LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Indføring

Paver der har formet nutidens katolske kirke

Den nuværende pave Frans I er en af de paver, der bryder nye veje i den katolske kirke. Hans navn, der er taget efter Frans af Assisi, peger eksempelvis tydeligt hen på hans optagethed af naturbeskyttelse og klimaproblemerne. Samtidig fordømmer han som den første pave nogensinde offentligt de seksuelle overgreb, som pædofile præster har begået. Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix

Gennem tiden har paverne påvirket den katolske kirke på forskellige måder. Men hvem har haft særlig indflydelse på kirken i dag? Det kan du blive klogere på her

Den katolske kirkes paver er blevet hovedpersoner i serier og spillefilm som for eksempel ”The Borgias”, ”The Young Pope” og ikke mindst den lune spillefilm ”The Two Popes” om forholdet mellem pave Frans og den abdicerede Benedikt. Men hvem har egentlig formet nutidens katolske kirke? Denne artikel prøver at give et svar.

Leo XIII – arbejdernes pave
Med pave Leo XIII fik den katolske kirke en pave, der prøvede at forene kirkens lære og tradition med en ny tid. Leo XIII blev valgt i 1878 som 68-årig og døde i 1903. Han efterfulgte den stærkt konservative Pius IX, der protesterede mod oprettelsen af det nye samlede Italien, fik frataget byen Rom og formulerede dogmet om pavens ufejlbarlighed. Men hvor forskellig pave Leo end var fra sin forgænger, brød han dog ikke afgørende med dennes teologiske holdning.

Leo XIII blev født i 1810 i Carpineto syd for Rom. Hans navn var Vincenzo Pecci og den sjette ud af en børneflok på syv. Familien var en fornem slægt med militære traditioner, der gennem en grundig uddannelse ville følge op på drengens store begavelse. Vincenzo Pecci blev ordineret som præst i 1837, arbejdede først i Vatikanet, dernæst som pavelig udsending i Bruxelles. Allerede som 36-årig blev han biskop i Perugia og syv år senere udnævnt til kardinal.

Da han som 68-årig blev valgt til pave, anså mange ham som ”overgangspave”. Men i løbet af de 25 år, hvor han som Leo XIII sad på pavestolen, fik kirken og dermed også pavedømmet en fornyet anseelse, både i det nye Italien og i den samlede katolske verden. Mange vil endda anse ham for den mest betydningsfulde pave siden middelalderen.

Leo XIII var da en stærk personlighed, som med sin omfattende kulturelle dannelse, dybe tro og vidende personlighed gjorde et dybt indtryk på sin samtid. Han ville om noget i kontakt med den moderne verden og dens videnskabelighed. Han opfordrede indtrængende til, at uddannelsen blev højnet i det italienske samfund og tog selv afgørende skridt dertil.

Han opfordrede til bibelstudier med åbenhed overfor den nye historisk-kritisk metode, samt at gejstligheden også satte sig ind naturvidenskabelige studier. Vatikanets biblioteket blev åbnet for forskning. Selv var han dybt optaget af studier af den store middelalderteolog Thomas Aquinas.

Kirkepolitisk forsøgte pave Leo XIII tilnærmelser til den anglikanske og den ortodokse kirke med henblik på at etablere en forening med den katolske kirke. Det mislykkedes imidlertid.

Mest berømt blev han for sin rundskrivelse fra 1891, ”Rerum Novarum” (Om den nye tid). I denne offentlige rundskrivelse (encyklika) til biskopperne skrev Leo XIII om forholdet mellem arbejde og kapital, og mellem regering og borger. Pave Leo satte her fokus på den ”nød og elendighed som så uretfærdig hjemsøger størstedelen af den arbejdende klasse”.

Han støttede i skrivelsen arbejdernes ret til at oprette fagforeninger, idet han samtidig forkastede såvel kommunisme ("ateistisk socialisme") og en uhæmmet kapitalisme. For mennesket som skabt i Guds billede er både en person med individuelle egenskaber og et socialt væsen, som derfor har en naturlig ret til at slutte sig sammen med andre i foreninger med lovlige mål.

Dermed havde arbejderne paven på deres side i kampen for at danne fagforeninger. Det gav ham tilnavnet ”arbejdernes pave”.

Johannes XXIII – Den gode pave
Efter Anden Verdenskrig stod kirken overfor helt nye udfordringer som for eksempel kommunisme og det globale fattigdomsproblem. Leo XIII’s arbejde for at gøre kirken gældende i en ny verden blev ikke fulgt op af de efterfølgende paver (Pius X, Benedikt XV, Pius XI og Pius XII).

Med Pius XII stod kirken isoleret og tavs i forhold til den politiske og kulturelle udvikling. Derfor var det et påtrængende spørgsmål: Hvordan kan man være kirke i en moderne verden? Svaret ville Johannes XXIII give ved at indkalde til det hidtil største koncilium i kirkens historie: Det Andet Vatikanerkoncilium, som fandt sted fra 1962 og sluttede tre år efter.

