Præstens skrivebord

Marie Høgh: Jeg får hjælp af Grundtvig, chokolade og kaffe

Marie Høgh ved sit skrivebord på præstegården i Lynge-Uggeløse Sogn. Foto: Michael Rytter Nielsen

Der er bunker og stakke på sognepræst Marie Høghs skrivebord. Men der er også tre bøger, som hun konstant benytter i sit arbejde. Kom inden for i hendes arbejdsværelse i Lynge-Uggeløse præstegård

Når man træder ind i den hvide præstegård i Lynge-Uggeløse sogn, mødes man af varmen fra brændeovnen og duften af frisklavet kaffe. Marie Høgh har været præst her siden efteråret 2016, og på denne solrige februar morgen, hvor sneen roligt daler udenfor, forstår man hendes begejstring for den stille landsbytilværelse.

I det nyligt renoverede præstekontor er der højt til de hvide loftsbjælker, og de få vægge, som ikke huser store lysindbringende vinduer, er pakket med bøger fra gulv til loft. Mellem alle disse store forfattere står skrivebordet, der bærer sin del af rummets fortællinger.

”Ja, der ligger jo lidt af hvert,” fortæller Marie Høgh, idet hun skuer ud over de forskellige stakke af bøger og papirer.

Marie Høghs skrivebord. Hold musen hen over billedet og læs om, hvad der ligger fremme.

Der er bunker, der har faste pladser, og som ikke får lov at bevæge sig mange centimeter fra skrivebordet:

”Bibelen, Den Danske Salmebog og Højskolesangbogen er bøger, som jeg konstant benytter i mit arbejde, både i prædikeskrivningen og i min konfirmandundervisning. Så de har deres faste plads,” pointerer Marie Høgh.

Ovenfor findes en bunke af mere flygtig natur, og her ligger blandt andet en digtsamling af Søren Ulrik Thomsen og Tove Ditlevsen:

”Jeg har et stort behov for at læse digte og skønlitteratur. Der er noget skabende ved det poetiske sprog. Det er noget, jeg næres af, da det på sin helt egen måde giver liv til mine egne skriverier. Samtidig er der noget enormt selvforglemmende ved at sidde og læse. Man bliver ligesom trukket ind i det,” fortæller hun.

Selve skrivebordet er lavet af egetræ fra skoven ved moderens slægtsgård i Jylland. Marie bad selv om at få det lavet, da hun vidste, at de havde nogle egetræsplanker liggende på gården. For hende er det en måde at have sin historie med på.

I en bunke i højre hjørne stikker et gammelt fotografi ud af papirforsamlingen:

”Det er et billede af min farmor, som jeg har fået tilsendt af en slægtning fra Canada. Da min far døde ung, har jeg aldrig kendt meget til den side af familien, og det er derfor meget rørende at få et håndskrevet brev med en masse historier og billeder: Fortællinger fra en glemt familie,” slutter Marie Høgh.