Påskefrokosten er en destillation af dansk historie
Til den traditionelle danske påskefrokost hører lam, æg og sild foruden de våde varer. Bag denne mad og drikke gemmer sig en fortælling om et protestantisk bondesamfund i udvikling. Påskebordets udformning og de traditioner, der endnu hænger ved, fortæller os noget om livets indretning gennem tiden
Æg
Ægget symboliserer vækst og genfødsel både i hedensk og kristen tradition. Æglægning er afhængig af sollys, og derfor lægger høns få eller ingen æg om vinteren. Når himlen lysner, og naturen blomstrer op og får nyt liv, begynder hønsene så småt at lægge æg igen. Før kristendommens indtog symboliserede ægget altså forårets komme.
I kristendommen symboliserer ægget Jesu opstandelse. Tanken er, at ligesom en lille kylling bryder ud af en tilsyneladende livløs skal, sådan brød også Jesus ud af døden påskemorgen.
Udover symbolikken er der en mere jordnær grund til, at æg hører påskefrokosten til. Påskesøndag markerer afslutningen på den kristne påskefaste, og det betyder at man atter må spise søde og fede madvarer, herunder æg.
Ifølge museumsinspektør ved Det Grønne Museum, Bettina Buhl, afhang påskemenuen i gamle dage i høj grad af, hvad der var i fadeburet:
“Påskefrokosten i det danske bondesamfund bærer præg af, at man var selvforsynende. Æg var en af de få madvarer, man havde rigeligt af, og derfor kunne man endda dekorere dem og give dem væk som gave.”
Retten skidne æg er et godt eksempel på, at det, man spiste, var formet af, hvad der var tilgængeligt. Retten består af hårdkogte æg med sennepssovs. Æggene hentede man i hønsegården, og sennep dyrkede man i urtehaven.
Lam
I dag er lammesteg for mange en af påskefrokostens vigtigste retter. Selvom lammets symbolik har rødder i den tidligste kristendom, har det i danske hjem ikke været almindeligt at servere lam til påske. Det skyldtes, at foråret i denne henseende faldt uhensigtsmæssigt sent på året for os i Norden. Det betød, at lammene ikke var slagtemodne til påske, og førhen var det selvsagt ikke muligt at importere kød fra udlandet.
I Det Gamle Testamente symboliserer lammet frelse fra død og dårligdom. Anden Mosebog beretter om, at Gud nedkalder 10 plager over det ægyptiske folk, for at faraoen skal løslade israelitterne. Den tiende plage er, at Gud vil slå alle førstefødte ihjel.
Men Gud fortæller Moses, at jøderne skal slagte et lam og smøre dets blod på dørkarmene og overliggeren til det hus, hvor de spiser lammet. På den måde ved Gud, at Han skal gå forbi dette hus og ikke slå den førstefødte ihjel:
“Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: ’Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet! Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned’” (2. Mos. 12, 21-23).
I Det Gamle Testamente symboliserer lammet jødernes befrielse fra trældom. Hvert år til påske ofrer jøderne et lam som tak for, at Gud reddede sit udvalgte folk. I Det Nye Testamente tilføjes lammet en ny betydning. Denne gang er det ikke lammet, der ofres for at redde jøderne, men Jesus der ofres for at redde hele menneskeheden.
Sild
Påskefrokosten markerede, at nu var årets længste faste overstået. Dagene op til var kosten spartansk: skærtorsdag serverede man nikålssuppe, en stuvning af op til ni forskellige slags grønt, og langfredag serverede man rugmelsgrød.
I løbet af middelalderen blødte man lidt op for fastereglerne. Kød var ikke tilladt, men fisk var en udmærket erstatning. Efter Reformationen blev fasten delvist afskaffet, men hvilke påsketraditioner overlevede denne omvæltning?
Igen må man have for øje at det, der kom på bordet til påske, afhænger af, hvad spisekammeret indeholdt, siger Bettina Buhl:
“Det skånske sildemarked forsynede danskerne med sild i store mængder. Salt havde man også masser af, så de saltede sild kunne holde sig til langt ud på foråret, hvor der ikke var så meget andet at spise.”
