Indføring

Fem opfattelser af Jesu opstandelse

Jesu opstandelse kan tolkes på forskellige måder, og gennem historien er der blevet lagt vægt på forskellige dele af fortællingen om opstandelsen. Foto: William Blake/Wikiart

Hvordan skal man forholde sig til det afgørende i den kristne tro - Jesu opstandelse påskemorgen? Var det en illusion eller en historisk begivenhed? Hvilken betydning har opstandelsen for kristendommen? Kristendom.dk ser på fem forskellige tolkninger

1. Paulus’ opfattelse af Jesu opstandelse
Det er rimeligt at begynde med apostlen Paulus, fordi hans breve udgør de første kilder til kristendommen. Paulus’ breve er blevet til mindst 20 år før de fire evangelier sammenfattes. Paulus interesserer sig ikke for Jesu livsløb, men for betydningen af hans død og opstandelse.

Jesu opstandelse er afgørende for kristendommen, mener Paulus: ”Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro også tom,” skriver han i sit første brev til den kristne menighed i Korinth. Omvendt, hvis der ikke findes en opstandelse, så er Jesus heller ikke opstået, siger Paulus. Men den Gud, der har skabt mennesket, kan også forny dets liv. Og nu er Jesus altså opstået og derfor skal mennesket også opstå ind i Guds rige.

Jesu opstandelse er altså begyndelsen til den endegyldige tilstand eller frelse for mennesket, hvor Gud bliver alt i alle, som han skriver til korinthermenigheden. At Jesu er opstået, er Paulus blevet overbevist om, idet han mødte den opstandne, da han omgivet af et skinnende lys var blevet slået omkuld på vej til Damaskus.

2. De første kristne og den tomme grav
De fire evangelier fortæller om påskemorgen som det overrumplende og uforståelige. Evangelierne afspejler det jødiske folks forventninger til en Messias, der skal skaffe folket frihed og ny lysende fremtid.

Men i disse forventninger, som man ser i Det Gamle Testamentes profetiske bøger, fortæller ikke om en Messias, der skal dø for sit folk og dernæst opstå. Messias skulle realisere et gudsrige på denne jord og ikke bringe folket ind i det evige liv. Derfor er det ikke så underligt, at kvinderne og de disciple, der kom ud til den tromme grav påskemorgen, ikke forstod meningen.

Evangelierne fortæller samstemmende om, at man fandt graven tom påskemorgen, og at Jesus dernæst viste sig for sine disciple. Altså måtte Jesus være opstået. Og det blev for den første menighed beviset for, at Jesus var Guds søn. Med denne overbevisning voksede den første menighed, og kirken blev til.

3. Den oldkirkelige opfattelse
Den oldkirkelige opfattelse eller den ”klassiske” lære kom populært til udtryk i pave Gregor den Stores (540-604) skildring af Jesu forsonergerning - næsten som et folkeeventyr.

Pave Gregor skildrer, hvordan mennesket var kommet i djævelens magt, fordi det havde syndet mod Gud. Og som syndere hørte menneskene nu djævelen til. Gud finder på en listig plan for at få mennesket tilbage. Han tilbyder djævelen sin søn i stedet. Djævelen siger ja til tilbuddet, piner og plager Jesus og lader ham til sidst dø på korset.

Men Jesus opstår, hvorved djævelen mister sin magt over ham. Djævlen er overvundet. Som illustration af denne ”klassiske” opfattelse har vi Jellingestenen, hvor vi ser Kristus fremstillet som en høvding, ikke som lidende, men som den sejrende befrier, der har overvundet døden omgivet af irske slyngninger, der symboliserer livet.

4. Kritik og modernisme
Oplysningstiden i 1700-tallets sidste halvdel og ind i 1800-tallet satte fornuften i centrum. Kristendommens påstand om, at Jesu var opstået, var i modstrid med fornuften og den naturvidenskabelige viden.

Evangeliernes fortælling om påskemorgen blev anset for at være en myte. I stedet blev Jesus til det moralske forbillede. Den historisk-kritiske bibelforskning i slutningen af 1800-tallet måtte afvise Jesu opstandelse som historisk begivenhed, men så den som et udtryk for den første menigheds konstruktion.

Moderne teologi er gået andre veje. Jesu død på korset kommer i centrum. Gud identificerer sig med den korsfæstede og gudsforladte Jesus. Gud åbenbarer sig i sin modsætning, i gudsforladthed og gudløshed, som teologen Lars Sandbeck udtrykker det.

Og den tyske teolog Jürgen Moltmann skriver i sin bog ”Den korsfæstede Gud”: ”Gud er ikke mægtigere, end han er i denne hjælpeløshed. Gud er ikke mere guddommelig, end han er denne menneskelighed”.

Altså Guds væren er ét med den lidende og døende, Jesus er ét med opstandelsen. Og som denne kærlighedens magt er Gud til stede i det menneskelige liv.

5. En litterær tolkning: Martin A. Hansens novelle ”Påskeklokken” (1946)
Centralt står Grethe, det moderne og kirkefremmede menneske. Hun er gået til påskegudstjeneste, men forbinder i første omgang blot et fjernt barndomsminde med gudstjenesten.

Hendes ægteskab, og dermed hendes eksistens, er ved at gå i stykker, men hun rammes nu af ordene om opstandelsen. Og hun må udenfor med det, der nu er virkeligt for hende, nemlig at opstandelse gælder mere end de døde. Det gælder også levende.

På kirkegården møder hun den ensomme kirkeværge, som vandrer omkring og ikke kan få sig selv til at gå hen til sønnens grav. Grethe deler ligetil hans sorg og fortæller, at hun venter barn. Hun går ud med det, hun har mødt under gudstjenesten. Han kan nu tale om sin søn, og ved kirkeværgens forløsning åbner der sig en vej for den kærlighed, som Grethe kan elske sin mand med.

Med ”Påskeklokken” vil Martin A. Hansen vise, hvad opstandelsestro gør ved os her og nu. Novellen tager det moderne, skeptiske menneske alvorligt og åbner samtidig ind til påskens virkelighed.