Departementschef vil i præstepraktik

Departemenchef i Kirkeministeriet, Jacob Heinsen, lovede deltagerne på Præsteforeningens repræsentantmøde i Nyborg, at han vil gå en uge i præstepraktik for at få et bedre kendskab til præsternes arbejdsforhold. ? Foto: Kristian Djurhuus.

Kirkeministeriets departementschef, Jacob Heinsen, fik hård medfart, da han besøgte præsternes fagforeningsmøde i Middelfart i stedet for kirkeminister Bertel Haarder

En af folkekirkens præster kan nu se frem til at få en helt usædvanlig praktikant i en uges tid, nemlig Kirkeministeriets øverste administrative leder, den 41-årige departementschef Jacob Heinsen. Det blev resultatet, da Heinsen mandag aften var på besøg ved Den danske Præsteforenings repræsentantmøde i Middelfart.
Egentlig skulle kirkeminister Bertel Haarder (V) være kommet for at holde en tale til præsterne, men han måtte melde afbud på grund af forhandlinger på Christiansborg, og i stedet mødte Jacob Heinsen og læste sin ministers tale op for de omkring 90 deltagere i fagforeningsmødet.

I talen vendte kirkeministeren tommelfingeren nedad over for stort set alt det, præster har været fremme med de seneste måneder. Der var således en blank afvisning af forslagene om flere frisøndage og om at fjerne pligten til at bo i præstegårdene. Desuden blev det i talen slået fast, at de store stigninger i husleje for at bo i præstegårdene kun har bragt prisen op på det, som ligger i lovgivningen. Også præsternes protester mod for lille løn blev afvist som ubegrundede.

Talen fik sammen med kirkeminister Bertel Haarders udtalelser i Kristeligt Dagblad mandag, hvor han blandt andet beskyldte præsterne for at pylre og skade folkekirkens omdømme med deres faglige krav, mange af præsterne ved mødet i Middelfart til at skyde med skarpt mod departementschefen.

For eksempel sagde Søren Sievers fra Frederiksberg til Jacob Heinsen:

- Det er længe siden, jeg har hørt så forstemmende tale. Der er godt nok ikke meget at bygge på til et positivt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

- Vil du ikke hilse Haarder og sige, at det altså ikke var rette ord på rette sted. Vi føler os virkeligt trådt på, sagde Søren Sievers og fik forsamlingens opbakning gennem en lang klapsalve.

Også Jens Christian Nielsen fra Nysted på Lolland gik i haserne på Heinsen:

- Kan vi ikke snart begynde at snakke ordentligt sammen? Som tjenestemænd har vi fået tryghed i ansættelsen og ret til pension. Samtidig har vi givet afkald på aktionsretten, men det må modsvares af forståelse og indlevelse fra arbejdsgiver. Men hvorfor skal vi så have sådan en uforskammet tale fra ledende folk fra arbejdsgiversiden?

Jørgen Christensen fra Hillerød tog sagen om nogle præsters ønske om flere frisøndage frem som eksempel på, hvad han kaldte manglen på respekt for præsterne.

- Det er en arbejdsgivers ret at synes, at forslag fra medarbejderne er åndssvage. Men det er ødelæggende for samarbejdet, når en minister allerede samme dag, som forslaget omtales i medierne, lynhurtigt kommunikerer med sine ansatte gennem pressen og siger, at det dog er det mest åndssvage, han nogensinde har hørt!

Jacob Heinsen forsvarede Kirkeministeriet ved blandt andet at sige, at ministeriet efter hans mening har forsøgt at samarbejde med Præsteforeningen om de spørgsmål, der har været fremme. Og han kom med en advarsel til præsterne.

- Man skal huske på, at der ud over ministeriet og Præsteforeningen er en tredje part, nemlig dem der finansierer festlighederne. Det er medlemmerne, og hvis de vil, kan de jo slippe for at betale kirkeskat ved at melde sig ud af folkekirken.

Det fik Bodil Olesen fra Hornbæk til at komme med et forslag om, at kirkeminister Bertel Haarder burde komme i praktik i en uge hos en af folkekirkens præster.

Og så var det, at departementschefen overraskede de fleste deltagere i fagforeningens møde ved at sige:

- Det hverken kan eller vil jeg love på ministerens vegne. Men jeg vil derimod gerne tage imod tilbuddet på egne vegne. Hvis Præsteforeningen kan finde et passende sted til sådan en praktik, er det et løfte, som hermed er afgivet.

- Jeg glæder mig til at få mulighed for at høre mere om, hvad der optager præsterne i deres hverdag, sagde Jacob Heinsen efterfølgende til Kristeligt Dagblad.

kiil@kristeligt-dagblad.dk