Derudover var sild nemme at spise. I gamle dage havde man ikke bordtøj, som vi kender det i dag, men sildene kunne man dyppe i grødfadet. Sild var også nemme at pakke og tage med ud i marken. Det samme gjaldt æg.
Påskebryg
I 1600-tallet slog Paulaner-munkeordenen sig ned i et kloster i München. De bryggede en næringsrig øl kaldet dobbeltbock, de kunne drikke i den 40-dage lange faste. Under fasten må man nemlig kun indtage flydende og ikke fast føde. På den måde udviste de mådehold samtidig med, at de ikke sultede. Derfor er påskebryggen både mørkere og stærkere end almindelig pilsner.
Munkene begyndte at sælge dobbeltbocken til de lokale under navnet “salvator”, der betyder frelser på latin. I 1905 lod det danske bryggeri Carlsberg sig inspirere af salvator-øllen, og de lavede deres egen påskeøl.
Snaps
I gamle dage drak man ikke vand men øl til daglig. Derimod drak man brændevin både før og efter fasten for at fejre. Man serverede brændevin til gilder og selskaber. Det meste snaps var billigt at producere, og som sådan tilgængeligt for de fleste.
I 1900-tallet begyndte påsken at fylde mindre. Folk flyttede fra landet til byen og hele måden at leve på forandrede sig. Som den industrielle revolution skred frem, var folk ikke længere selvforsynende. Til gengæld opstod frokostbordet som koncept. Det vil sige varme og kolde retter samt rugbrødsmadder med et udvalg af pålæg og rørte salater.
Påskefrokosten, som man kender den i dag, opstod i kølvandet efter Anden Verdenskrig. Her ønskede man at gøre påskefrokosten lidt mere festlig for at maskere rationeringen, påpeger Bettina Buhl:
“Det er først i 1950’erne man begynder at pynte op med gule og lilla kyllinger og påskeæg, grene og gækkebreve. Man spiser for eksempel gratineret spinat, æblekage og spegesild - kort sagt retter der er tilpasset til de få ressourcer, man havde.”
Påskemad verden rundt
Englænderne bager såkaldte “hot cross buns” langfredag, som de kalder Good Friday. Bollerne med krydset foroven stammer fra en hedensk festival, hvor man tilbad en gudinde ved navn Eostre, der repræsenterede daggry og forår. Bagværket udsmykkes med et kryds, der symboliserer månens fire faser.
Da kristendommen kom til Storbritannien, kombinerede man nogle af de hedenske traditioner med de kristne ritualer, så skiftet ikke blev så drastisk. På den måde blev krydset til et kors, der repræsenterer Jesu korsfæstelse og genopstandelse.
I Polen har man tradition for, at præsten påskelørdag velsigner påskemåltidet. Det kaldes “święconka”, og foregår således, at familien pakker en lille kurv med et klæde og et udvalg af den mad, man vil servere påskesøndag. Der er som regel bacon, ost, skinke, smør, pølse, brød og salt. Kurven er dekoreret med buksbom, lys og nogle gange små lammefigurer.
I den franske by Bessières tilberedes hvert år på anden påskedag en gigantisk omelet. Omeletten består af over 15.000 æg og laves af en forsamling frivillige. I gamle dage var det tradition, at unge mennesker fra lokalområdet gik fra gård til gård og bad om æg. Af æggene tilberedte de en omelet over bål, som de donerede til hjemløse.
For at ære denne velgørende handling besluttede man sig i 1973 for at arrangere en festival ved navn “Confrérie Mondiale des Chevaliers de l’Omelette Géante de Bessières”, eller på dansk “verdensbroderskabet for ridderne af den gigantiske omelet”. I løbet af 80’erne eksporterede man festivalen til andre fransktalende lande med henblik på at fremme fransk kulturudveksling.