Palmesøndag står i forventningens tegn
Påskens begivenheder fandt sted for 2000 år siden, og beretningerne om den er skrevet for at udfordre vores forestillingsevne, vores intellekt, vores tro og vores liv. Det har de gjort siden de blev skrevet ned. Så hvordan spejler vi os i påskens beretninger? Hvad kan de sige os i dag? Studenterpræst ved Budolfi Kirke i Aalborg skriver om hver af påskens dage, her palmesøndag.
Palmesøndag hører vi om, hvordan Jesus drager ind i Jerusalem i en slags triumftog. Han bliver i hvert fald mødt af en begejstret og forventningsfuld befolkning, for rygterne er løbet over hele landet om, hvilken ekstraordinær person han er, og de undere, der er sket, hvor han er kommet frem.
Forventningerne til ham er tårnhøje. For hvad kan den mand ikke drive det til, hvis han vil? Han kan indtage Jerusalem som den konge, som hans samtidige forestiller sig, at han er – den frelser, der én gang for alle skal gøre regnskabet op med romerne, der har besat landet, og med alt hvad der er ondt og uretfærdigt.
I mange kirker jorden rundt fejrer man netop Palmesøndag ved at opføre triumftoget med palmegrene og jubelscener. Det er forholdsvist nemt at sætte det i scene, for vi kan bare genkalde os billederne af hvordan det er, når et rockband eller et landshold eller andre berømtheder gæster landet, og jublen og forventningerne grænser til hysteri. Eller, måske mere positivt: Vi kan forestille os det stærke håb, som man må have om fred og befrielse, hvis man bor et sted, hvor der i årevis har været besættelse og undertrykkelse. Det er stadig en realitet mange steder.
Vi lever med ansigtet mod fremtiden. I hvert fald det meste af tiden. Og derfor er forventninger en naturlig del af vores liv og vores tankeverden. Palmesøndag kan være en anledning til at reflektere over, hvilke forventninger, du bærer, og til hvem.
Hvad forventer du dig af fremtiden? Af de andre?
Hvem forventer noget af dig, og hvad?
Hvor bærer forventningerne os hen?
Forventninger kan også udgøre et til tider helt urimeligt pres, når omverdenen forventer noget af os som kan forekomme urimeligt. Det kan være både privat og på vores uddannelse eller arbejde. Der kan være en kæmpe afgrund mellem forventning og realitet i vores liv. Det kan være virkelig smerteligt, når vi må skuffe andre, eller ikke selv bliver mødt i vores forventninger.
Denne kontrast afspejler Palmesøndag. Fordi forventningens glæde blev ultrakort for indbyggerne i Jerusalem, da Jesus ikke tog magten som deres nye konge. Palmesøndag bliver derimod begyndelsen til enden. Da Jesus skulle komme til verden, red hans mor afsted på æslet, afsted mod Betlehem mod en usikker fremtid, og et æsel bærer ham nu igen - ind i Jerusalem mod den fremtid, der til gengæld er helt sikker: Hvert skridt kommer han nærmere og nærmere døden. For vi ved jo godt, hvordan det ender: Det ender Langfredag.
Og samtidig lægger temaet med de skuffede forventninger et spor ud til én af påskens (og dermed kristendommens) helt store pointer: At vores liv ikke er en-til-en med det sæt af forventninger, som vi hver især går rundt og bærer på, men altid noget andet og mere. Eller at vi ikke kan få livet til at gå i hak ved at stille forventninger op, eller ved selv leve op til samtlige forventninger til os. Dér begynder påsken.