Præst: Vi skal tale om Guds kvindelige side

Fundet af gamle skrifter som Mariaevangeliet har haft stor betydning for forståelsen af kvinders rolle i den ældste kristendom og for det kvindelige i gudsbilledet. Det er vigtigt at få talt om og vist disse aspekter frem i dag, mener ph.d. og præst Marianne Aagaard Skovmand 

Allermest elskede jeg frugtbarhedsgudinden Freja, fortæller kulturjournalist Gudrun Marie Schmidt i et opgør med det patriarkalske gudsbillede og med folkekirken i en klumme i dagbladet Politiken den 29. januar 2018. Hun ser i den forbindelse tilbage til barndommen. For kun i den nordiske mytologi fik hun som lille pige indfriet sin længsel efter, at det guddommelige også kunne have et kvindeligt ansigt.

”I en tid, hvor ligestilling er noget vi lovgiver om, og hvor lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med udgangspunkt i kvinder og mænds lige værd er mål, samfundet stræber efter, er Guds køn vel en tanke værd?” spørger hun.

Og ja, Guds køn er i den grad en tanke værd, og også hvordan vi som præster og kirke formidler de gamle kristne fortællinger og den mangfoldighed af kønsaspekter, som ligger i disse.

Visdommen – et kvindeligt guddommeligt væsen

For hvorfor ikke elske "Visdommen" – Sophia – som i Ordsprogenes Bog kapitel 8 i Bibelen bliver personliggjort og med egne ord og står frem som et kvindeligt aspekt af det guddommelige. "Da han (Gud) grundfæstede himlen", fortæller hun (Visdommen), "var jeg der allerede. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen før jorden blev til. Da var jeg ved hans side som hans fortrolige". I den tidligere autoriserede oversættelse stod der i stedet "fosterdatter".

Begge oversættelser er imidlertid fortolkninger, da ordets betydning i den hebraiske grundtekst ikke længere kendes. Fortrolige er bestemt at foretrække, men stadig langt fra den første græske oversættelse af det hebræiske, hvor den kvindelige Visdom slet og ret bliver kaldt for "arkitekt" eller, om man vil, "medskaber". Og denne anderledes skabelsesberetning, hvor et kvindeligt guddommeligt væsen er tilstede under intet mindre end skabelsen, og måske, hvis de græske tekst altså har ret, også er aktivt medvirkende, afsluttes med, at hun, Visdommen, danser på den nyskabte jord.

”Kære Gud Moder”

Jeg kan stadig huske det sus af forundring, der gik gennem undervisningslokalet på Det Teologiske Fakultet i Århus, da jeg tilbage i 1980’erne var teologistuderende, og en underviser fik sagt, at han ved en høstgudstjeneste havde indledt kirkebønnen med et ”Gud Moder”. Men hånden på hjertet, hvor mange af os præster og teologer tænker i de baner? Det fylder ikke meget i alle fald i de nye ellers udmærkede bønnebøger, som er udkommet, hvor Far og Herre stadig er fremherskende.

Men der er håb at hente hos de kvindelige salmedigtere. Når eksempelvis salmedigter Iben Krogsdal skriver salmer for børn præsenteres Gud således: ”Far, hvem mon banker på mit hjerte? Er det Gud, kan hun ikke la’ vær? Hun har mange usynlige hænder for tænk på, hvor mange vi er.”

Salmen er, fortæller Iben Krogsdal, skrevet sammen med hendes dengang ni-årige søn, og det er intet mindre end hans gudsbillede, salmen gengiver. For drengen har det med Iben Krogsdals ord altid været den naturligste ting i verden med Gud som hunkøn.

Konfirmanderne har brug for kvindelige rollemodeller

Vi må også overveje, hvad det betyder for konfirmanderne altid kun at høre om Gud som far, om de tre vise mænd, de tolv mandlige apostle, og at selvom Jesus gav udtryk for noget andet, så står der i Bibelen, at kvinden skal underlægge sig manden. For vi glemmer vel oftest at fortælle, at der indvævet i de bibelske beretninger også er mulige rollemodeller som den dansende medskabende Visdom og de kvindelige disciple.

Maria Magdalene er ikke kun syndig

Her skiller Maria Magdalene sig ud ved ikke at blive omtalt ved en mandlig slægtning, som nogens søster eller datter, men derimod ved det sted hun kom fra, nemlig byen Magda. Maria Magdalene fik tilbage i kirkens første tid et apokryft evangelium opkaldt efter sig, nemlig Mariaevangeliet. Det gik siden i glemmebogen og er ikke en del af Bibelen, som vi kender den i dag.

Maria Magdalene smeltede i den vestlige kirkes historie sammen med en anden berømt kvindeskikkelse: den prostituerede, som salver Jesus. Men i 1896 dukkede Mariaevangeliet op igen. Det fortæller historien om Maria Magdalene som særlig betroet discipel, der på lige fod med mændene forkynder om Jesus.

Maria Magdalene-figuren har været fremtrædende i nyere tid i både film og musicals, men altid som den prostituerede og syndige discipel. Det gøres der op med i filmen "Maria Magdalene", som havde premiere tidligere på året.

Skrifter som Mariaevangeliet, men også det for de fleste ukendte Thomasevangelium, hvor kvinderne spiller en fremtrædende rolle i forkyndelsen, har været med til at nuancere vores billede af den ældste kristendom. Fundet af de gamle skrifter har ikke mindst haft betydning for forståelsen af kvinders rolle i den ældste kristendom og for det kvindelige i Gudsbilledet.

Det er første gang i filmhistorien, at Maria Magdalene får lov at træde frem som den, hun må formodes at have været. En kvinde som helbredes af Jesus og derfor bryder op og følger ham sammen med de øvrige disciple, og som modsat dem ikke fornægter ham og stikker af, men er hos ham til det sidste. Jeg glæder mig til at se den og tage debatten om bibelske kønsroller og det kvindelige i gudsbilledet sammen med konfirmanderne.

Marianne Aagaard Skovmand er sognepræst og ph.d. Hun har oversat og fortolket både Mariaevangeliet og Thomasevangeliet.