Debat

Præst: Kristendommen er hverken etisk eller politisk neutral

Hvor grænsen går for, hvad der kan harmonere med kristen tro, og hvad der ikke kan, er kristne selvfølgelige ikke enige om. Men netop den samtale skal være levende i den kristne kirke, der er kaldet til at tage del i Guds mission i verden, mener præst Simon Fuhrmann. Foto: Privat.

Kirken bør ikke have politiske svar på alt i vores samfund og verden. Men indimellem må kirken træde i karakter som borgerrettighedsforkæmperne Rosa Parks og Martin Luther King, mener sognepræst Simon Christoffer Munch Fuhrmann

Det har skabt debat, at biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, har opfordret kirker til at holde ”Break for Climate”. Senest argumenterer sognepræst Kristian Bøcker i en kronik i Kristeligt Dagblad den 8. oktober for, at det ikke entydigt er næstekærligt at arbejde for et bedre klima.

Bøcker kommer med et eksempel, som, han indrømmer, forekommer fortænkt. Det har han ganske ret i – at det er fortænkt. Bøckers eksempel er, at det ikke er næstekærligt over for stewardesser og piloter, hvis flyindustrien bliver mindre, for da er der grund til at antage, at de mister arbejdspladser.

Ja, eksemplet er fortænkt, for det eksempel kan bruges til at legitimere alt lige fra den person, hvis lønarbejde det er at hælde gift i drikkevandet, til lejemorderen. Begge vil miste sit arbejde, idet det forbydes.

Kristen etik kommer fra Kristus

Bøckers senere udsagn skal derimod tages mere alvorligt, idet han skriver: ”Man kan ikke – selv ikke med den bedste sag af verden – uddrage en specifik etik af kristendommen”.

Dette er et almindeligt udsagn, især i dansk sammenhæng, hvor man finder belæg for dette argument i teologen K.E. Løgstrups filosofi, idet Løgstup afviser at begrunde etik kristent.

Ph.d. i miljøetik og sognepræst Martin Ishøy har dog klogt argumenteret for, at det, som Løgstrup reelt afviser, er, at evangeliet skulle åbenbare et system af principper, der således fratager det kristne menneske fra pligten til at bruge sin egen fornuft.

Det kan man kun give Løgstrup ret i. Jeg bruger derfor selv gerne begrebet ”kristen etik”. Hvis vi anerkender, at tro og liv hænger sammen, vil der være etiske dimensioner af troen. For åbenbaringen af Guds Søn, hans død og opstandelse, har konsekvenser for, hvordan kristne lever midt i denne verden, og hvordan vi lever med hinanden. Kirken er derfor stedet, hvor etiske og politiske samtaler bør have sin naturlige plads.

For vi er kaldet til at være til stede i verden, men ikke af verden. Vi skal være i verden som vidner om Gudsriget og vise, at det er muligt at leve på andre betingelser end verdens, fordi vi ser på verden med Guds øjne, i lyset af Jesu død og opstandelse.

Evangeliet er etisk. Jesus kalder os til at forholde os til hinanden – og naturen – som værdifulde skabninger. Men kristen etik grunder ikke i en idé eller et princip, men i Kristus selv. Det gør hele forskellen.

Det betyder, at evangeliet kalder os til at kritisere uretfærdighed og forsvare den svage, herunder naturen. Evangeliet kalder os til at se Kristus i den fattige, den nøgne, den sultne, den fængslede. Evangeliet giver os ikke en præcis opskrift på, hvordan vi skal handle – vi får intet princip eller idé at handle ud fra – men vi får en ”vision” for, hvordan mennesker kan leve sammen i denne verden.

Kirken eller individuelle kristne fratages derfor aldrig ansvaret for at stå til ansvar for den vej, vi vælger at gå. Men vi håber og beder om, at vi gør Guds vilje, og at han er med os på vejen.

