Tag til udendørs gudstjeneste i pinsen
Tomme kirkebænke i pinsen er efterhånden et tilbagevendende syn. Menigheden er nemlig rykket udenfor til pinsegudstjeneste i det fri. Se her en oversigt over nogle af friluftsgudstjenesterne rundt i landet
Helligåndens komme til den kristne menighed fejres mange steder med gudstjenester i det fri 2. pinsedag. Kristendom.dk har samlet smagsprøver på nogle af landets mange friluftsgudstjenester.
Kirkens fødselsdag fejres i Horsens
Horsens Provsti gentager sidste års succes, hvor 600-700 mennesker mødte op til friluftsgudstjeneste i Lunden. Samtidig markerer provstiet sin udvidelse fra 21 til 30 sogne. Der kæles for ørerne med FDF Horsens Brass Band, og kirkernes kor og kirkesangere leder fællessangen. Deltagerne kan nyde den grønne bøgeskov, og der vil være mulighed for at deltage i altergang.
- De udendørs gudstjenester er blevet populære af mange grunde. For det første falder det sammen med, at nu begynder sommeren, og det kan man fejre med en pinsegudstjeneste. Men det har også noget at gøre med, at nutidens præster gerne vil samarbejde, og at menighedsrådene bakker op om initiativerne. Det handler om at gøre pinsen stærkere i folks bevidsthed, og så handler Helligåndens komme også om spiritualitet og åndelighed, som folk interesserer sig for i vore dage, siger Litten Hjorth, der er provst i Horsens.
Kirken på vandring i Greve-Solrød Provsti
I Greve-Solrød Provsti, hvor samtlige kirker har aflyst den traditionelle højmesse og i stedet samles til gudstjeneste under temaet "Kirken på vandring". Der er mulighed for at foretage en pilgrimsvandring fra kirken til Mosede Fort, hvor friluftsgudstjenesten vil løbe af stablen i et samspil mellem en central scene og en række stationer, hvor liturgiens enkelte led afvikles. Der vil desuden være særlige stationer for børn. Som noget nyt vil en række af områdets frikirker også deltage i gudstjenesten.
Fanemarch og bibelfortællinger i Skive
I Skive arrangerer alle sogne i kommunen en fælles friluftsgudstjeneste i Skive anlæg. Over 300 mennesker forventes at deltage i arrangementet, der vil byde på blandt andet spejdernes fanemarch og børnekor. Der vil desuden være opsat store billeder, der vil være udgangspunkt for bibelfortælling og prædiken.
Klovnen Flora prædiker i Randers
I Randers går seks kirker sammen om at arrangere en udendørs gudstjeneste. Her vil en sognepræst i samarbejde med klovnen Flora holde en prædiken, og KFUM-spejderne vil forsøge at bygge Babelstårnet. Efter gudstjenesten er der frokost i det grønne.
Johannes Møllehave prædiker i København
Frederiksberg Have i København får besøg af Johannes Møllehave, der vil prædike til årets pinsegudstjeneste på plænen foran slottet. Arrangementet starter med musik og korsang fra kanalens både.
Også på 5-øren på Amager vil der være friluftsgudstjeneste, når sognene i Amager Provsti går sammen om den traditionelle pinsefejring i den fri natur.
Musiske gudstjenester i Tornby og Jesperhus
Er man mere musisk orienteret, er der pinsearrangementer med rytme og klang, for eksempel holder KFUM BrassBand pinsegudstjeneste i Tornby Klitplantage, og Jesperhus Gospel arrangerer rytmisk familiegudstjeneste og efterfølgende gospelfest i parken med underholdende indslag, der knyttter sig til pinsens budskab, blandt andet dukketeater og bugtaling.
Klokkespil i København
Vor Frelsers Kirke fejrer 1. pinsedag med en friluftsgudstjeneste på Christianshavns Vold i København, hvor klokkenist Lars Sømod spiller på et transportabelt klokkespil. Klokkespillet kommer fra Løgumkloster med lastbil. Se mere om Vor Frelsers Kirkes tradition for klokkespil her.
Flyvende duer og bragende kanoner i 2860 Søborg
I Søborg på Sjælland fejres pinsen med en udendørs gudstjeneste i usædvanlige omgivelser. Her tager menighederne fra fem forskellige kirker til Søborg slotsruin, hvor spejdere fra de forskellige sogne vil udfylde kirkepladsen, og FDF Gladsaxe Netværk Brass Band giver en ny dimension til salmesangen. Pinsen bliver fejret med et brag, når der bliver fyret kanoner af og duer flyver til vejrs. Der vil være altergang, og præster fra alle seks sogne medvirker.
