Debat

Præst: Konfirmander og nonfirmander burde følge samme undervisning

Folkekirken kan gøre mere for at imødekomme de unge mennesker, som hverken er døbt eller konfirmerede, mener sognepræst Asser Skude. Arkivfoto fra Roskilde Festival. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Tilmeldingen til det næste års konfirmandhold er igang, men hvorfor ikke nytænke konceptet? Hvis man laver trossamtaler som fælles, uforpligtende forløb, ville både konfirmation og non-firmation komme mere til sin ret, mener sognepræst Asser Skude

I disse varme sommerdage er det tid for tilmelding for kommende konfirmander 2019. Hvert år jeg har været med til at tegne nye konfirmandhold, har der været nogle stykker, som ikke har været døbt, og som har været en slags ”mønsterbrydere.”

Dåb og konfirmation er en stor beslutning

I år havde jeg fornøjelsen af at skulle døbe en af disse mønsterbrydere inden konfirmationen. Hun var den første i sin familie til at vælge dåb og konfirmation i nyere tid. Det havde været en stor beslutning for pigen, og den blev ikke mindre af, at hendes tvillingesøster havde valgt ikke at blive døbt. Hendes mor var tyrkisk-dansk og ikke døbt, og hendes far var nok døbt, men havde aktivt meldt sig ud igen af folkekirken. Så pigen her valgte aktivt dåben ”til” og blev døbt ved en gudstjeneste, hvor kun pigen og hendes nærmeste veninder og familie var med.

Det at skulle vælge dåb og konfirmation til eller fra er ofte en større beslutning for unge mennesker anno 2018, end man måske lige forestiller sig. Vi lever i en tid, hvor en stadig større del af danske familier ikke længere per tradition er døbte eller konfirmerede, eller også har de måske meldt sig aktivt ud af folkekirken.

Trossamtaler kan nå flere unge

Derfor strejfede tanken mig, om folkekirken kunne gøre mere for at imødekomme de unge mennesker, som hverken er døbt eller konfirmerede, men som er interesserede i tro og kristendom.

Kunne man eksempelvis give undervisningen et mere moderne navn og kalde det ”trossamtaler”? Det skulle stadig være under ledelse og ansvar af de stedlige sognepræster, men fokus skulle være på samtalens og dialogens form.

Ved at give forløbet navnet ”trossamtaler” kunne kirken synliggøre for interesserede, at det i højere grad var samtaler og uforpligtende at deltage, sådan at forstå, at man kunne følge det meste af forløbet og måske endda til ende – uden bindende tilsagn om at skulle sige ”ja” til konfirmationen, når dagen nærmede sig. Dem, som ville sige ”nej” til konfirmation efter forløbet, kunne så blive non-firmeret.

Det forekommer mig lidt svævende, hvordan unge mennesker kan holde en non-firmation, hvis de samme unge mennesker ikke aktivt har fulgt undervisning med deres jævnaldrende. Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan man overhovedet sige nej til noget, hvis man ikke først aktivt har prøvet at sætte sig ind i det?

Med ”trossamtaler” ville både konfirmation og non-firmation komme mere til sin ret. En ikke ubetydelig sideeffekt kunne også være, at den mere uforpligtende deltagelse i undervisningsforløbet blev mere spiselig for kirkefremmede, så det måske heller ikke blev oplevet som en så høj tærskel for den unge og den unges familie at melde sig til og modsat melde sig fra.

Måske kunne det ligefrem tænkes, at disse samtaler også blev mere spiselige for det øvrige samfund og måske endda lettere ville finde vej ind i skoleskemaet - idet forløbet mere ville have karakter af dialog og oplysning. Forløbet ville tilmed kunne give de unge nogle erfaringer og noget dybde, som de kunne tage med sig videre i livet – uanset om de valgte selve konfirmationen til eller fra.

Selve konfirmationen kunne så have den fromme og opbyggelige karakter, som ligger i dens væsen, men som jo sagligt set ikke gør en til et hverken bedre eller mere fromt menneske over for Gud. For når alt kommer til alt, er det alene troen og dåben, som er saliggørende, ikke konfirmationen, men det er en anden diskussion.

Asser Skude er sognepræst i Bellahøj-Utterslev sogn i København.