Brun er håbets farve

”Troens sted de brune enge; det er stedet for det, der er lovet os, men som endnu ikke er indtruffet,” skriver sognepræst Thea Emilie Laukamp Nielsen

Om vinteren, når jeg holdes i modløshedens istapgreb og alt omkring mig synes dødt, så flyver tankerne mod fremtiden og længes mod forårets frembrud; selve livets tilbagevenden. Men den menneskelige erindring er forræderisk, for den bilder mig ind, at påsken falder i maj. I min erindring har naturen på påskedag den skarpe, grønne farve, som netop er kendetegnet for maj. Måske skyldes det en sammenblanding af elementær farvelære og kærlighed til naturbillederne i Grundtvigs salmer, for grøn er håbets farve og påsken højtiden, hvor håbet springer i blomst. Min erindring spinder videre på samme tråd og spiller påskeliljernes inderligt gule bægre på smukkeste vis op imod himlens blå, og sollyset er så skarpt, at intet lader sig skjule, alt kommer frem og står så klart.

Præst og salmedigter K.L. Aastrup trækker mig i år tilbage ned på jorden, som den er. Og jorden er brun, ligesom strandengene her ved den vestjyske kyst stadig er det, når vi når til håbets store kirkefest.

Det gjorde Aastrup opmærksom på i en kronik, som blev bragt i Jyllands-Posten til påske i 1953. ”De brune enge,” hed den. Blandt alle farver er brun vel nok den mest upoetiske. Så upoetisk er den, at selv digtere, der digter om jorden, påstår, at den er sort. Efterårsløvets farver kan der sagtens skrives svulstige digte om, men det brune løv kan der ikke siges noget opbyggeligt om. Det er jo bare vissent. Dødt.

I sin kronik trækker Aastrup ikke desto mindre end relevant parallel fra det brune og visne til menneskelivet: Han gør opmærksom på, at selv om det bliver påske og selv om Kristus er opstanden, så er ”vore enge” ikke grønne endnu. Han lægger sig op af det velkendte citat fra Hebræerbrevet, hvor der står, at ”tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Heb. 11,1). I forlængelse heraf ihukommer man måske Paulus’ ord: ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?” (Rom. 8,24).

Her på jorden er alt ved det gamle.

Det forkyndes for os, at syndens og dødens magt er brudt ved Kristus, men synden og døden findes stadig og vil gøre det ligeså længe, som der findes mennesker. Vi kan under ingen omstændigheder hæve os over synd og død, så sandt som vi er Guds ufuldkomne, små skabninger.

Den verden, vi lever i, både som menneskehed og individuelt, er tydeligt mærket af såvel forgængelighed som forfængelighed, og dét vilkår forandrer sig ikke, selv om det nok så meget bliver påske. Vore elskede døde hviler fortsat i deres grave, og vi tror vel næppe, at vi selv kan undslå os at skulle ligge dér engang.

De brune enge og de visne træer taler deres tydelige sprog til os om, hvad virkeligheden er. Og virkeligheden hverken kan vi eller skal vi heller forsøge at hæve os over ved hjælp af tankens vidtløftigheder og luftig virkelighedsflugt, eller drømmenes skønne billeder af, hvordan virkeligheden burde være.

Idealer, digterier og begejstret, men vag, naturreligiøsitet skal der være plads til for et menneske – de skal bare ikke hæftes op på det kristne evangelium.

Essensen af påskeevangeliet er netop, at der med Kristi opstandelse er indtrådt et nyt vilkår og en ny virkelighed, som ikke kan ses med øjet, kun høres med øret, når det hører Guds ord. Derfor er troens sted de brune enge; det er stedet for det, der er lovet os, men som endnu ikke er indtruffet.

Det lyder af lidt lidt.

Og målt ud med en menneskelig målestok er det kristne håb et håb, der altid må briste. Det formår ikke at opfylde vores forventninger om livsforbedring her og nu. Det er det, vi kan høre om i kirken palmesøndag; Håbet, der kommer til os som en sagtmodig, ung mand på æselryg, hvor vi forventede en mægtig konge.

Det kristne håb giver os ingen garanti for lyse dage og en evighed i himlen efter et pænt og moralsk liv på jorden.

Der er bare dette liv, som er lagt foran os med alt, hvad det indebærer.

Derfor gør det kristne håb sig ikke godt i følgeskab med prangende reklamefremstød eller løfterige slogans. Det gør sig bedst i tre håndfulde vand på hovedet, lidt brød og vin og til sidst tre skovlfulde af den brune jord på kisten.

Se, menneske, din konge kommer til dig i al sin tarvelighed.

I vand og brød og jord kommer han til dig og giver dig et helt almindeligt menneskeliv, spændt ud imellem håb og modløshed, og mellem tvivl og tro.