Påsken er en grænseløs pakke af håb

Jesu opstandelse fra de døde sender et varsel om håb, der sprænger alle grænser, skriver valgmenighedspræst Henrik Højlund

Danske politikere har i det seneste kæmpet indædt om, hvem der kan levere den største håbspakke i forbindelse med coronapandemien. Og så sker det minsandten op mod påske - håbets fest. Man skulle tro, politikerne havde det med som en uudtalt dimension. Men det er nu nok at tillægge dem for meget religiøsitet. Det skyldes snarere, at muligheder for nedlukning af restriktioner og for samfundsoplukning tilfældigvis falder sammen med påsketiden.

Men det er da svært at lade være med at lave en billedlig kobling til påskens håbspakke.

Genoplukningen af samfundet handler om et meget konkret håb forbundet med et væld af fundamentale livsforhold: Genopvækkelse af samvær og fællesskab i alle mulige udgaver, normal hverdag med arbejde, skole, studie, normal økonomi, rejseglæder, kulturglæder og så videre. Alt det, der er grundingredienser i almindelig livsglæde.

Men alle politiske og menneskelige håbspakker er kun foreløbige og begrænsede. Selv når samfundet lukkes fuldstændig op igen, må vi stadig leve med alle livets fortrædeligheder og traumer som fortsat forstyrrende element i livsglæden. Og døden smider altid trumfen på bordet til sidst.

Den kristne påske leverer en håbspakke uden grænser og yderst konkret, forbundet med det, vi kender fra livets nuværende glæder.

Hvad jeg tænker på her, er Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Den hændelse sender et håbsvarsel, som sprænger alle grænser. Jesu opstandelse er et varsel for alle dem, der hører sammen med ham, om et liv efter døden, som vil overtrumfe dette livs glæder tidobbelt, titusinddobbelt. Men netop dette livs glæder.

Dét er en af de vidunderlige ting ved Jesu opstandelse. Den var konkret, fysisk, samtidig med at den havde noget transfysisk i sig. Han vendte synlig tilbage fra graven, lod den tvivlende discipel, Thomas, røre ved sig, spiste fisk sammen med sine disciple, og samtidig kom og gik han, som om han alligevel tilhørte en anden dimension.

Det hænger i bredere forstand sammen med det kristne gudsbillede, som vi misforstår, hvis vi tror, at Gud som åndelig virkelighed er mindre virkelig end vores fysiske virkelighed. Guds åndelige virkelighed overgår langt vores mere éndimensionelle, fysiske virkelighed.

I den nyligt oversatte bog ”Mirakler” af litteraturprofessor og forfatter C. S. Lewis forklarer han, at vi misforstår Guds virkelighed, når vi nogle gange prøver at definere Gud med ordene ”ulegemlig” og ”upersonlig” for ligesom at gøre ham til noget andet og større end mennesket:

”Ordene ’ulegemlig’ og ’upersonlig’ er vildledende, fordi de antyder, at han savner en virkelighed, som vi besidder. Det vil på sin vis være mere passende og ’sikkert’ at omtale ham som ’trans-legemlig og ’trans-personlig’”.

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson rammer denne sammenhæng mellem Himmel og jord på en helt vidunderlig måde i bogen ”Gilead”. En gammel præst reflekterer over noget, hans ven Boughton siger:

”Boughton siger, at han får flere forestillinger om himlen for hver dag der går. ’Først og fremmest tænker jeg bare på verdens herligheder og ganger med to,’ sagde han. ’Hvis jeg havde energi til det, ville jeg gange med ti-tolv stykker. Men to er mere end nok til mig’”.

Jeg griber af og til mig selv i en mærkelig form for overglæde, når jeg går i naturen og rammes stærkt af livsglæde. Jeg mærker en slags evighedsglæde, som om det, der fylder mig med glæde nu, kun er begyndelsen på skønheden og eventyret. Det bedste venter forude.

En af mine yndlingsprædikanter gennem mange år, højskoleforstander Hans Erik Nissen, døde i 2016. Jeg blev for nylig fortalt, at når folk de sidste 14 dages tid besøgte ham, sagde han til dem, når de gik igen:

”Hils derhjemme og sig, at jeg ligger og venter på livet”.