Præst: Kyndelmisses lys er et tegn på håb
Graveren pynter op med levende lys overalt, hvor han kan komme til det inden gudstjenesten, og så bliver der prædiket i skæret fra de levende lys. Kyndelmisses lys bliver et tegn på, at håbet lever i os, mener sognepræst Peder Kristiansen
Stik modsat sankthansaftens åbne, offentlige og folkekære bålfest er kyndelmisse en fest, som får os til at rykke sammen indenfor og samles omkring levende lys, mens vi passerer ”knuden”. I det største mørke, omkring vintersolhvervet er Kristus, det største lys, kommet til os. Nu er dagene nok blevet længere, og mørket har aftaget i magt, men vejret er endnu gråt og tungt, monotont og koldt.
Hvis ikke man oplever, at julen med alle dens sammenkomster og logistik har været drænende, så man egentligt helst begyndte året med et par ugers rekreativ ferie for at komme sig. Hvis ikke julen har været drænende, så har januar da i hvert fald været det! Hvad mandag morgen er for det arbejdende folk, det er januar under dansk vejr for almindelige dødelige. Personligt slås jeg altid med at holde det spørgsmål stangen: ”Hvordan kunne nogen overhovedet finde på at bosætte sig på disse breddegrader i sådan et tågehjem?” Dette er kyndelmisses knude.
Derfor rykker vi sammen i Øsby og Aarø Kirker ved kyndelmisse og holder gudstjeneste i hver kirke på den søndag, der er tættest på den 2. februar. De, som mest er til særgudstjenester, rykker sammen med den søndagsmenighed, som mæt af julefesten i forvejen ikke er for stor på denne tid af året. Og så lader vi kyndelmisse give ekstra kolorit og anledning til at gå i kirke den søndag, og da selvfølgelig søndag aften, så festen for lysene rigtigt kan skinne igennem.
Graveren pynter op med levende lys overalt, hvor han kan komme til det – og det er forsvarligt. På prædikestolen, over hele alteret og på døbefonten. Vi putter sølvpapir under lysene, så de gamle klenodier ikke tager skade af den vildt rindende stearin.
Undervejs i gudstjenesten synger koret den danske digter St. St. Blichers ”Det er hvidt herude” a cappella. Jeg har altid troet, den hed ”Det er hvidt derude”, men jeg er jo heller ikke jæger som St. St. Blicher. Og nej, nok er det ikke hvidt derude, men hele den stemning, som den sang maler, kan vi vist alle godt genkende. I den forstand bliver gudstjenesten også anledning til at mærke efter i vores inderste, hvor vi egentligt befinder os i verden, i hvilken natur, under hvilket vejr – og til hvad for en tid.
Og så bliver der prædiket i skæret fra de levende lys. De elektriske lysekroner er slukket. For mig er det netop det med tiden, som springer i øjnene, når jeg skal prædike ved kyndelmisse. Det moderne menneske, der ikke på samme måde som vores forfædre er bundet og afhængig af vejret og jorden, passerer også en knude til januar. Men for os er det måske langt mere en knude på tiden.
Når vi morer os, så flyver – eller flyder – tiden uhindret af sted, men når vi keder os, oplever gentagelser eller modgang, så synes tiden nærmest at gå i stå, som om nogen har slået knude på tidens vandslange, og vi sidder fast i midten af vinter. Hvordan møder vi tiden? Hvordan går vi ind til et nyt år i vort liv? Oplagt nok at spørge sig om, når nu den første tolvtedel er gået. Kyndelmisses lys leder os her på vej.
Når vi til kyndelmisse tænder lys i mørket, er det et tegn på, at håbet lever i os. Et skær fra det lys, som engang lyste over Betlehemsstalden som en stjerne, og ikke mindst lyste ud fra den stald som et frelserbarn. Et tegn på, at det lys ikke lyser forgæves på os, men at vi tager det til os – og med os. Bærer det med os gennem året frem til påskelys på graven og til helligild på issen under dansende pinsesol – for endeligt at slippe det fri i det store bål til sankthans.
Peder Kristiansen er sognepræst i Øsby sogn