Teologiprofessor: Salmesang er et åndeligt træningsprogram

Det at synge salmer sammen etablerer menigheden, fortæller professor Hans Jørgen Lundager Jensen. Foto: Leif Tuxen

Salmerne har en særlig betydning for danskerne. De synges ved alle livets store højdepunkter som dåb, bryllup og begravelse. Kristeligt Dagblad har spurgt professor Hans Jørgen Lundager Jensen om salmernes egentlige baggrund, som han mener findes i kulturens inderste kerne

Grundtvig, Brorson, Ingeman og Kingo. Det er navne, der får en klokke til at ringe hos de fleste.

Danskerne samles i kirkens store rum og i stuerne derhjemme til kirkeårets højtider for at synge salmer. Men hvorfor synger vi i det hele taget salmer? Og hvad er baggrunden for traditionen?

Ifølge Hans Jørgen Lundager Jensen, professor i Teologi og Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, er salmernes primære funktion at være fællesskabsdannende:

”I forbindelse med Reformationen og protestantismen genopdagede man gruppedannelsen og fællesskabet, som er den oprindelige kerne i al religion og kultur. Tanken er, at salmesangen skaber en fælles menighed.”

Individet overfor fælleskabet

I den middelalderlige kristendom før Reformationen var gudstjenesten i højere grad præget af en individuel fromhedspraksis. Dengang sad en samling af enkeltpersoner med tanken på hver deres helgen eller bønnebog under gudstjenesten, som dengang foregik på latin.

Men da salmesangen blev introduceret, blev menigheden skabt, vurderer Hans Jørgen Lundager Jensen. Det gjorde den, fordi salmesangen bygger på en proces, der handler om at efterligne hinanden. De fleste har oplevet, hvordan en klapsalve med lynets hast kan sprede sig igennem en koncertsal. Det er det samme princip, der gør sig gældende under gudstjenesten: Hvis to på kirkebænken bryder ud i sang, skal resten nok følge trop:

”Det sker netop, fordi vi mennesker grundlæggende er indrettet til at imitere hinanden. Og det er i denne efterligning, fællesskabet opstår. Det mærkes virkelig under gudstjenesten, hvor man sjældent kan skelne de enkelte stemmer fra hinanden, men kun høre én samlet røst. På den måde skaber man et fælles subjekt, hvor man oplever at blive en del af noget større end en selv”, forklarer Hans Jørgen Lundager Jensen.

At synge en salme er at bede en bøn

Samtidig er salmer ikke alene en sang, understreger han:

”At synge en salme er også at bede bøn - og at bede en bøn, er at bede nogen om noget.”

En salme er derfor også en henvendelse til en, der besidder en magt eller en indflydelse, som man ikke selv har. En pointe, der afspejles i en af Hans Jørgen Lundager Jensens yndlingssalmer:

”En af mine yndlingssalmer er skrevet af Grundtvig i år 1837 og hedder 'Talsmand, som på jorderige.' Talsmand er et traditionelt kristent udtryk for Helligånden, så her er egentlig tale om en bøn til Helligånden.”

Hovedpointen i salmen finder Hans Jørgen Lundager Jensen i Grundtvigs poetiske formuleringer i tredje vers, som er udprintet og hænger på professorens opslagstavle:

Væk de dorske, styrk de svage, tugt de trygge, trøst de spage”

”Det er fantastisk. Det er nærmest en slags ledelsesteori. Menigheden består af forskellige mennesker, både dorske og svage, trygge (dvs. selvsikre) og spage, og der er en fare for, at den hele tiden kan falde fra hinanden. Derfor synges der i bøn til Helligånden, som giver ånd til det samlede subjekt, som fællesskabet synger sig ind i. Det er et ”vi”, der beder sammen, og det er meget typisk for Grundtvig”, uddyber Hans Jørgen Lundager Jensen.

Det åndelige træningsprogram

I den danske salmetradition er det overordnede tema opretholdelse. Hans Jørgen Lundager Jensen mener, at det giver god mening at sammenligne gudstjeneste og salmesang med et træningsprogram: Ligesom man går i fitnesscenter en gang om ugen for at opretholde sin vægt og muskulatur, så går man i kirke en gang om ugen for at bevare og oplade sin tro.

Men der er dog alligevel en afgørende forskel mellem de to. Salmesangen er nemlig ikke et program, der skal gøre dig bedre eller få dig til at udvikle dig selv, fortæller Hans Jørgen Lundager Jensen:

”Man kan få et træningsprogram, hvor man kan lære at løfte flere og flere kilo, men i bønnerne beder man normalt ikke om at blive en bedre kristen. Sådan er det ikke. Det handler om opretholdelse og om at forblive i det fælleskab, man er en del af. Det er et grundlæggende element i al kultur. Salmesangen i kirken bliver derfor et udtryk for at bevare sammenholdet i menigheden, på tværs af de forskelligheder der må være. Salmesangen bliver et åndeligt træningsprogram for den enkelte og for menigheden”