Pilgrimspræst: Karantæne er en slags retræte, som vi kan lære af

Coronapandemien har sat en bremse for vores stormløb gennem livet. Et liv er sårbart, og det mærker vi lige nu på den hårde måde. Men hvis vi gør os umage, kan vi plukke frugter af stilhedens træ i Guds grønne katedral, mener præst

Det er en udfordrende tid. Vi befinder os i nogle egne af livet, som vi ikke helt kan oveskue. Vores adgang til hinanden og den ydre verden er begrænset, så vi er tvunget ind i ensomheden, stilheden og langsommeligheden, alt i mens vi kæmper imod en usynlig fjende.

”Nogen bliver lige nu urolige og ængstelige, mens andre får direkte angst. Det, at der ikke er nogen faste strukturer, kan gøre, at nogen bliver rastløse og meget bange. Men hvis vi bevæger os fysisk, kan vi bedre flytte os mentalt,” fortæller Elisabeth Lidell.

Hun er pilgrimspræst og har mange års kendskab til Danmarks stier gennem skove og bølgende bakker, hvor hun har ledt utallige pilgrimsvandringer. Hun fortæller, at det ikke er ikke givet, at benene går af sig selv. For nogle pilgrimsvandrere kan stilheden være larmende og fremkalde vrede. De kan føle, at den påbudte stilhed under pilgrimsvandringen er som en løftet pegefinger mod en flok børnehavebørn, men sådan er det ikke. Når de når til vandringens ende, trygler de ofte efter mere stilhed, fortæller Elisabeth Lidell.

Men lige akkurat nu er den kollektive pilgrimsvandrig sat i bero, for vi tager vare på hinanden ved at holde afstand. Der er dog intet til hinder for, at man alligevel trækker i vandrestøvlerne og bevæger sig ud i naturens kateral på en enlig pilgrimsvandring.

”En enlig meditativ gåtur kan være en hjælp til at slippe rastløsheden og komme til ro. At gå alene og tie kan give nogle nye og dybe indsigter og åbne op for kontakten til Gud. Som under en retræte vil man på vandringen erfare, at stilheden er Guds modersmål,” siger Elisabeth Lidell.

”Gud banker tit på hos menneskene, men sjældent finder han dem hjemme”
Selvom vi lige nu mere hjemme end sædvanligt, vakler vi i vores indre, for vi er ikke vant til at have begrænset adgang til den ydre verden. Men hvis vi betragter vores aktuelle situation som en retræte, hvor vi med vores egen gode vilje har trukket os tilbage af hensyn til hinanden, fremfor en påbudt karantæne, vil nogle nye frugtbare veje overskygge begrænsningerne. Hvad end man er troende eller ej.

Vi kan måske lære at være sammen på en ny måde og i en anden og knap så fysisk forstand finde hjem til os selv. For Elisabeth Lidell står taknemmeligheden og tilliden til Gud som et anker i hjertet. Hun har en stærk psyke, og det hjælper hende i en tid som denne:

”Vi præster render hele tiden rundt i feltet mellem sygdom og død, og vi går tit bag en kiste og bliver mindet om livets skrøbelighed og livets korthed. Det oplever hele befolkningen så nu, men sådan en erkendelse kan berige.”

De pilgrimme, Elisabeth Lidell leder på vej, vandrer med en bøn i hjertet og et salmevers på tungen. De går ikke bare fra Kragelund til Dollerup, men har også den vertikale dimension med. De vender blikket indad og ikke mindst opad mod Gud. Netop derfor rummer pilgrimsvandringen elementer, der kan hjælpe til at håndtere livets udfordringer. Her kan bønnen være pilgrimmens rettesnor og hjælp til at vække kontakten med en indre ro:

”Bønnen er først og fremmest et råb om hjælp og dernæst en tak. Med rette kan man tilføje en forbøn og bede for, at vores kære holder sig raske. Bønnen behøver ikke at være stillesiddende, men kan derimod have gavn af at få ’ben at gå på’. Jeg betragter det som en udvidet kirkegang i det store lønkammer,” fortæller Elisabeth Lidell.

Lønkammeret er et enrum, men når Elisabeth Lidell er pilgrim, ved hun, at Gud holder hende i hånden, for sådan er det på en pilgrimsvandring – man er aldrig alene, og modvægten til frygt er at vide og tro på, at Gud går med. Pilgrimsvandringen såvel som retræten kan udfylde et tomrum og være et helle og en pause i det hektiske liv, mange af os lever til dagligt, siger hun:

”Når vi går i naturen, prædiker den til os af sig selv som Guds skaberværk. Vi kan vælge at lukke ned for hverdagens indtryk udefra, og herved kan vi åbne os for den indre verden og for Gud. Vi lukker altså af for noget for at kunne åbne os mod noget andet, og det kan gavne os. Ikke blot nu men til alle tider.

”Sådan gør du - de syv pilgrimsord på den enlige vandring
Der findes syv ord, som enhver pilgrim i Norden kender til. Ordene peger måske på noget, der ganske enkelt er for lidt af i vores dagligdag, eller også peger de på nogle af livets væsentligste elementer. De syv pilgrimsord er: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og spiritualitet.

Enhver ny praksis kan kræve øvelse og vedholdenhed, men hvad end man er troende eller ej, kan det gavne at reflektere lidt over de syv pilgrimsord, fortæller Elisabeth Lidell:

”Man kan på en uge tage ét ord, som man fokuserer på gennem en hel dag og eksempelvis overveje: Hvordan får jeg mere frihed ind i min hverdag? Hvad er min dybeste længsel her i livet?”

Coronapandemien er overvældende, trist og udfordrende for os alle, men den kan rumme en potentiel gave, der måske kan lære os at leve mere intenst og taknemmeligt, fortæller Elisabeth Lidell:

”Det er min erfaring fra vandringer, at det altid ender godt. Der kan opstår konflikter undervejs, men så sker der noget nyt. Måske finder man anemoner på omvejen. Troen på det gode er en fantastisk følelse at lægge ud over sit liv. Den giver en følelse af fred og glæde.”