Debat

Præst: Når Bibelen bliver visualiseret, fanger den konfirmanderne

Selv er jeg abonnent på det princip, at troen kommer af det, der høres – sådan bør det være. Men det kan jo ske, at det, som ”burde” være, ikke hænger sammen med, hvordan det rent faktisk er. Og så må princip bøje sig for praksis. Konfirmander er visuelle, skriver sognepræst Thea Laukamp. Foto: Foto: Martin Wilde

Konfirmanderne er ganske tomme i blikket, mens jeg læser Jesu lidelseshistorie højt fra Bibelen. Derimod kommer de med forfærdede og medlidende tilråb fra højre og venstre, når vi ser lidelseshistorien i TV-serien "The Bible", fortæller sognepræst Thea Laukamp Nielsen

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive om Bibelens betydning i forbindelse med konfirmandforberedelsen, var jeg tilbøjelig til at takke nej. Umiddelbart tænkte jeg skamfuldt, at det er begrænset, hvor meget jeg anvender Bibelen i konfirmandforberedelsen.

Mine konfirmander hører ikke bibelhistorie hver gang, vi mødes. I de fleste af timerne står biblerne på deres hylde i sognehuset. Jeg argumenterer ikke ud fra Bibelen – slet ikke overfor konfirmander. Jeg kunne sagtens bruge den langt mere.

Det bruges Bibelen til i konfirmandundervisningen

Men da jeg alligevel satte mig ned og lavede en liste over både direkte og indirekte brug af Bibelen med konfirmanderne, så gik det op for mig, at det vist slet ikke stod så slemt til endda.

Listen over direkte brug omfatter, at konfirmanderne lærer at slå op i Bibelen – eller: Vi øver det i hvert fald! Der er en lektion, som handler om de forskellige bøger, Bibelen indeholder. Der er en om Bibelens sprog, hvor de snuser til hebraisk og græsk. Der er gennemgangen af de to skabelsesmyter i Første Mosebog, som skal udfordre den udbredte fordom om, at Bibelen primært besvarer spørgsmål, fremfor at stille dem. Der er en lektion om profeterne, som skal knytte Det Gamle Testamente sammen med Det Nye.

Den mere indirekte brug af Bibelen er, at vi læser i Peter Madsens tegneserie, "Menneskesønnen", som i øvrigt her i sognet er den gave, eventuelle udøbte konfirmander får, når de er blevet døbt, udover den bibel de får ved konfirmationen.

Sidst men ikke mindst er jeg blevet meget glad for at benytte TV-serien "The Bible" (2013), som gennem godt skuespil og dramatiske, smukke billeder bringer Bibelens fortællinger til live.

Kommer konfirmandernes tro af det, der høres?

Selv er jeg abonnent på det princip, at troen kommer af det, der høres – sådan bør det være. Men det kan jo ske, at det, som ”burde” være, ikke hænger sammen med, hvordan det rent faktisk er. Og så må princip bøje sig for praksis. Konfirmander er visuelle. Derfor vil jeg påstå, at de har brug for billeder, som et berigende supplement til at udfolde bogens døde ord.

For Bibelens ord er døde, hvis de ikke vækker noget hos den, der møder dem – og det er oftest det, jeg erfarer i forhold til konfirmanderne. Når konfirmanderne kommer til liturgisk gudstjeneste langfredag, så sidder de og er ganske tomme i blikket, mens jeg læser Jesu lidelseshistorie højt fra Bibelen.

Når vi derimod når til lidelseshistorien i "The Bible", så kommer de med forfærdede og medlidende tilråb fra højre og venstre. Efterfølgende falder de over hinanden for at stille spørgsmål – og det er både spørgsmål, der søger opklaring omkring de tekniske omstændigheder ved en korsfæstelse, men også, hvorfor folkemængden på den måde skifter mening om Jesus på de få dage fra palmesøndag indtil domfældelsen, hvorfor disciplene ikke hjalp ham, og hvorfor i alverden Gud slog sin egen søn ihjel.

Mange konfirmander har uden tvivl set langt værre ting på film – men alligevel, så appellerer Jesu lidelse til alle følelser mellem forargelse og empati, når de gennem filmen selv bliver vidne til begivenhederne. Den samtale, som filmen medfører, er utroligt givende – for alle parter.

”Salige er de, som ikke har set, og dog tror,” siger Jesus til den vantro Thomas i Johannesevangeliet. De ord er fundament for det udbredte princip om, at troen kommer af det, der høres, fremfor af det, der ses, opleves og føles. Men hvis en TV-serie formår at vække en levende relation til kristentroen i konfirmanderne, så er jeg ikke den, der vil begynde at nedkvalificere denne relation, bare fordi anledningen til den ikke stemmer overens med ”korrekt” evangelisk-luthersk teologi.

Troen er en livslang relation

Som teolog ser jeg da også i langt højere grad kristentroen som en livslang, levende relation, fremfor en religion, der én gang skal læres, når man er 13-14 år. Vi præster narrer os selv, hvis vi bilder os ind at have nævneværdig kontrol over denne relation. Det får være.

Thea Laukamp Nielsen er sognepræst.