Pilgrimme fra hele Europa mødtes om vandringernes store potentiale

Ved festgudstjenesten i Sankt Jacobi kirke i Hamborg talte pilgrimspræst Bernd Lohse blandt andet om Norges succes med pilgrimsvandringer. Foto: Ernst Hansen

En af årets store oplevelser sammen med pilgrimme fra hele Europa var 10 års jubilæet for pilgrimscentret i Hamborg. Her mødtes præster og vandrere til snak om, hvor langt pilgrimsbevægelsen er nået, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith, der deltog i mødet

I en weekend i slutningen af februar samledes omkring 800 pilgrimme fra flere europæiske lande til et stort pilgrimstræf i Hamborg. Anledningen var 10 års jubilæet for pilgrimscenteret i Sct. Jacobi Kirke i Hamborg – et træfpunkt for tyske pilgrimme.

Sankt Jacobi-kirken er centralt beliggende i Hamborg og danner til daglig rammen om mange pilgrimsaktiviteter, med pilgrimspræst Bernd Lohse som en dygtig, drivende kraft. I løbet af jubilæumsweekenden blev det understreget, hvor vigtigt det er, at fremsynede mennesker i den store "Hauptkirche" Sankt Jacobi og i landskirkens ledelse for 10 år siden så betydningen af pilgrimsarbejdet.

Jubilæet var tilrettelagt omkring en stor festgudstjeneste lørdag. Her bød provst og førstepræst Astrid Kleist velkommen til og ledte pilgrimsgudstjenesten. Biskoppen fra Slesvig Gorhart Magaard prædikede, og pilgrimspræst Bernd Lohse lyste velsignelsen over den kæmpestore forsamling.

Pilgrimsvandring er blevet en væsentlig aktivitet i et moderne samfund og er en vej til fred, stilhed og enkelhed midt i en stadig mere kompliceret og larmende virkelighed. Dette blev tydeligt, da den festlige gudstjeneste lørdag formiddag var overstået og de 53 stande rundt i kirkens store rum åbnede. Her kunne man møde kirker, organisationer og enkeltpersoner, der på mange forskellige måder arbejder med pilgrimsvandring, stilhed og kristen spiritualitet i Tyskland, Norge, Ungarn og Danmark.

Der blev spist pilgrimssuppe, udvekslet hilsner, tanker og drømme. Den muntre snak fyldte rummet under kirkens høje hvælvinger. Men oppe ved kirkens alter var der ro. Her stod folk ganske stille i lange rækker for at nå frem til en af de seks præster, der med håndspålæggelse bad en bøn og velsignede alle de pilgrimme, der ønskede det.

Brobygning mellem Tyskland og Skandinavien

Den tyske interesse for at vandre i Norden er slående. Bernd Lohse arrangerer hvert år ture i Norge, som går via den traditionelle norske Olavsvej til Nidaros domkirke. Interessen for de norske vandringer er stadigt stigende, også selvom hele vandringen tager fem uger og går gennem svært fjeldterræn ved Dovre.

Roger Jensen, som er pilgrimspræst i Oslo, besøger hvert år messen i Hamborg og står klar ved sin velbesøgte informationsstand for at oplyse om vandremulighederne i Norge. I år holdt han workshop på flydende tysk og fortalte om den særlige ”ethos,” som gør sig gældende i den skandinaviske pilgrimsbevægelse, og om den udfordring, pilgrimsbevægelsen er i forhold til reformationens lutherske arvegods. Luther afskaffede jo som bekendt pilgrimsvandringerne, da de for ham var en del af den række af bodsgerninger, han ønskede at gøre op med. Det enkelte menneske kunne ikke sikre sig nåden gennem handlinger, var hans pointe. I dag er synet på pilgrimsvandring et andet i de mange lutherske lande, hvor vandringerne nu står i et betydeligt bedre lys.

I Norge har man, i modsætning til i Danmark og Sverige, satset rigtigt mange statslige midler på pilgrimsaktiviteter, idet man ser et stort turistmæssigt potentiale i dem. Det betyder også, at mulighederne for at promovere pilgrimsruterne er større.

I Tyskland er pilgrimsinteressen udbredt, vandrevejene velorganiserede og godt afmærkede - og ønsket om et samarbejde med Skandinavien stort. Hjemvendt fra pilgrimsmessen stod det for os danske deltagere klart, at det gælder om at udvikle samarbejdet med Tyskland, sådan at der kan blive en fornyet brobygning mellem Skandinavien og det øvrige Europa.

Åbenheden over for vandringerne i Tyskland er stor, så nu er udfordringen at finde muligheder for i højere grad at sikre samarbejdet, så brobygningen ikke kun bygger på kontakt mellem levende ildsjæle, som det gør nu, men kan spredes ud i bredere kredse.

Udenfor Sankt Jacobi-kirken viser skilte vej til nogle af Europas mest populære pilgrimsdestinationer. Foto: Ernst Hansen
Der var hygge og socialt samvær under kirkens hvælvinger. Foto: Ernst Hansen
Der var fuldt hus til workshops og udveksling af erfaringer med pilgrimsinitiativer i de nordeuropæiske lande. Foto: Ernst Hansen