Er den akademiske præst tilbage på prædikestolen?

Menighedsråds interesse for folkekirkepræsters akademiske side og teologiske overbevisning er steget, vurderer Ulla Morre Bidstrup, uddannelses- og afdelingsleder på folkekirkens uddannelses- og videnscenter i København

Under langt de fleste folkekirkelige præstekjoler står en akademiker. En akademiker, som efter fem år på universitetet har fået en kandidat i teologi, og som med sit kendskab til teologiske strømninger og kirkehistorie udvikler sin egen teologiske overbevisning at forkynde ud fra.

Denne akademiske side hos præsten er der nu flere, som har fået øjnene op for, fortæller Ulla Morre Bidstrup, som er uddannelses- og afdelingsleder på folkekirkens uddannelses- og videnscenter i København:

På baggrund af samtaler med studerende, der har været i praktik eller til ansættelsessamtaler hos menighedsråd, vurderer Ulla Morre Bidstrup, at menighedsrådene efter at have været meget praksisorienteret og fokuseret på eksempelvis præsten som ungdomsarbejder og samtalepartner i forskellige sammenhænge nu interesserer sig mere for præsternes mere akademiske side, når der skal ansættes en præst:

”Nu spørges der f.eks. også godt ind til, om der kan høres en bestemt teologi i en prædiken eller om der er en bestemt teologi reflekteret ind i konfirmandforløbene, så det ikke bare bliver ren oplevelse, " siger hun.
 
Hun fortæller, at det virker som om, menighedsrådene i dag mener man skal have en præst, der har sit teologiske bagland i orden, fordi det blandt andet giver præstens ytringer tyngde. 

Inge Lise Pedersen, som er formand for landsforeningen af menighedsråd, håber at Ulla Morre Bidstrups vurdering er udtryk for en generel tendens. Hun er nemlig ikke i tvivl om, at der i lang tid har været et skævt fokus i ansættelsessamtaler med præster.

”Det er ikke så vigtigt, om præsten har søde velopdragne børn eller om præsten kan skabe liv i præstegården, ” siger hun.

Derimod er det vigtigt at præsten er troværdig, mener hun. For Inge Lise Pedersen betyder det, at præsten skal være i stand til at forbinde erfaring og teologi og formidle det i et nutidigt sprog:

”En prædikant kan ikke holde sig inden for en ren akademisk diskurs. Prædikanten skal kunne omsætte teologisk indsigt til et bedre sprog end det fagteologiske”.

Til den vellykkede formidling hører også en evne til at finde billeder og udtryk, der giver plads til både følelser og intellekt, fortæller hun. 

Inge Lise Pedersen har ikke muligheden for at følge menighedsrådenes udvælgelse af præster og har derfor svært ved at svare på, hvad menighedsrådene præcis søger.

Men hun vil forklare et øget fokus på præstens akademiske side med den stigning, der har været i uddannelsesniveauet de to sidste generationer:
 
"Der kan sidde flere akademisk uddannede i menighedsrådene nu end tideligere. Og de vægter formenligt det akademiske aspekt i ansættelsessamtaler, fordi det akademiske aspekt er en naturlig del af deres egen verden," forklarer hun

Antropolog Cecilie Rubow, som tidligere har beskæftiget sig indgående med folkekirkepræsters stilling fortæller, at hvis Ulla Morre Bidstrups observationer er udtryk for en generel tendens, så kan interessen for præstens akademiske side skyldes, at der er sket en tydeliggørelse af, at folkekirkepræster definerer deres teologi på meget forskellig vis.

Cecilie Rubow fortæller:

”Da jeg var i feltet for 10 år siden, talte man om, at der var en meget stor ”midtergruppe” af folkekirkepræster, som ikke bar præg af nogen bestemt kirkeretning. Disse præsters teologiske identitet blev beskrevet som baseret på et ”bredt, folkekirkeligt grundlag”. ” 

Cecilie Rubow forklarer, at det øgede fokus på præstens akademiske side som Ulla Morre Bidstrup observerer, kan være udtryk for, at menighedsrådene er blevet mere opmærksomme på, at folkekirkepræsters teologiske identitet kan være meget forskellig. Hvis en præsts teologiske identitet ikke bærer præg af en etableret kirkelig retning, så bliver det særlig interessant, hvilken teologiske identitet, præsten har, og hvordan den er blevet dannet. 

Cecilie Rubow refererer til, at det måske også er tydeliggørelsen og opdagelsen af det individuelle hos præsterne, der ligger bag sagerne om Torkild Grosbøll, og mere aktuelt sagen om Per Ramsdal.

SE TEMA OM THORKILD GROSBØLL OG  PER RAMSDAL HER 

Det kan betyde, at den omtalte ”midtergruppe” af folkekirkepræsterer er en meget mere nuancere gruppe end hidtil antaget.

”Man kan måske tale om, at der er sket en udvikling fra, at der før i tiden var store folkelige bevægelser og tydelige kirkelige retninger til, at der i dag en række kirker med nogle traditioner og måske en ny teologisk bevidsthed, ” siger hun.