Pinserefleksioner

Nana Hauge: I begyndelsen var Ånden

"Pinsedag var den dag, da Guds Ånd tog bolig i vores menneskelige skrøbelighed. Men Helligånden skaber stadig liv. Det gjorde den dengang. Det gør den for os nu," skriver sognepræst Nana Hauge i sine refleksioner over pinsen. Foto: Iben Gad

I kirkens lange historie har det ofte set ud som om, at Ånden havde forladt den, og alt var gået i stå. Sådan er det også nu efter mange måneder med låst dør. Men Ånden har ikke forladt os, skriver sognepræst Nana Hauge i anledning af pinsen

Det siges så ofte at det med Helligånden er svært at forstå. Hvad er egentlig Helligånden? Jo, det er den Ånd, der tales så ligefremt og frimodigt om lige fra Bibelens allerførste sider. For fra først til sidst er Bibelen en beretning om Guds skaberånd. Den Ånd, der kalder det, der ikke er, til at være. Den Ånd, der svævede over vandende ved verdens begyndelse og om hvem der står på Bibelens sidste side, at den sammen med bruden vil sige: Kom, og den som kommer skal modtage livets vand for intet!

Det er den samme Ånd, der tales dunkelt om i myterne. I fædrenes myter. I beretningerne om Thors Hammer, der kan gøre alle de, der er signede med hammertegnet levende igen i Valhal. En forud-dannelse, der fra tidernes morgen er lagt ind i det menneskelige sind til at være grobund for det, der engang skulle komme, med en fylde og en herlighed, som kun det hjerte, der var forberedt på det kunne modtage: Helligånden, Guds ånd, der kan vække dødt til live. Alt det den vil, både her og sidenhen. I begyndelsen var Ånden.

Og læser vi videre i vores Bibel og kommer til Det Nye Testamente, læser vi igen, hvordan Guds Ånd skaber liv, da det lyder til Maria, at Helligånden skal komme over hende og den højestes kraft skal overskygge hende. Siden blev Ånden udgydt over alle dem, der var til stede, da Peter holdt sin prædiken, efter at Ånden var kommet over disciplene. Da gik det ord i opfyldelse, der havde lydt siden gammel tid: at der skulle komme en dag, hvor Gud vil sende sin Ånd – ikke bare til Israel – men til alle folk.

Da de får Ånden efter Peters prædiken, hører vi i Apostlenes gerninger, går det op for dem, at ham, de havde korsfæstet, Jesus fra Nazareth, at han er Herre og Kristus.

De kunne have sagt, at det var ikke dem, der havde gjort det, og de havde ikke nogen del i det og var slet ikke i Jerusalem den påske, men der står, at det stak dem i hjertet, og de sagde: Hvad skal vi gøre?

Herved kan vi se, at det er ikke altid sådan, at når Ånden kommer i menneskers hjerter, så rejser de sig op og begynder synge og lovprise. Nej, det kan lige så godt være at et menneske græder, når det mærker Helligånden i hjertet, fordi mennesket da ser, at dets hænder er blodstænkede, at hænderne svigtede, at de er tomme. Men netop her hvor menneskets hænder er tomme, kan Helligånden komme og gøre sin gerning, så det nye liv kan begynde. Det er ikke sådan, at et menneske modtager Helligånden som en krone på sit eget menneskeværk. Nej, det er ved Helligånden, at alting starter. I begyndelsen var Ånden!

Det skal vi trøste os ved, når vi selv føler og hører, at vi ikke er noget og må bekende, at andre måske end ikke ville bruge os som skopudsere. Kristus går sine egne veje. Han ser ikke på, hvad et menneske er i verdens øjne. Han udvælger, hvem Han vil til at bære Hans Ånd.

Pinsedag var den dag, da Guds Ånd tog bolig i vores menneskelige skrøbelighed. Men Helligånden skaber stadig liv. Det gjorde den dengang. Det gør den for os nu. Det har så ofte været sådan i kirkens lange historie, at det så ud som om, at Ånden havde forladt den. Alt var gået i stå. De kristne var få og svage. Mennesket var blevet åndløst. Tiden var lovløs. Fuld af had til Kristus. Fuld af glubske ulve og falske hyrder. Sådan kan det også se ud nu. Kirken kan se så svækket ud, så afmægtig som den i mange måneder har stået der med døren låst!

Men vi tror og håber på, at Gud alligevel ved lade det blive pinse igen, og at Gud vil være i vores hjerter. Der står i Bibelen, at de, der drives af Guds ånd, er Guds børn - og børn har et hjem. For Guds børn er det kirken og den kristne menighed. I det hjem har vi vores plads og her har vi et sted, hvor livet står op fra døde.

Og så tror vi, at når vi engang skal herfra, så vil Guds Ånd genskabe vores legemer, for at vi ikke for altid skal ende i graven. Døden skal ikke være det sidste. Evigheden skal være det sidste.

Jeg lever, og I skal leve, sagde Vor Herre. Det er også Hans ord til os nu. Det ord har gjort uforfærdede af forfærdede, modløse har det indgydt mod. Det har indgivet trøst og fred i nedtrykte og forsagte hjerter. Forvandlet mennesker. Gjort virkelige frie sønner og døtre af den højeste, gjort konger af vankundige små.

Glædelig pinse.