Anders Gadegaard: Uden pinse var vi alene om alt

Pinsebudskabet er, at Ånden ikke kun befinder sig udenfor alt, i himlen, men også har taget bolig her i verden som den bestemte ånd, vi kender fra fortællingen om, hvad Jesus sagde og gjorde i levende live, skriver domprovst i København Anders Gadegaard i sine refleksioner over pinsen

Pinse er festen for Helligåndens komme til verden. Ikke fordi det skulle være første gang, at Guds hellige ånd viste sig i verden, da disciplene pludselig kunne tale alle mulige sprog. Nej, Guds ånd virker i verden og har gjort det altid. Det er den, vi er skabt af. Livsånden. Den er vores Gudbilledlighed. Det er ikke Gud, der ligner os, som om han var en gammel mand med et langt hvidt skæg oppe i himlen. Det er os, der ligner Ham, fordi vi har fået Ånd. Vi er levende væsener med en skaberkraft, der ligner Hans. Støv har Ånd tilfælles med Gud.

Det bibelske menneskesyn har faktisk endnu højere tanker om mennesket end humanismen, som gør mennesket til udgangspunkt for alt, endog forestillingen om Gud. Ifølge Bibelen er vi mere, vi har rod i det, der er større og før os: Gud. At være ånd-rig er ikke et spørgsmål om at vide en masse, som man kan imponere andre med, det er derimod at forbinde sin indsigt med skaberkraft til gavn for fællesskabet – og dermed bringe sin person til udtryk.

Det er egentlig besynderligt, at de fleste af os har så lidt sans for Helligåndens betydning i en tid, hvor det spirituelle optager rigtig mange. Den rene materielle velfærd tilfredsstiller ikke de dybere lag i vores sjæl. Der skal ikke længere her i Danmark kæmpes sådan for velfærden, at det kan bære meningen med at være til – selv om måden, vi indretter os på, tyder på, vi ikke for alvor har lært det endnu. Forbrugsmønstret har bredt sig ud over alle grænser, selv om man kan håbe på, at disse corona-tider hjælper os til at indse, at der er andet i livet end at gå i butikker.

Pinsen fejres med hele to helligdage for at markere, hvor meget det betyder, at den hellige ånd kommer til os. At festdagene er hellige betyder netop, at de er anderledes end alle hverdagene – hvorfor det burde være sådan, at butikkerne holdt lukket, så vi blev tvunget til at bruge dagene på noget andet. Har vi virkelig så lidt sans for, at det er de anderledes dage, der gør os kreative, arbejdsduelige. Uden åndehuller, som helligdagene er, ingen skaberånd, ingen kreativitet.

Åndehullerne, sprækkerne, hvor vi oplever livet som højere og dybere end dagligdagens trivialiteter, er altafgørende. Pinsebudskabet er dette, at den Ånd, som vi lever af, ikke kun befinder sig udenfor alt, i himlen, men også har taget bolig her i verden som den bestemte ånd, vi kender fra fortællingen om, hvad Jesus sagde og gjorde i levende live. Det er den ånd, der kommer til os. Det var præcis det, der gik op for disciplene dengang, det blev pinse første gang. At Guds ånd og Jesu gerning er identiske. Alt hvad Jesus havde sagt og gjort, mens han levede, som de jo sagtens kunne huske, forstod de nu betydningen af.

Det er altså ikke, fordi der skete noget nyt i historien om Jesus pinsedag, den blev fortalt til ende ved Himmelfarten. Men der skete noget nyt for disciplene og dermed for os. Hele Jesu gerning stod pludselig som forvandlet for øjnene af dem. Og dog var det den samme, intet nyt var føjet til. Bortset altså fra at de nu forstod, at Jesu gerning og Guds gerning er ens. De forstod, at de havde fået en ny frihed, en historie at leve i, hvor de hver især var betydningsfulde personer. Det var en frihed fra sig selv og sine nederlag. Ikke at nederlagene eller fejlene nu pludselig skulle være ophørt, men der befandt sig nu en kraft i dem, som var stærkere: Guds ånd, hans tilgivelses kraft.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogle finder det så svært at tro på Gud som den treenige Gud. De tre aspekter siger alt om, hvad og hvem Gud er. Han er Far, Himlens og jordens skaber. Han er bror, mennesket Jesus, der vandrede synligt omkring og praktiserede kærligheden til fuldkommenhed. Og han er Hellig ånd, Guds skjulte nærvær midt iblandt os og indeni os. Vi står i orga­nisk livssamfund med ham og kan stole på, at hans Ånd gennem­strømmer og nærer os, som var det blodet i vore egne årer. Sådan gør ånden levende. Uden pinse var vi alene om alt. Med pinse er Gud vores livsledsager til trøst og til opmuntring til at leve frit og modigt på den tro.