Påskerefleksioner

Det som giver håbet liv

Ifølge svensk sygehuspræst Lars Björklund er det nærværet, der kan bringe håb og lindring til mennesker, der er fanget i sorgens uigennemtrængelige og altødelæggende mørke. Foto: Cherry Laithang/Unsplash

Bibelens påskefortælling bringer tidener om håb. Men hvor er håbet, når man er blevet rystet helt i sin kerne eller befinder sig på livets yderste kant? Sygehuspræsterne Linda Ishøj Frederiksen og Katrine Louise Raun reflekterer over påsketidens håb

At være sygehuspræst og møde patienter og pårørende, hvis liv – i hvert fald for en stund – er rystet og måske ligefrem slået i stykker, kan ofte opleves som et arbejde, der på forskellig vis spejler påskens fortællinger om afmagt og mørke - men også om håbet, der melder sig, nogle gange på trods af al logik.

Og ja, ind imellem sker det heldigvis også, at vi oplever noget, der på mange måder kan sammenlignes med opstandelse og nyt liv, der mirakuløst viser sig, hvor alt ellers så håbløst ud. Det vil vi i det følgende prøve at beskrive ud fra eksempler, som vi kunne have mødt dem.

Sygeplejersken fortalte om det, der var sket. Nu sad familien inde på stuen og ventede. De var i chok, naturligvis, og ingen havde rigtig sagt noget. Havde de egentlig grædt eller reageret, eller gjort nogle af de ting, man kunne forvente sig i sådan en situation?

Havde de overhovedet forstået, hvad der var sket? Hun var glad for, at sygehuspræsten kunne komme og tale med dem, lod hun vide. For selv vidste hun slet ikke, hvad hun skulle sige. Det var sådan en forfærdelig situation.

Sådan møder vi som sygehuspræster ind imellem de hårde og ubarmhjertige sider af de menneskelige vilkår, hvor sygdom og ulykke rammer ned og ryster mennesker i deres grundvold. De tidspunkter, hvor langfredagsfortællingen kaster et dunkelt skær ind over livet.

Her rækker ingen hurtige løsninger, og ingen ord kan bringe den døde tilbage til livet. At ville forsøge at trøste tabet bort ville i bedste fald være et naivt ønske, i værste fald en hån. Kun det, at stille sig ved siden af det lidende menneske, og tilbyde nærvær og fællesskab, synes at give mening – ja, håb.

”Der findes forestillinger om, at vi aldrig rammes af mere, end vi kan bære. Jeg mener ikke, at det er muligt at sige sådan og samtidig tage del i det, der sker i nogle menneskers liv. En del hændelser kan blive alt for svære og helt umulige at leve med.

Mødet med mennesker efter ulykker og sygdomme viser, at man i høj grad kan rammes af mere, end man kan klare. Livet kan slå sig selv i stykker… når noget er dødt, er det virkelig borte, og det eneste vi kan håbe, er at der opstår noget nyt. ”

Det skriver den svenske sygehuspræst Lars Björklund i bogen ”Det som giver håbet liv” fra 2018. Bogen er et forsøg på at indkredse, hvad håbet er, og hvad der skal til for, at håbet får liv.

For ham er det blandt andet afgørende, at man i mødet med mennesker i krise ikke låner dem falsk trøst, men at man derimod står sammen med dem i virkeligheden, hvor barsk og brutal den end er. Han lægger vægt på det lindrende nærvær, der kan finde sted, selv der - og måske især der, hvor ord ikke rækker.

Det er bemærkelsesværdigt, når vi oplever, at det ind imellem sker, at der ud af håbløsheden, ud af det mørke, som ellers virker uigennemtrængeligt og altødelæggende vokser et håb, der, hvor lille det end måtte være, bringer lidt lys og styrke til dem, der trænger.

Et håb, der ikke kommer ud af nogen form for opmuntring eller klogskab – men som derimod kommer ud af et møde præget af nærvær - og til tider kommer på trods. Som Løgstrup siger det et sted:

”Et menneske kan se sin situation i øjnene og være på det rene med, at den er håbløs. Alligevel rører håbet på sig, det er ikke til at kue…”.

Håbet kan have mange farver – det kan være et håb om hjælp i en svær tid, det kan være et håb om, at man i det mindste ikke skal være i mørket alene, at Gud er også dér i mørket.

Mørket havde ikke omsluttet hende fuldstændigt, men næsten. Hun havde en underlig oplevelse af tid og rum. Hun havde fået at vide, at hun den forgangne måned havde været indlagt på intensiv, det havde været kritisk. Men hun huskede det ikke rigtig og kunne slet ikke forstå, at der var gået så lang tid, sagde hun.

Bortset fra denne rodede erindring af drømme, mareridt og virkelighed, der filtrede sig sammen, havde hun en fornemmelse, af at have stået ved livets grænse - og blive halet ind igen. Tilbage til lydene, lugtene, berøringerne, ansigterne. Tilbage til livet.

Sådan blander altså beretninger fra et sygehus sig med påskens fortællinger, fortællingerne om Jesu lidelse, død og opstandelse, og de kaster lys over den virkelighed og den verden, vi erfarer – ja, det liv, vi hver især lever. At der selv i mørket kan findes håb om opstandelse. Ikke kun en gang – men også lige nu og her, i livet, vi deler med hinanden.

”Livets store under er, at der kan fødes nyt håb, når det, der har været, er gået i stykker, og vi ikke længere kan finde vej i den tunge virkelighed. Der findes altid en fremtid, som kan få det skjulte frø til at gro” (Lars Bjørklund: Det som giver håbet liv, 2018).