Johannes XXIII efterfulgte i 1958 sin modsætning både hvad angår teologi og personlighed. Og hvad der end kan siges om 1900-tallets paver, så er det ikke for meget sagt, at Johannes XXIII afgørende ændrede kirkens kurs. Med rette blev det sagt om ham, at han gjorde verden til sit sogn.

Han blev født i 1881 i en fattig familie i en lille by nær Bergamo., Hans navn var Angelo Giuseppe Roncalli. Med et stipendium i hånden fik han nu sin teologiske uddannelse på Collegium Romano fra 1901 og frem til 1904, hvor han fik ansættelse om sekretær for biskoppen i Bergamo. Et par år efter blev han professor i kirkehistorie ved byens universitet. Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste som præst, dernæst blev han tilknyttet kurien i Vatikanet og blev pavelig udsending i Bulgarien og senere i Paris. Hans kirkelige karriere toppede foreløbigt med tildeling af kardinalværdigheden og embedet som ærkebiskop i Venedig.

Hans stærke sociale interesse kom til udtryk i en rundskrivelse fra 1961, ”Mater og Magistra” (Moder og Lærer), som klart var en videreførelse og aktualisering af pave Leo XIII’s tanker. Johannes XXIII krævede, at de rige nationer bistod de fattige lande for at hjælpe dem frem mod velfærd og retfærdighed.

I sin rundskrivelse ”Pacem in Terris” (Fred på Jorden) fra 1963, som blev til under Det Ander Vatikanerkoncil, rettede han en appel til den samlede menneskehed om at anerkende og efterleve menneskerettighederne og på det grundlag at skabe verdensfred. I skrivelsen skelnede han mellem den marxistiske ideologi og de kommunistiske landes praksis. Han appellerede til fredelig sameksistens mellem Øst og Vest, hvilket ikke mindst gjorde indtryk i Østbloklandene.

Mere end så mange andre paver ville Johannes XXIII i dialog med verden uafhængig af trosopfattelser og kirkelige tilhørsforhold. For at fremme sine bestræbelse etablerede han et sekretariat for kirkelig enhed.

Johannes XXIII var stolt af sin herkomst, han havde en bondes slagfærdighed og smøgede den stivhed af sig, som ellers hæftede ved hans embede. Typisk for ham var da også, at han indledte sit pontifikat i 1958 med at holde messe i et romersk fængsel og på et børnehospital og fulgte det op med flere besøg. Denne udadvendte og joviale pave døde efter en smertefuld sygdom i juni 1963. Han blev saligkåret i år 2000.

Frans I – de fattiges pave
Paul VI videreførte Vatikankoncilet, som sluttede i 1965, hvorefter han loyalt arbejdede for at virkeliggøre kirkemødets beslutninger. Efter Johannes Paul I’s kun en måned lange pontifikat i 1978, blev den polske ærkebiskop Woytola pave med navnet Johannes Paul II. Trods sin udadvendte og meget aktive stil standsede han i realiteten en god del af de reformer, som Vatikanerkoncilet ellers havde anbefalet. I 2005 blev den tyske kardinal Ratzinger valgt som Benedikt XVI. Johannes Paul II’s konservative linje blev videreført af denne lærde kardinal, der hidtil var leder af kirkens højeste teologiske råd, troskongregationen.

Den argentinske ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio blev valgt i 2013 og tog navnet Frans I. Han efterfulgte Benedikt XVI, der som den første pave i næsten 600 år valgt at træde tilbage fra sit embede, fremfor at blive på posten til sin død. Frans I var måske også tænkt som en ”overgangspave” på grund af sin høje alder, men han har taget verden med storm ved sin ligefremme og jordnære måde at være pave på.

Ved sin tiltræden frasagde han sig al glans og glimmer. I stedet for den flotte paveresidens med udsigt over Rom, ville han bo i en toværelses lejlighed på det hotellignende Santa Marta, hvor der også bor andre biskopper og præster. Han ønsker "at være en del af familien", siger han. Indtil nu har han vist en stil og et mod til reformer, som står mål med Johannes XXIII’s indsats.

Pave Frans står overfor det store problem med pædofili i gejstligheden. Og som den første pave nogensinde fordømmer han offentligt de seksuelle overgreb, som pædofile præster har begået. "Aldrig mere," siger Frans.

Han har en særlig interesse for de hjemløse, flygtninge og immigranter. Og hans pavenavn, Frans efter Frans af Assisi, peger tydeligt hen på hans optagethed af naturbeskyttelse og klimaproblemerne. Og så bryder pave Frans I også nye veje i den katolske kirkes forståelse af ægteskab og skilsmisse.

Pave Johannes XXIII var en udadvendt og jovial pave. Han døde efter en smertefuld sygdom i juni 1963 og blev saligkåret i år 2000. Foto: Stefano Rellandini/Reuters/Ritzau Scanpix
Frans I var måske også tænkt som en ”overgangspave” på grund af sin høje alder, men han har taget verden med storm ved sin ligefremme og jordnære måde at være pave på. Foto: Tony Gentile/Reuters/Ritzau Scanpix