Interview

En pilgrim er ikke en almindelig turist, men et menneske, der søger Gud

Den skotske ø Iona har inspireret mig til at skrive bogen ”På Pilgrimsrejse”, som både handler om øen og om nogle af de andre hellige steder, jeg har besøgt. I øjeblikket befinder jeg mig på Iona for tredje gang. Det er mit hjertes lille ø.

Ingrid Ma Schatie Andersen har i foråret udgivet bogen ”På Pilgrimsrejse”. Forfatteren har rejst verden rundt, men betegner altid sig selv som pilgrim, aldrig som turist

Pilgrimsrejser er blevet en naturlig del af mit liv, fordi jeg har en indre trang til at udforske verden og mig selv. Jeg ser livet her på jorden som en pilgrimsrejse og betragter mig selv som en pilgrim. En pilgrim er ikke en almindelig turist, men et menneske, der søger Gud. 

Jeg kalder min bog for ”På Pilgrimsrejse”, fordi det er pilgrimsrejser, og ikke vandringer, den beskriver. Jeg rejser til hellige steder, vandrer, udforsker, dvæler og studerer. 

Jeg har aldrig været en helt almindelig charterturist. Jeg har aldrig ønsket at tage på en rejse, hvor man blot tog et sted hen for at slappe af. For mig har det været inspirerende at rejse til steder, hvor en helgen har boet og udført mirakler. 

At rejse til hellige steder ’vækker noget i mig’, som gør mig mere levende, glad og taknemmelig. Jeg har haft mange fantastiske og spirituelle oplevelser på mine rejser. En af dem, som står klar på min sjæls lystavle, er min mirakuløse oplevelse i den bosniske landsby Medjugorje i 2003.

En aften så jeg det ”solmirakel”, som flere før mig har oplevet. Solen roterede rundt omkring sin egen akse, og der dannedes en aura af rosa lys omkring den. Lidt efter kunne jeg se direkte ind i solen, uden at den blændede mig. Fra dens hvide lys kom der en solstråle ned imod mig. På strålen var der trin, og jeg tænkte straks på Jacobsstigen.

Da solen igen blev så blændende, at jeg ikke kunne se direkte ind i den, lukkede jeg øjnene og så jomfru Maria stå klart klædt i blåt. Bagefter var jeg helt rystet og begyndte at græde. Oplevelsen bekræfter helt sikkert min tro.

Iona i Skotland er mit hjertes ø

Min første egentlige pilgrimsrejse gik til Japan, hvor jeg blandt andet besøgte buddhistiske templer i Kyoto. Jeg har sidenhen rejst til mange fantastiske steder i Asien og Europa. Men mit bedste pilgrimsmål er den lille, skotske ø Iona.

Øen har inspireret mig til at skrive bogen ”På Pilgrimsrejse”, som både handler om øen og om nogle af de andre hellige steder, jeg har besøgt. I øjeblikket befinder jeg mig på Iona for tredje gang. Det er mit hjertes lille ø.

Jeg læste første gang om øen Iona for otte år siden i en lille notits i Kristeligt Dagblad. Der stod noget om, at det var et "tyndt sted", hvor sløret mellem himmelvid jord er tyndt og gennemsigtigt. Jeg tænkte straks, at dér må jeg hen!

Dengang var jeg gæst i klosteret på øen. Jeg blev så fascineret af stedet og historien, at jeg besluttede mig for at komme tilbage og arbejde frivilligt for Iona Community, der driver klostret. Jeg er nu frivillig i klosteret for anden gang, hvor jeg er en del af et levende økumenisk fællesskab af både mænd og kvinder.