Boguddrag

Min pilgrimsvandring er et oprør mod tidens tempo

På vejen hjem slår det mig, hvordan vi i den traditionelle højmesse bliver mødt af en massiv ordstrøm, der til forveksling minder mig om den strøm af ord – informationer, nyheder, mails – som vi næsten døgnet rundt bliver bombarderet med uden for kirkens rum. Foto fra bogen: Gudmund Rask Pedersen

Vi fylder kalenderen op med aftaler og glemmer at være langsomme. For at gøre oprør mod tidens overfladiske tempo tager pilgrimspræst Anette Foged Schultz på pilgrimsvandring. Læs et uddrag af hendes beretninger her

Syv ord rammer pilgrimspræst, Anette Foged Schultz', længsel. Og de handler alle om at stoppe op og holde pause.

For vi har så travlt. Vi vil så meget. Vi haster af sted i den ene eller den anden sags tjeneste.

Selv under højmessen går det for stærkt.

Derfor tager hun på vandring. For at gøre oprør mod alt det travle. 

Læs uddraget "Til højmesse" fra bogen "På vandring med en pilgrimspræst" her:

Men du skal spænde bæltet om lænden,

stå frem og tale til dem
 
alt det, jeg befaler dig.
 
Lad dig ikke skræmme af dem,
 
for så skræmmer jeg dig for deres øjne!
 
JEREMIAS 1,17-19

DAGBOG
Det er søndag. Klokken er lidt i 10. Jeg har fri og jeg vil til højmesse. Jeg træder ind i en af landets domkirker, netop som bedeslagene lyder.

Præludium. Indgangsbøn. 1. salme. Kollekt. Læsning fra GT. 2. salme. Epistellæsning. 3. salme.

Evangeliet læses og der prædikes over teksten. (3.s.i fasten 2. tekstrække) En lang, ordrig, begavet prædiken, der taler til intellektet.

Allerede under indgangsbønnen, der læses hastigt op, bliver jeg modløs.

Der er ingen bøn i den perfekte oplæsning. Efterfølgende stiger modløsheden. Lange, svært tilgængelige tekster, der læses i et højt tempo. Jeg får allerede i begyndelsen af højmessen en forstoppelse af ord.

Salmerne ind imellem læsningerne er også lange og anvender et sprog fra det forrige århundrede, som det kan være interessant at studere, men som i gudstjenestens, andagtens rum, snarere fremkalder en bevidstløs syngen med end en åbning af sindet mod andagt og bøn.

Og sådan fortsætter gudstjenesten. I højt tempo. Indtil den afsluttes af udgangsbønnen. Igen læst formfuldendt og hurtigt, så der ikke bliver tid til at hvile i ordene, finde sig selv i ordene og ”være” i bønnen.

På vejen hjem slår det mig, hvordan vi i den traditionelle højmesse bliver mødt af en massiv ordstrøm, der til forveksling minder mig om den strøm af ord – informationer, nyheder, mails – som vi næsten døgnet rundt bliver bombarderet med uden for kirkens rum.

Træt og modløs går jeg fra kirken.

Sindbillede

Jeg længes efter stilhed
Jeg længes efter oaser
Åndehuller
Pauser
 
 Jeg længes efter præstationsfrie rum
hvor jeg ikke skal præstere
for at høre til
 
Meningsløse rum
hvor jeg ikke skal ha’ en mening
om både dette og hint
for at blive accepteret
 
Jeg længes efter øjeblikke
hvor jeg bare kan være
Sanse
 
Jeg længes efter at overgi’ mig til det og den
der er større end mig
 
Overgivende
Hengivende
Mig selv
 
Jeg har opdaget kirkens rum
som det rum
der kan give mig det
jeg længes efter
 
Kirkens rum, som er sat af evangeliet.

Dér vil jeg gå hen 

REFLEKSION
For 20-25 år siden opstod der en bevægelse. Mennesker fra hele verden begyndte at vandre imod gamle, kristne helligsteder.

Helt uafhængigt af alle menighedsråds aktivitetsudvalgs planlægning af kirkelige aktiviteter, der havde til formål at få folk i kirke (jeg har selv arbejdet i sådanne udvalg i al min tid som præst i folkekirken).

Helt uafhængigt af disse udvalgs anstrengelser, begyndte folk fra hele verden, fra forskellige kulturer og med baggrund i forskellige trossammenhænge at vandre.

De brød op fra deres sted, deres hjem og begav sig på vej.

Camino de Santiago var én af de veje, man kunne – og stadig kan – møde dem på. Men også andre gamle pilgrimsveje i Norden og i Europa blev genfundet og befolket. Målet for dem, der brød op og begav sig på vandring, var kirken.

Ikke højmessen, hvor meget få i dag føler sig hjemme. Men kirkens rum, hvor den enkelte kan gå ind og sætte sig i stilhed. I bøn. Med en salme på læben.

Med et løfterigt og fredfyldt bibelsk ord i tankerne. Tid til bøn. Tid til væren. Tid til fordybelse i troen. I livet. I vejen vi går. 

Den svenske pilgrimspræst Hans Erik Lindström har med 7 pilgrimsord formuleret noget af dét, som vi får med under den lange vandring.

Han formulerede ordene, efter at han selv havde vandret omkring 2000 km gennem alle svenske stifter. Så han vidste, hvad han talte om.

Han havde selv erfaret det. Ordene er: Stilhed. Enkelhed. Langsomhed. Frihed. Bekymringsløshed. Fællesskab og spiritualitet. 

Ordene rammer ind i mange menneskers længsel i dag. De rammer min egen længsel og jeg har mødt denne længsel hos mennesker på retræter, på vandringer og i samtaler på min vej. Vi har så travlt. Vi vil så meget. Vi haster af sted i den ene eller den anden sags tjeneste.

Engagement er naturligvis et gode. Det gir mening at arbejde med noget, man er engageret i. Det gir mening at forfølge sine mål. Men der er noget ved tidens tendens til aldrig at levne sig selv en pause.

Tendensen til at være bange for stilhed og langsomhed og derfor sørge for at fylde kalenderen uge efter uge med tusind ting, jeg skal nå. Og altid være lidt bagefter.

Der er noget ved den tendens, der vækker min mistanke. Der er noget i vores hektiske livsstil, der minder om flugt. Hvis det er tilfældet: Hvad er det så, vi flygter fra?

Pilgrimsvandringen er en modstandsbevægelse. Et oprør imod tidens høje tempo og overfladiskhed. En modstandsbevægelse imod overforbrug og materialisme. En længsel efter enkelhed og stilhed. En længsel efter kærlighed.

Pilgrimmen går mod kirken –mod mødet med Gud – for at blive sat fri til livet. Fri til at kunne være. At kunne være den, jeg er og samtidig vide mig elsket. Midt i al min afmagt og sårbarhed.

Det er evangeliets gave. Det er den gave, kirken og gudstjenesten er sat til at formidle.