LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Pave Leo X blev Luthers store modstander

Pave Leo den 10. er her malet af den flamske maler Peter Paul Rubens (1577-1640). Foto: Wikimedia Commons

Den snedige og dobbelttydige pave Leo X kendte til magtens politiske spil fra sin karriere som magthaver i Firenze. Han fik brug for at sætte hårdt mod hårdt, da en tysk munk ved navn Martin Luther blev en trussel

I 1513 blev den 37-årige Giovanni de Medici valgt som pave. Han var et udpræget renæssancemenneske, livsnyder, kunstmæcen og politiker. Men først og fremmest er han kendt for at være den pave, der prøvede at standse Martin Luther og Reformationen.

Pave Leo den 10. døde pludseligt i 1521. Her følger hans historie.

Medicisønnen

Giovanni blev født den 11. december 1475 i Firenze som den næstældste søn af Lorenzo il Magnifico (”den prægtige”), Firenzes ukronede konge og egentlige magthaver. Han blev tidligt bestemt til en kirkelig karriere. Han fik sin tonsur (den rituelle munkefrisure med en skaldet isse, red.) som syv-årig og blev undervist af tidens førende humanister.

Som 13-årig fik han titel af kardinaldiakon og blev sendt til Pisas universitet for at studere kirkeret og teologi. Som 17-årig rejste han til Rom, hvor han blev medlem af det pavelige råd, men vendte igen tilbage til Firenze, da hans far Lorenzo døde i 1492.

To år efter blev Medicifamilien drevet ud af Firenze, og Giovanni foretog i de følgende år en rejse til Frankrig, Nederlandende (her mødte han den lærde humanist Erasmus af Rotterdam) og Tyskland, hvorved han fik et godt kendskab til europæiske magtforhold.

Da han vendte tilbage til Rom, fordybede han sige i litteratur, kunst, teater og musik. Samtidig involverede han sig mere og mere i de italienske magtforhold og hans politiske indflydelse var stigende – blandt andet blev han øverstkommanderende af den pavelige hær. I 1512 lykkedes det ham at genoprette Mediciernes magt i Firenze, og han var nu byens hersker frem til pavevalget i 1513.

Pave og renæssancefyrste

I 1513 døde pave Julius den anden, og kardinal Giovanni de Medici stod nu som den oplagte kandidat. Giovanni blev enstemmigt valgt, selvom han - på trods af at være pave under navnet Leo X (romertal for "den 10.") - fortsatte med at være Firenzes egentlige magthaver. Med krigsmagt og diplomati var det Leo X's målsætning, at bevare Firenzes frihed og at holde fremmede magter ude af det italienske område. Det var ikke mindst Frankrigs interesser i Italien, som han prøvede at bekæmpe. Pave Leo X prøvede desuden at fremme sin egen families, Mediciernes interesser. Han forsøgte f.eks. i en krig mod Urbinos hertug at få denne afsat til fordel for sin nevø, Lorenzo. Projektet mislykkedes.

Som fyrste og politiker var han snedig og dobbelttydig, og han fik stærke fjender. Et giftattentat imod ham i 1517 blev imidlertid afsløret. Hovedmanden bag attentatet, kardinal Alfonso Petrucci fra Siena, blev henrettet og de medsammensvorne indespærret. Herefter udnævnte paven 31 nye og loyale kardinaler til sit kollegium.

Hans politiske dobbeltspil kom til udtryk i forbindelse med valget af ny tysk-romersk kejser. Efter kejser Maximillian den førstes død var det forholdsvis åbent, hvem efterfølgeren skulle være. Pave Leo X gav det udseende af, at han foretrak Frans den første, Frankrigs konge. Men samtidig arbejdede han for, at den afdøde kejsers slægtning, kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen skulle bestige kejsertronen.

Da Frederik den Vise takkede nej, pegede alt på den unge spanske konge, Karl den første, der var Maximilians barnebarn, Han blev ny tysk-romersk kejser under navnet Karl den femte, og pave Leo måtte affinde sig med, at den nye kejser også var spansk konge. Denne Europas størte magthaver kunne imidlertid bruges i pavens politiske spil, idet han nu indgik et forbund med Karl 5. vendt mod Frankrig.

Luthers modstander

Pave Leo X's krige og politiske projekter, hans ekstravagante liv, samt store investeringer i kunst plus en genetablering af Roms universitet bragte ham efterhånden i så stor gæld, at han måtte pantsætte møbler og andet inventar fra sit pavepalads. Kostbar blev ikke mindst hans videreførelse af det nybyggeri af Peterskirken, som var påbegyndt under den forrige pave. Han måtte optage store lån og prøvede at skaffe penge gennem salg af de kirkelige embeder, herunder kardinalembederne.

Især afladshandelen blev udvidet af Leo X. Mest indbringende blev den afladshandel, som han aftalte med ærkebiskop Albrecht af Brandenburg. Denne ønskede også at overtage det ledige ærkebispeembede i Mainz, som indbefattede værdigheden som kurfyrste. Pave Leo X tog sig godt betalt og aftalte med Albrecht, at beløbet til Rom skulle finansieres gennem en afladshandel ledet af dominikanermunken Tetzel. Martin Luther, augustinermunk og professor i Wittenberg protesterede skarpt mod dette arrangement ved at opslå de 95 teser mod afladshandel på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517.

Leo den 10. prøvede nu at standse Luther, dels gennem augustinerordenen, dels gennem kurfyrst Frederik af Sachsen. Da det ikke lykkedes, blev der på Leos ordre arrangeret en række offentlige diskussioner mellem Luther og ledende katolske teologer for at afsløre Luther som kætter.

I 1520 udstedte Leo en bulle med trussel mod Luther, og da Luther brændte den pavelige bulle, blev han lyst i band. Alt sammen var det dog uden virkning. For Luther var beskyttet af sin fyrste, Frederik den Vise. Og opgøret med pavekirken havde nu så stor folkelig og politisk opbakning i det midttyske område, at pave Leo reelt var magtesløs. Måske var Leo også så optaget af sine familieanliggender, samt italiensk politik, at han og kardinalforsamlingen ikke var opmærksomme nok på, hvad der egentlig foregik i Tyskland og undervurderede den reformatoriske bevægelse betydning og omfang.

I 1521 døde Leo X pludseligt af malaria. Han efterlod en kirke, der var hårdt presset af den reformatoriske bevægelse i Nordeuropa og et paveligt skatkammer, der var tømt.

Litt.: Reclams Lexikon der Päpste. H. Jedin: Handbuch der Kirchengeschichte III/2