Læs Peters pinseprædiken

Pinsedag, da disciplene var samlet, skete "pinseunderet," hvor Guds ånd dalede ned over disicplene. Her holdt apostlen Peter en berømt prædiken - læs den her

I teksten til pinsedag hører man om, hvordan disciplene efter Jesu opstandelse var samlet i Jerusalem. Da ramte et vindstød huset, de sad i, og de blev fyldt af Helligåndens tunger af ild, som gjorde, at de nu kunne tale alle mulige andre sprog end deres eget.

Efter dette "pinsemirakel" fór de ud på gaderne for at tale med folk - men de blev modtaget som om, at de var fulde.

Da trådte disciplen Peter frem sammen med de 11 andre, og han holdt kirkens første prædiken efter Jesus. Derfor kaldes højtiden også for kirkens fødselsdag.

Prædikenen lyder således ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 14-36:

Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: »Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel:

Det skal ske i de sidste dage, siger Gud:
Jeg vil udgyde af min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres unge skal se syner,
jeres gamle skal have drømme.
Selv over mine trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage,
og de skal profetere.
Jeg gør undere oppe på himlen
og sætter tegn nede på jorden,
blod og ild og kvælende røg.
Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.

Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. v24 Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham siger David nemlig:

Jeg havde altid Herren for øje,
han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle.
Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede,
ja, mit legeme skal bo i håb.
For du vil ikke lade mig blive i dødsriget,
din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.
Du lærte mig livets veje,
du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.

Brødre, om patriarken David kan jeg ligeud sige til jer, at han er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag. Eftersom han var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at en af hans efterkommere skulle sidde på hans trone, forudså og talte han om Kristi opstandelse, da han sagde, at han ikke skulle blive i dødsriget, og hans krop ikke skulle se forrådnelse. Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på. Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører. For David steg ikke op til himlene, men siger selv:

Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!
Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.«

Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.