The Woodpeckers spiller i Botanisk Have i Århus
Alle sogne i Århus Søndre Provsti arrangerer igen i år en friluftsgudstjeneste. Gudstjenesten holdes ved amfiscenen i Botanisk Have. Her vil kirkekorene fra provstiets kirker synge i et fælles kor, og de uniformerede korps i provstiet og Møllevangskirkens band, The Woodpeckers, vil også deltage på forskellig vis. Alle provstiets præster medvirker ved gudstjenesten. Efter arrangementet kan man nyde sin medbragte frokost i det grønne.
Roskilde Stift har mange arrangementer
I Roskilde Stift er der mange muligheder for friluftsgudstjenester. Blandt andet i Kalundborg, Herlufmagle og Roskilde:
Hvis man bor i Kalundborg, kan man for alvor mulighed komme ud i naturen, når seks sogne indbyder til pilgrimsvandring 2. Pinsedag. Her starter man om morgenen, holder gudstjeneste i fire kirker undervejs på ruten og afslutter med fællesspisning om aftenen.
Ved Gunderslevholm Gods i Herlufmagle arrangerer en lang række sogne i fællesskab en pinsegudstjeneste i parken. Her erstattes kirkebænkene med tæpper, som man selv medbringer.
Desuden kan man i Roskilde deltage i friluftsgudstjenesten med temaet I Helligåndens Navn, som skal markere, at der som noget nyt i den årlige gudstjeneste i Folkeparken er dåb, og de to, der skal døbes, en voksen og et barn, netop bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Pinsen står i lufthavnens tegn
Selvom det ikke foregår udendørs, bør Vor Frue Kirke i Notmark alligevel også nævnes. Her står pinsegudstjenesten i lufthavnens tegn, da det i vore dage er i lufthavnen, man kan høre mange forskellige sprog. Der vil være oplæsning af evangeliet på forskellige sprog og svæveflyvere kommer forbi kirken og viser dem frem for kirkegængerne.
Andre arrangementer
Dette var blot et lille udpluk af mulighederne for at fejre pinse under åben himmel. Der kan nævnes flere friluftsgudstjenester, blandt andet arrangementet på Vesterbro Torv i København, hvor man flytter gudstjenesten midt ind i den pulserende storby. På Lolland er der friluftsgudstjeneste i Rewentlowparken, og der vil blandt andet være deltagelse af Sydhavsøernes Promenadeorkester og Nakskov Herrekor. Menighedsrådene og præsterne i Brædstrup Kommune er ligeledes gået sammen om at afholde en udendørs pinsegudstjeneste i Folkeparken. Her vil professor og dr.theol. Peter Widmann prædike. Der afholdes også friluftsgudstjenester i Hansted Kirke nær Horsens samt i Budolfi Provsti, Ålborg, hvor der arrangeres fælles pinsegudstjeneste i Kildeparken kl. 11:00. Også i Sønderjylland arrangerer Felsted Kirke friluftsgudstjeneste ved Søgård Sø.
Find flere gudstjenester
Et godt sted at få et overblik over pinsegudstjenesterne er Kristeligt Dagblads gudstjenesteliste. Her kan du se en oversigt over den kommende uges gudstjenester.
Pilgrimsvandring i pinsen
En lang række kirker benytter pinsen til en pilgrimsvandring. Af eksempler kan nævnes:
Fynsk pilgrimsvandring arrangerer pilgrimsvandringer, der varer tre dage med udgangspunkt i seks forskellige fynske byer. Vandringerne afsluttes i en fællesgudstjeneste i Odense Domkirke. Temaet for dette års vandring er "De 7 pilgrimsord": Langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, spiritualitet og fællesskab.
For de morgenfriske arrangerer Fredenskirken i Århus en pinsevandring fra Stavkirken ved Moesgaard til Fredenskirken. Kl. 6.30 indledes vandringen med en andagt, levende lys, sang og musik. På vejen er der tid til bøn, refleksioner over pinsens helligåndsbudskab, samt stilhed. Vandringen afsluttes med et veldækket morgenbord i Fredenskirkens lokaler og efterfølgende mulighed for at deltage i pinsehøjmesse.
Mou Sogn inviterer efter gudstjenesten 2. pinsedag på en vandring i Mulbjergene og områderne omkring Dokkedal Kirke. Undervejs vil både præst og naturvejleder fortælle om specielle steder set med henholdsvis bibelske og naturfaglige briller på. Der synges salmer og læses bibelsteder, og vi glæder os over pinsen sammen. Vandringen ledes af en sognepræst og en naturvejleder.
Se flere pilgrimsvandringer her og på www.pilgrimsvandring.dk.