LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Indføring

Procesteologiens forhold til naturen

Procesteologien fokuserer i høj grad på naturen og den sammenhæng der er mellem natur og menneske. Hvor mange moderne beskrivelser af naturen og dens mindste bestanddele forudsætter en grundlæggende forskel mellem "død" materie og "levende" organismer, foreslår procesteologien, at alt er organisk. Foto: Pexels

Naturen har altid været et vigtigt omdrejningspunkt for procesteologien. Den moderne procesteologi har, som følge af dens kernebegreber, fra begyndelsen været orienteret mod klimaet og relationen mellem naturen og mennesket

Procesteologien har rødder i oldtiden, hvor den i vid udstrækning var integreret med procesfilosofisk tænkning. De tidligst overleverede eksempler på procestænkning i den vestlige tradition kan således formentlig findes i Heraklits fragmenter, hvor kosmos metaforisk beskrives som forskellige modifikationer af evigt levende, og dermed evigt foranderlig, ild. Også Platons sene religionsfilosofiske spekulationer, hvor kosmos beskrives som en guddommelig organisme i konstant udfoldelse (eksempelvis i dialogen ”Timaios”), kan fortolkes i procesteologisk retning. De vestlige filosofiske, teologiske og videnskabelige traditioner har dog siden da i vid udstrækning haft substansbegrebet som forudsætning.

Der er i varierende grad gjort indsigelser mod netop denne forudsætning, eksempelvis af filosofferne F. W. J. Schelling og Friedrich Nietzsche i henholdsvis begyndelsen og slutningen af det 19. århundrede. Den moderne procesteologi udvikledes dog først i systematisk, eksplicit form i USA i begyndelsen af det 20. århundrede, navnlig af filosoffer og teologer som Charles Hartshorne, John B. Cobb Jr. og Robert Meland. De tog udgangspunkt i den britiske matematiker og filosof Alfred North Whiteheads metafysiske system, som fandt sit mest prægnante udtryk i hovedværket fra 1929, ”Process and Reality” (Proces og Virkelighed).

Udslagsgørende for denne nyere strømning er dels, at naturen ikke beskrives som substans, såsom René Descartes' "udstrakte ting" (materie), dels at der følgelig heller ikke skelnes mellem forskellige substanser, såsom "tænkende ting" (bevidsthed), som i Descartes' dualisme adskilles fra materien. Derimod beskrives naturen som processer, af Whitehead kaldet "actual occasions" (faktiske begivenheder). Disse processer har alle i vekslende grad erfaring (experience). Dette forhold minder om, men skal ikke forveksles med, panpsykisme (den tanke, at alt har bevidsthed).

Derfor har den amerikanske professor i religionsfilosofi David Ray Griffin foreslået udtrykket "panexperientialism" (altså den tanke, at alt har erfaring) til at beskrive det. Dermed er den menneskelige erfaring ikke fundamentalt forskellig fra resten af naturen, men tværtimod netop et udtryk for, hvordan den fungerer: Der er ikke forskellige former for substanser eller ting, men forskellige grader af erfaringsmæssig intensitet og kompleksitet.

Hvor mange moderne beskrivelser af naturen og dens mindste bestanddele forudsætter en grundlæggende forskel mellem "død" materie og "levende" organismer, foreslår procesteologien med andre ord, at alt er organisk. Dermed er det til dels muligt at beskrive forholdet mellem naturen som helhed og de enkelte processer analogisk med forholdet mellem en kompleks organisme og dens celler, og netop derfor refererede Whitehead selv til sin tænkning som "organismefilosofi".

Analogien fungerer på følgende måde: Cellerne i en organisme arbejder på den ene side individuelt, men lader på den anden side til at forudsætte den helhed, som de er en del af. Cellerne i et træ har hver deres funktion, eksempelvis statocyter, som registrerer tyngdekraften, men alle cellerne er også forbundet som det enkelte træ, der som helhed strækker sig mod solens lys. Sagt på en anden måde ville statocyterne ikke have noget formål uden træet som helhed. Ved at insistere på, at alt i naturen er organisk, kan procesteologien således beskrive en form for iboende formål i den. Kort sagt foreslår procesteologien, at alt i naturen, for så vidt det i en vis udstrækning er erfaring, ligeledes i en vis udstrækning er følelse, og at harmonisk intensivering af dette forhold er det, som processerne sigter mod; ligesom træet mod solens lys.

Et afgørende teologisk træk, som videreføres fra Whiteheads metafysik, er, at Gud ikke tænkes som almægtig. Gud og verden beskrives som gensidigt immanente størrelser. Mens Whiteheads gudsbegreb dermed har visse fællestræk med eksempelvis filosoffen Spinozas panteisme (den tanke, at Gud og verden eller naturen er det samme), er der dog en række forskelle.

Procesteologiens gudsbegreb kunne mere præcist karakteriseres som udtryk for en art panenteisme (den tanke, at verden eller naturen er i Gud), omend Whitehead oprindeligt eksplicit insisterede på, at dette forhold gælder begge veje, så også Gud er immanent i verden. Whiteheads gudsbegreb er derfor umiddelbart mere minimalistisk end den senere procesteologiske fortolkning, som man eksempelvis kan finde hos Hartshorne. Der er dog ikke enighed om dette spørgsmål, og vigtigst i denne sammenhæng er, at Gud ikke i nogen af disse fortolkninger er absolut transcendent.

Procesteologien har dermed generelt overtaget den idé fra Whitehead, at det, som i det metafysiske system kaldes for "Gud", funktionelt svarer til en verdens digter, snarere end en skaber, som har frembragt den af intetheden. På denne måde undgås theodicé-problemet, da Gud ikke anses for at være noget, som er i stand til at tvinge verden i en bedre retning, men derimod som det, der ved kærlig, tålmodig overtalelse leder den i den bedst mulige retning.

Det blev således tidligt tydeligt for mange procesteologer, at menneskets forhold til naturen og klimaet, som følge af deres begreber om Gud, natur, værdi og eksistensformer, for dem måtte betragtes som et afgørende problem. Såfremt der ikke er fundamental forskel på erfaringen, som den fremkommer i naturen, og såfremt man vil forbinde intensiteten og harmonien af erfaringen med værdi, må man spørge, om ikke alting har værdi i forskellig udstrækning.

Med andre ord: Om ikke naturen og alle de væsner, som optræder i den, frem for kun at have værdi for mennesker, har værdi i sig selv.