LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Teolog: Kirketugten er i prædikenen og samtalen

Vi kan tale om kirketugt herfra og til verdens ende; det er dog Guds ord, der i sidste ende er det eneste brugbare og derfor også sidste ord i denne sag, mener teolog Margrethe Horstmann. Foto: Paw Gissel

Nej, folkekirken udelukker ikke længere fraskilte, folk med udenomsægteskabelige børn eller bankrøvere. I dag, som altid, holder kirken gudstjeneste for enhver, der er synder. Men i forkyndelsen og den sjælesørgeriske samtale er der kirketugt, mener teolog Margrethe Horstmann

Kirketugt er blevet et emne for nøjere granskning, siden det blev åbenbaret i en artikel i Kristeligt Dagblad den 18. februar i år, at visse valg- og frimenigheder praktiserer kirketugt. Det vil sige, at medlemmer af den pågældende menighed kan pålægges sanktioner. Grundene til kirketugten er gerne moralske, såsom at et ungt par bor sammen uden at være gift.

Kirketugt var en nødvendighed for de første menigheder
Det lykkedes ikke journalisten i den føromtalte artikel at finde mere end et enkelt eksempel fra Aarhus Bykirke, så vi andre kan roligt blive siddende uden at frygte for kirketugt. Men en eksklusionsparagraf findes altså hos disse menigheder, og ser man tilbage i historien på den første kristne tid, skete det også, at menigheden udelukkede et medlem, der i bogstavelig eller overført betydning spyttede på nadveren.

Apostlen Paulus er i Første Korintherbrev temmelig afgjort på det område. Den kristne menighed var altid i en forsvarsposition dengang, og den havde ikke råd til at lade menneskepåfund ”forurene” den rene linje. Kirketugten var derfor en nødvendighed.

Forunderligt nok omfavner nogle teologer denne meget spæde kirketugt fra en ovenlysposition: Der kan man se! Det er ikke kun muslimer, der udelukker de urene, vi gør det også selv og har derfor intet at belære andre om.

En ven på facebook skrev i forbindelse med artiklen, at man burde udelukke disse frimenigheder fra folkekirken. Hvorfor det, kunne man spørge, da synderne dog ikke smides ud af folkekirken, og udsmidningen af den pågældende menighed vel kun er vejledende. Der er næppe dørmænd, der vil forhindre kirkegang.

Egentlig kirketugt forekommer for mange, også præster, gammeldags og bornert. Den tager ikke højde for vor multireligiøse virkelighed, og måske har man på sin indre nethinde billedet af kirketjeneren eller degnen, der tidligere gik rundt og vækkede de gode folk, der under prædikenen tog sig en lille lur.

Folkekirken udelukker ikke syndere
I dag praktiserer man ikke kirketugt; det vil sige, det gør man så alligevel, men gennem det forkyndte ord. Her prædiker præsten frit, hvad kristendom er, og tugten består ikke så meget i at udelukke nogen fra sakramenterne, men i at trøsten fås i kirken, og kun dér, når det viser sig, at livet ikke er en succes. Et memento for konfirmander.

Nej, folkekirken udelukker ikke længere fraskilte, folk med udenomsægteskabelige børn eller bankrøvere. I dag, som altid, holder kirken gudstjeneste for enhver, der er synder. Er man ikke det, vil det nok være forbundet med visse vanskeligheder at føle sig hjemme i kirken.

Det er i forkyndelsen og den sjælesørgeriske samtale, at der tales om tingene - om hvad det vil sige at ”leve op til” at være en god menighed. Der er to mulige udfald på forkyndelsen og samtalen: Enten takker man, fordi man ikke er som visse andre, eller man siger i tak og tro: Gud, vær mig synder nådig. For den sidste, den ydmyge, har tugtelsen været virksom.

Når Paulus i Bibelen taler om loven som tugtemester til Kristus, gør han det klart, at ligegyldigt hvor meget mennesker forbedrer sig eller hinanden (næsten altid hinanden), så når de dog ingen vegne hos Gud. Uanset hvor meget de ellers fylder som politiske, kulturelle eller sågar teologiske fyrtårne. Det sker ind i mellem, at én og anden vender tilbage til folkekirken efter en længerevarende springtur, fordi han eller hun har lært netop dét.

Vi kan tale om kirketugt herfra og til verdens ende; det er dog Guds ord, der i sidste ende er det eneste brugbare og derfor også sidste ord i denne sag.

Margrethe Horstmann er cand.theol. og panelist ved religion.dk.