Ligger vores tro død i gravmørket?

Corona-pandemien er et globalt eksistentielt reality-check. Først døde vores kulturs tro på Gud, så socialismen og nu – individualismen? Forstår vi nu, at vi har brug for fællesskabet for at overleve? spørger sognepræst Josefine Mikuta Poulsen i sine refleksioner over påskens håb

Den tomme grav er det stærkeste billede vi har i kristendommen (selvom vand til blod-tricket i Anden Mosebog også var rimelig heftigt). Der er en iboende spænding, en uforløst energi i billedet. Man mærker håbets lette, kildrende flagren i maven og samtidig ligger frygten og meningsløshedens altædende tomrum ligeledes på lur i gravmørket: klar til at opsluge os – og vores håb - hvis ikke det holdes i skak af troen.

Den tomme grav, opstandelsen, en komplet afgørende begivenhed for kristendommen, og for mennesket. Som Paulus udtrykker det i Første Korintherbrev:

”Hvis Kristus ikke er stået op fra de døde, så giver det, vi siger, ingen mening, og jeres tro er tom og meningsløs… en illusion. Så er I stadig fanget i jeres selvoptagethed, og de kristne, der er døde, er væk for altid. Når Kristus er den, vi har håbet og troet på her i verden, så ser det virkelig sort ud for os, hvis der ikke er en opstandelse.”

Hver dag kigger vi ind i den tomme grav og skal afgøre med os selv, hvad vi mener, der er foregået. Som et andet true crime set-up: ”Graven ser ud til at være tom,” ”ja, det er også, sådan jeg ser det.” ”Hvad tror du, der er foregået her?”

Er mange danskeres tro i grunden ikke som en tom grav? Hvis man kigger ind, hvor den skulle have været, er der helt tomt. Vi har mistet tiltroen til, at der er mere mellem himmel og jord, end det vi kan se med det blotte øje: Os selv. Og dog er graven tom. Der burde jo ligge noget dødt herinde! Noget der er det modsatte af i live! Troen burde ligge på lejet – livløs og mumificeret.

For er det ikke det, vi siger til os selv og hinanden, os moderne mennesker? At religion var noget, man havde, før man fandt ud af tingenes rette sammenhæng, før vi blev oplysningsmennesker. Javel. Kender vi alle tings rette sammenhæng nu? Eller er videnskaben bare en ny religion, der heller ikke kan svare på det hele, men bare tilbyder mindre mening og håb til vores tilværelse? Vil den nogensinde kunne give os det svar, vi i sandhed har brug for?

Men graven er tom.

Troen lever. Men troen på hvad? Udlevelsen af vores eget potentiale hvis vi presser os selv til det yderste? Længere end hvad i grunden er menneskeligt? Presser os selv ud over det menneskelige, så vi selv når en grad af guddommelighed? En kontrol over os selv og vores verden? Og kan tage en plads blandt det menneskelige panteon: Ved siden af Harry Styles, Mark Zuckerberg, Beyoncé, Dalai Lama og Kylie Jenner?

Vi håber, at vi en dag har gjort nok til, at vi kan leve med os selv. Godt nok til at vi endelig kan have ret til at okkupere en plads i verden.

Men vi tror. Dét gør vi. Vi er skabt til at tro (af Gud eller tilfældet). Vi tror på kærligheden: at den er værd at sætte meget eller alt over styr i vores liv for at opnå. At den på mirakuløs vis kan give hele livet mening og fylde. Vi tror på, at ved at opfylde samfundets skønhedsidealer, ved at arbejde på det udenpå, vil vi automatisk eller mirakuløst falde på plads indeni og finde ro og blive lykkelige.

Ved at være mere udseendemæssigt elskværdige i andres øjne vil vi komme til gennemgående at elske os selv mere. Vi tror på, at hvis vi bare gennemfører en lang uddannelse og får høje karakterer, har vi ret til et job: en plads i samfundet – og ret til at blive respekteret og at være til i det hele taget. Vi tror på, at hvis vi bare fik nok penge, ville vi ikke mangle noget. Så skulle det hele nok gå.

For det har vi brug for at tro på. Eller det er vi kommet til at tro, at vi har brug for at tro på.

Man har vel lov at håbe? Også, eller især, imod fornuften.

For hvad kan vi egentlig leve med?

Tydeligvis ikke tanken om at der ikke findes et andet menneske, der vil synes, at vi er ligeså fantastiske som vores mor gør det (eller den moder vi aldrig havde, men som vi virkelig længes efter). Én der fuldender os: kan og er alt det, vi ikke selv er, og samtidig er komplet enig med os i det hele.

Tydeligvis ikke, at man ikke har leveled up som menneske, når man nu har brugt to timer i fitnesscenteret hver dag eller kun spiser én flødekaramel om fredagen - og derfor har en sand ”gudekrop”.

Vi kan ikke leve med, at vi ikke har ”vundet” i livet, vundet lykken, når vi slæber os eller lider igennem studietimer eller arbejdstimer for at tjene høje karakterer eller (okay) mange penge.

Men hvad lever vi egentlig bedst med? Hvilken tro tjener os bedst? Jeg begravede gerne Tinder-kulturen, fatphobia, uddannelsessnobberi og kapitalisme. Begrav dem og hæld cement i hullet!

Jeg blev præst, fordi jeg gerne ville være til stede i de øjeblikke, hvor mennesker bliver revet ud af illusionen om den menneskelige udødelighed. Illusionen som vi bliver nødt til at leve i på daglig basis for at kunne samle os om de lavpraktiske ting og få udrettet noget udover at ligge lammet af eksistentiel angst eller meningsløshed.

Denne illusion bliver af og til slået itu af noget voldsomt: når vi fuldstændig mister (illusionen om) kontrol over livet. Så skal den enkelte forsøge at sætte sin verden sammen igen, på en måde de kan holde ud og som samtidig integrerer denne nye radikale erfaring. Det er her, vi har muligheden for at sætte vores verden sammen på ny. På en bedre måde. Her er der potentiale til nyskabelse, eller en genfødsel ind i måden at være i livet på, efter vores tidligere livsverdens død.

Corona-pandemien er et globalt eksistentielt reality-check. Først døde vores kulturs tro på Gud, så socialismen og nu – individualismen? Forstår vi nu, at vi har brug for fællesskabet for at overleve? Forstår vi nu, at vi stadig har brug for Gud til at trænge vores ærkefjende, dødens mørke, på flugt?

Troen har aldrig ligget død i mennesket. Vi tror på det ene og det andet. Fordi vi ikke kan leve uden. Men hvor længe skal vi ofre til menneskefjendske afguder, før vi ser hvilken uhyggelig verden, vi har skabt i deres billede? En verden hvor ting er mere værd døde end levende. Et træ, et dyr, et menneske livløs foran en skærm.

Netop nu har vi brug for at tro på ham, der rejste sig fra graven. For at der skal blive liv efter al den død, vi har været med til at forårsage. Vi behøver ikke at ligge i den grav, vi selv har gravet. Vi kan rejse os efter Kristi eksempel.

For påsken er enden og begyndelsen på samme tid. Den afslutter begivenhedsforløbet mod graven fra palmesøndag over skærtorsdag og langfredag. Og bliver begyndelsen på et nyt liv, som aldrig behøver at mærke gravmørkets kulde.

Så smid den døde tro i graven og find håbet frem på den livgivende tro.