os forsvinder han ind i et mørk rum og lukker døren bag sig.

Vi bliver lukket ind i samme rum, men han er der ikke længere. Rummet er mørkt, men da øjnene vænner sig til mørket kan vi se billeder og dimser som fra et dødsbo. Børn og voksne snakker om døden og hvad der mon sker, når livet en dag ophører:

”Han er oppe i himlen,” siger en kvindestemme.

”Kroppen er jo død, du skal ikke bruge den til noget, så du kan ligeså godt donere den til videnskaben,” siger en ung mand.

Efterlivet er kernetemaet i påskens fortælling, hvor Jesu sidste dage gennemgås indtil påskedag, hvor stenen foran grotten, han var blevet lagt i efter sin død, var væk og en engel herefer fortæller, at Jesus er opstået fra de døde.

”Det er søndag,” siger vores rejseleder, imens hun kigger ind i et rum med et eventyrligt lyserødt skær.

I det store rum finder vi en legende karakter, der glider hen over gulvet i en moderne dans. Han beder om at få de sten, vi har båret rundt på siden vi fik en ting hver at tage med på rejsen. Først nu giver ordene mening: ”frygt ikke”, står der skrevet.

Uden et ord danser manden hen til skydedørene for enden af rummet, der mest af alt minder om en balsal. Han tager fat i den ene dør, vender sig mod os og spørger: ”Hvilken farve har håbet?”. Da dørene skilles fra hinanden lyser det ud fra den anden side med grønt lys.

Vi går mod det grønne rum og her slutter fortællingen, med håbet. Først da vi rejsende i påskelabyrinten har siddet lidt og efterrationaliseret, går det op for os, at håbets farve har narret vores synssans, da sognepræst Morten Sternberg afslører:

”Har I lagt mærke til den optiske illusion? Der er slet ikke grønt herinde”.

På en trappe sidder en mand og vasker fødder, men han fortæller om den konge, der skal komme til Jerusalem. Her bliver deltagerne i påskelabyrinten også bedt om at skylle sine fingre. Foto: Iben Gad
Den sidste nadver illustreres med en bordopdækning i stil med barokkens vanitas-malerier, hvor kranier var et centralt symbol på livets forgængelighed. Foto: Iben Gad
Her ses performer Lukas Ry omringet af hele og knuste æg. Ægget går igen som symbol i påskelabyrinten, ligesom at ægget er blevet et fast symbol på påske, selvom symbolet ikke har en bibelsk oprindelse. Foto: Iben Gad
Med Judaskysset forrådes Jesus af en af sine egne disciple. Foto: Iben Gad
I et spejlbillede inviteres publikum til at se sig selv i øjnene og reflektere over det forræderi, de lige har været vidne til. Foto: Iben Gad
Tilskuerne får stukket en hammer i hånden, og inviteres til at bidrage til den ophedede stemning under korsfæstelsen. Foto: Iben Gad
Her ses en afmagret Jesus, der netop har råbt: "Hvorfor, hvorfor har du forladt mig?," idet han korsfæstes langfredag. Foto: Iben Gad
Påskedag, hvor stenen flyttes fra Jesu grav, illustreres med en moderne dans med en sten som rekvisit i et stort lyserødt rum. Foto: Iben Gad
Skuespiller Birthe Blåbjerg kigger nysgerrigt ind på påskelabyrintens sidste rum: påskedag. Foto: Iben Gad

”Det skal være et åbent refleksionsrum. Det er for alle, der har lyst til at komme i påsken. Og det er ligegyldigt om man er muslim, om man er ateist eller kristen”

Katrine Blinkenberg