PRÆDIKEN: Vi må gøre sandheden
Af Jesu (og Luthers!) forkyndelse fremgår det klart, at gode gerninger hører uløseligt sammen med det at være en kristen, skriver sognepræst Morten Meiner i sin prædiken til 2. pinsedag
Prædiketekst: Johannesevangeliet 3,16-21
Nu er jeg jo mest kendt som præst. Men ud over at være præst er jeg faktisk også fodboldtræner. Hver tirsdag og torsdag træner jeg en flok lilleputter. Og det er jo herligt at have med sådan en flok knægte at gøre. Men ind imellem går bølgerne også højt, især lige efter et nederlag. "Du ego'er bare hele tiden", kan man somme tider høre én sige til en anden. Hvis nogen skulle være i tvivl betyder det at "ego'e" det, at man holder for meget på bolden selv og ikke spiller de andre.
Prøv at forestille jer et fodboldhold, der aldrig afleverede til hinanden. Så snart bolden var givet op, ville den første spiller, der modtog bolden, selv løbe med den hele tiden, indtil han mistede den igen til modstanderen. Imens ville holdkammeraterne bare stå og se på.
Sådan et hold - er det fodboldspillere? Jo, formelt set er de vel. De løber rundt på en bane med klubtrøjer og fodboldstøvler på. Formelt set er de fodboldspillere. Men spiller de fodbold? Se, det er jo lige spørgsmålet!
Fodbold er egentlig et meget enkelt spil. Det samme kan man sige om kristendommen. Ja, den er så enkel, at det hele kan koges ned til et eneste bibelvers. Og det er det, der sker i det allerførste vers i evangeliet til i dag, Johannesevangeliet 3,16, som da også kaldes "den lille bibel".
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Ja, her får vi sådan set det hele at vide. Gud elskede verden så højt, at han sendte sin egen Søn, for at mennesker skulle blive frelst, og blive reddet fra fortabelsen. Punktum!
Man kan så spørge, hvorfor Bibelen så er på over 1000 sider, når nu det hele kan stå på ét vers. Man kan på en måde sige, at hele Bibelen er én stor kommentar til dette ene vers. Resten af Bibelen besvarer groft sagt to spørgsmål i forbindelse med Johannesevangeliet 3,16. For det første: Hvorfor er det sådan? For det andet: Hvad betyder det?
Jesus hjælper os på vej med at få besvaret de spørgsmål i de følgende vers: Når Gud sendte sin Søn, Jesus Kristus, var der først og fremmest tale om en frelseshandling - ikke en domshandling. For den, der tror på Kristus bliver ikke dømt.
Til gengæld: Tror man ikke, ja da er man allerede dømt, netop på grund af sin vantro. Og hvad består så denne dom i? Ja, i en vis forstand dømmes det ikke-troende menneske paradoksalt nok af sig selv. Dømmes, fordi det ikke vil modtage Guds kærlighed.
Guds kærlighed er lyset, der er kommet til verden i skikkelse af Jesus af Nazaret. Men mennesket foretrækker mørket frem for lyset, fordi dets gerninger er onde. Ja, det ligefrem hader lyset. For lyset, Guds kærlighed, afslører de onde gerninger - som netop onde! Dermed dømmer mennesket sig selv, ved at frasige sig fællesskabet med Kristus.
Vi bryder os ikke om at tale om fortabelsen, men vi kommer ikke uden om den, for den går hånd i hånd med det faktum, at vi som mennesker har en fri vilje. Kun den frie vilje kan gå fortabt. Hvorfor da en fri vilje? Fordi det også kun er den frie vilje, der kan elske.
Alt det her kan godt lyde rigtig mørkemandsagtigt, men der er mere at sige end som så. Som sagt kan den frie vilje også elske, og der findes virkelig mennesker, der - på underfuld vis - kommer til lyset og tager imod det i kærlighed. Det er dem, der gør sandheden, som Jesus udtrykker det. At "gøre sandheden" er i sig selv et paradoksalt udtryk. Normalt taler vi om at "sige sandheden". Kan man også gøre sandheden?
Her må det være på sin plads at nævne Martin Luthers berømte udsagn: "Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger". - Vejen til Kristus går ikke via gerningerne, for som evangeliet til i dag mere end antyder, så hælder det naturlige menneskes tilbøjelighed snarere mod det onde, end mod det gode. Det er derimod Kristus, der kommer til os, for at vi personligt kan modtage Ham i tro.
Når det er sagt, gælder det omvendt, at det at være kristen og gøre gode gerninger, hører uløseligt sammen. En tro på kærlighedens Gud er uforenelig med ondskab, egoisme og hensynsløshed. Og her er det netop, at gøren og sandhed går op i en højere enhed. Den kristne lever i sandheden, Guds Sandhed, og det er i denne sandhed, han agerer, i denne sandhed, han gør. Og det er i denne sandheds-gøren, at det bliver åbenbart, hvem han tilhører - Kristus.
Nu har der i store dele af dansk kirkeliv hersket en form for "gernings-forskrækkelse", der har været helt ude af dimensioner, og ord som "from" og "hellig" har i den grad været belastede. Det er selvfølgelig berettiget, hvis der er tale om skin-hellighed! Men af Jesu (og Luthers!) forkyndelse fremgår det klart, at gode gerninger hører uløseligt sammen med det at være en kristen. Den kristne skal ikke bare tro sandheden, han skal gøre sandheden. Sandhed og handling er uløseligt forbundne.
Det her handler ikke bare om lydighed over for Gud. Det handler også om troværdighed. Fodboldspillere, der ikke spiller sammen, men kun består af "ego'er", kan måske nok kaldes fodboldspillere, men det vil være noget af en tilsnigelse at påstå, at de spiller fodbold.
På samme måde er det med de kristne. "Ego'er" vi, og vil vi ikke række den kærlighed videre, vi selv har modtaget, kan man måske nok kalde os kristne i den forstand, at vi er både døbt og konfirmeret, men det ville være en tilsnigelse at påstå, at vi lever særlig kristeligt!
Jamen, uha! bevæger vi os nu ikke over i gerningsretfærdighedens klæbrige morads?
Nu indledte jeg med at sige, at kristendommen er såre enkel, og at den derfor kan beskrives med et eneste vers. Men netop denne balancegang mellem tro og gerninger viser, hvor svær den samtidig er i praksis. Som antydet har der i vores lutherske kirke - af såvel historiske som teologiske årsager - med rette været fokus på, at kun troen frelser.
Desværre har denne fokus ofte fået slagside, for ind imellem kan man godt få det indtryk, at gode gerninger nu nærmest er af det onde! Men ifølge Jesus skal den kristne altså gøre sandheden, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
For at være Kirke med troværdighed, er der ingen vej udenom. Vi må gøre sandheden. Ikke for at tækkes Gud, for over for kærlighedens Gud vil vi aldrig kunne retfærdiggøre os selv. Men for at være dem, vi er, Guds børn, som dermed også vil handle efter hans kærlige vilje.
Alt for ofte har Kirken ondt i troværdigheden, med snæversyn, fordømmelse og magtbegær. Kun ved at være dem, vi er, kan vi fremstå som troværdige vidner om Kristi kærlighed. Den kærlighed, der skænker den frelse, om hvilken Jesus til disciplene selv siger: "I har fået det for intet. Giv det for intet".
AMEN
Morten Meiner er sognepræst i Skarrild Pastorat.