Stockholms pilgrimskirke er centrum for storbyens naturelskere

En af de helt store pilgrimskirker er Jakobskyrkan, som ligger midt i Stockholm med Operaen på den ene side og parken Kungsträdgården på den anden side. Foto: Jenifoto - Fotolia

Jakobskyrkan er en af Stockholms mest centralt beliggende kirker – og så er den også den svenske hovedstads mest markante pilgrimskirke

Svenskerne har for alvor taget pilgrimstanken til sig. Pilgrimsvandringer er derfor for længst blevet et stort hit i Sverige, hvor det vrimler med pilgrimsstier – de såkaldte pilgrimsleden – og med pilgrimme og pilgrimskirker.

Helgenens egen kirke

En af de helt store pilgrimskirker er Jakobskyrkan, som ligger midt i Stockholm med Operaen på den ene side og parken Kungsträdgården på den anden side. Kirken er både smuk og let at finde, da den er malet i en stærk rød farve og har et irgrønt tag.

Vagtmester i Jakobskyrkan og pilgrimsleder i Stockholms Domkyrkoförsamling, Jorma Isomettä siger:

”At det lige blev Jakobskyrkan, der blev pilgrimskirke, hænger selvfølgelig sammen med, at Jakob er værnehelgen for søfarere og pilgrimme. Den første kirke på denne plads blev bygget allerede i 1400-tallet, mens den nuværende Jakobskyrka er opført 1580-1642 og dermed efter reformationen.”

I kirkens højre side findes en Jakobsfigur i træ, som står lidt oppe på en søjle. Alligevel er figurens fødder godt slidte. Det skyldes ifølge Jorma Isomettä, at især de katolikker, som kommer forbi, lige skal hen og røre. Nogle af de besøgende lægger også muslingeskaller ved figuren. Muslingeskallen er jo Jakobs symbol – og derfor symbolet på pilgrimme.

Der bor i dag næsten ingen mennesker omkring Jakobskyrkan. Næsten alt er lavet om til kontorer, arbejdspladser, politiske institutioner og kulturinstitutioner.

”Men i løbet af sommeren får kirken cirka 1000-1500 besøgende hver eneste dag, og kirkens placering egner sig også året rundt vældigt godt til besøg, uanset om man er turist, stockholmer eller pilgrim, da vi lægger så centralt. Det er nemt for alle at komme hertil – uanset hvor man bor i Stockholms-regionen,” uddyber Jorma Isomettä.

Aktiviteter hele ugen og fra forår til efterår

Og det er noget at komme efter. For ugen igennem har Jakobskyrkan flere faste pilgrimsaktiviteter, foruden at kirken samtidig er almindelig sognekirke med både gudstjenester, koncerter og andre aktiviteter.

Men altså også pilgrimsaktiviteter. Der er for eksempel om foråret og om efteråret en tre timer lang ugentlig by-pilgrimsvandring rundt i Stockholm med start og slut ved den røde kirke. En pilgrimsvandring, der starter med en andagt og afsluttes med en portion suppe.

Men der arrangeres også andre pilgrimsandagter, udflugter, film og foredrag. Og pilgrimsvandrere, som af sig selv kommer til Stockholm, kan frit vandre til Jakobskyrkan og få et stempel i deres pilgrimspas.

Jakobskyrken arrangerer også større pilgrimsvandringer som for eksempel dette års Kristi Himmelfarts-vandring langs Sörmlandsleden, hvor pilgrimmene gik cirka 75 km på fire dage. Det var en af de ture, der krævede noget erfaring. Men overordnet set er der i reglen plads til alle, både dem der kaster sig ud i at gå hundreder af kilometre – og dem, som på grund af helbred eller en travl hverdag kun kan overskue en kortere tur.

Aktiviteter hele ugen og fra forår til efterår

Jorma Isomettä oplyser også, at årets helt store begivenhed er stjernevandringen, som finder sted den tredje søndag i september. Her kommer op mod 200 pilgrimme fra mere end 10 forsamlinger i hele det stor-Stockholmske område vandrende til Jakobskyrkan, hvor der afholdes en fælles pilgrimsmesse for de mange hundrede pilgrimme, for hvem denne dag er et af årets faste højdepunkter.

Jorma Isomettä´s egen historie er også interessant. Han begyndte at arbejde i kirken i 2001 – uden at være konfirmeret.

”Men jeg var nysgerrig på kristentroen. Så efter tre år blev jeg konfirmeret i Skt. Jakob. Og i 2007 gik jeg min første pilgrimsvandring, og i 2009 blev jeg uddannet pilgrimsleder, og siden har jeg ledet mange pilgrimsvandringer, både kortere og længere. Jeg har også siden 1995 været med i foreningen Sörmlandsleden, så mit pilgrimsarbejde passer godt sammen med min glæde ved at vandre og være i naturen,” fortæller han.