Julekalender

Peter Tudvad: At holde jul er også at finde hjem

I den tyske by Meißen oplevede forfatter Peter Tudvad sidste år, at julefreden sænkede sig ved et fokus på krybben frem for træet. Foto: Leif Tuxen

Da forfatter Peter Tudvad sidste år valgte at holde jul med kæresten og hendes søn i Tyskland, sænkede julefreden sig over ham på en ny måde. Nu sidder han i et tog på vej hjem til Danmark

Jeg sidder i et tog. Som jeg har gjort det tusinder af gange før. Altid på farten. Et liv uden megen ro.

Jeg har lagt Berlin bag mig. Den by, der i de seneste 11 år har været min hjemby. Eller i hvert fald den by, hvor jeg har boet. Jeg er på vej til Aarhus, min fødeby. Den by, hvor jeg har fejret de fleste juleaftner i mit liv. Tilmed i den stue, hvor jeg er født. Ikke i en stald i Betlehem, men i en stor og rummelig stue i et hus, som min far for et halvt århundrede siden byggede til sine to små børn og deres mor, som da ventede mig. Jul efter jul har jeg taget dem alle i hænderne, danset om juletræet der, hvor min krybbe stod. Sunget “Glade jul, dejlige jul” og forventningsfuldt pakket gaver ud og kastet mig i favnen på forældre, søskende, bedsteforældre og faster, når jeg fik, hvad jeg ønskede mig.

Jeg sidder i toget og skriver denne artikel. Tårerne står mig i øjnene, mens jeg takket være togets wi-fi hører “Stille Nacht, heilige Nacht” på youtube. Den samme melodi som “Glade jul, dejlige jul”, men med tysk tekst. Juleaften i fjor sang jeg den i domkirken i Meißen. Mit nye hjem.

Jeg har været på farten hele mit liv. Søgt et sted, hvor mit hjerte føler sig hjemme. Det gør det i Meißen, en by, hvor Elben flyder forbi som en af de fire floder gennem Paradisets have. Der, i Meißen, har jeg i snart to år haft et refugium, en lille lejlighed, hvor jeg har siddet og skrevet, og hvor min forlovede og jeg har tilbragt vores lykkeligste stunder sammen.

Jeg sidder i dette tog og tænker på julen i fjor, på alle de forgangne og på den kommende. I fjor valgte jeg at fejre den i Meißen sammen med hende, jeg elsker. Hendes ældste søn var med, men ville hen under midnat ikke med i domkirken. Alene gik vi over brostenene gennem byens middelalder, renæssance og barok. Et vidne om, hvordan mennesker gennem århundreder har boet på jorden og søgt himlen. Op ad stejle stier bag den gamle by. Op på klippen, hvor byens vugge stod for tusind år siden. Op, hvor domkirken med sine tårne stræber mod himlen. Dér, hvor vi alle drømmer om en dag at have hjemme.

Jeg sad i domkirken julenat med min elskede i hånden. Hørte englene synge. To sopraner stod oppe på lectoriet mellem skibet og koret. Deres ånde fulgte som svævende og svindende noder deres sang. Stearinlys blafrede i den kølige kirke. Fuld var den, kirken, af ånd, af mennesker, af jul. Provsten prædikede over juleevangeliet. Over ham, der ikke var plads til i herberget, men som selv skabte rum. “Jesus er den, der skaber rum.” Og Jesus var den, der havde skabt mig et rum. I Meißen. For dér følte jeg mig ikke blot hjemme, men dér, i domkirken, fandt jeg den jul, jeg hele mit voksne liv har drømt om. En jul, hvor krybben og ikke juletræet står i centrum.

Jeg sidder i toget og tænker på domkirken i Meißen. Dér skal jeg ikke fejre jul i år, men hjemme i Aarhus. Hos mine gamle forældre og med min lille familie, men uden min elskede. Jeg glæder mig, glæder mig alligevel, glæder mig ikke mindst til at være sammen med min søn, der i fjor savnede sin far. Vel er han voksen, men juleaften er han en lille dreng, der vil have sin fars hånd i sin, når han går om træet. “Er julen da ikke hjerternes fest?” Spurgte han i fjor, da jeg var tusind kilometer væk. Jo, den er, min dreng, men din far har også et hjerte, der søger sin far, den far, “efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn”. Om jeg har fundet ham, ved jeg ikke. Men juleaften i fjor sad jeg i hans hus og følte det, som havde jeg endelig fundet hjem.

Nu sidder jeg i et tog.