Kristendommen er derfor hverken etisk eller politisk neutral. Etik og politik hænger jo sammen, da holdninger skaber handlinger. Vores etiske holdninger er afgørende for, hvordan vi virker politisk. Der er etikker og politikker, der er yderst svære at forene med den kristne tro. Hvor grænsen går for, hvad der kan harmonere med kristen tro, og hvad der ikke kan, er kristne selvfølgelige ikke enige om. Men netop den samtale skal være levende i den kristne kirke, der er kaldet til at tage del i Guds mission i verden.

Kristus er dydernes herre

En af de etiske retninger, der derimod harmonerer med kristen tro, er dydsetikken, som mange af kirkefædrene abonnerede på. Dydsetikken retter opmærksomheden mod den dydige person, snarere end specifikke handlinger.

Dydsetikken spørger, hvilke holdninger og anlæg, der kendetegner et etisk menneske, mere end den gode eller ”rene” handling (Bøcker kritiserede i sin kronik netop tanken om den ”rene” handling). Der findes ingen ”rene” handlinger. Dydsetikken er klar over, at to dydige mennesker ikke nødvendigvis handler på samme måde i sammenlignelige situationer. I dydsetikken hviler ansvaret altså altid på aktøren.

Det er således dyden i et mennesker, der forudsætter en etisk handling. Som kristne lader vi os vejlede af Jesus som dydernes herre. Kirkefædrenes tanke var, at den kristne gennem et liv med Kristus ville blive forvandlet i lyset af ham og derved blive mere Kristus lig. I en kristen forståelse af dydsetikken er Jesus således centrum for etikken, men ikke som et princip eller en idé, men som en person.

Det betyder, at en kristen etik ikke kan pege præcis på, hvordan man skal handle i en hvilken som helst situation. Men en kristen etik accepterer omvendt heller ikke hvad som helst.

Kirken er ikke partipolitisk

Kirken bør ikke have politiske svar på alt i vores samfund og verden. Men indimellem må kirken træde i karakter. Som Bekendelseskirken under Anden Verdenskrig. Som biskop Hans Fuglsang-Damgaard, der i et hyrdebrev under Besættelsen talte imod antisemitisme. Som borgerrettighedsforkæmperne Rosa Parks og Martin Luther King. Som Desmond Tutus modstand mod apartheid. Som jesuitterpræsten Daniel Berrigans modstand mod Vietnamkrigen. Eksemplerne på kristne vidner er uendelige. Stubkjærs opfordring til at kæmpe for klimaet og miljøet følger denne tradition.

For kristen tro foregår ikke blot i et lukket rum bag kirkebygningens mure. Den foregår heller ikke blot i en indre, privat sfære. Den foregår i den verden, vi deler med alle andre mennesker. Religion og politik kan derfor ikke skilles ad, uanset hvor ofte det påstås. Kristen tro og etik har indflydelse på, hvordan vi tænker politisk.

Kirken er derfor ”politisk” – men ikke partipolitisk. Kirken er nemlig en konkret, social størrelse. Vi er virkelige mennesker af kød og blod, der samles til bøn, gudstjeneste og diakoni. Ifølge Aristoteles – den første dydsetiker – er mennesket et politisk væsen. Og da den kristne kirke er en konkret, social størrelse, der består af mennesker, er kirken politisk. Den kan ikke være andet.

Vi skal derfor ikke være bange for at være politiske, for det er vi, uanset om vi vil det eller ej. Spørgsmålet er, hvordan vi vælger at være politiske i den verden, vi er en del af. Om vi lader stå til – altså fralægger os ansvaret – eller om vi som kirke engagerer os og tager ansvaret på os.

Kirken skal engagere sig i samfundet og i svære politiske spørgsmål. Det er ikke alt i det politiske liv, som kirken har et bidrag til, men jeg tror, at kirken kan have en større rolle at spille, hvis vi tør tænke teologisk om verden.

Derfor tager jeg med glæde imod Stubkjærs invitation til at deltage i samtale og arbejde for et bedre klima og miljø. Overfor klodens største krise kræves der bøn, dyd, intelligens og handling.

Simon Fuhrmann er sognepræst.