Hvordan er tekstrækken til 2. påskedag?

Maria Magdalene møder den opstandne Jesus, der er klædt i kærlighedens røde farve og bærer en sejrsfane. Martin Schongauer (o.1500) - udsnit.

2. påskedag handler om disciplenes og Maria Magdalenes møde med den opstandne Jesus

Der er to forskellige tekster, der hører til 2. påskedag.

Maria Magdalene

Den ene handler om Maria Magdalene, som efter korsfæstelsen og begravelsen af Jesus går ud til graven for at salve ham, men at hun finder graven tom.

Hun møder en havemand, som viser sig at være Jesus. Hun genkender ham først, da han siger hendes navn, Maria. Maria får besked om at gå til til disciplene og fortælle, at Jesus er stået op fra de døde.

Emmaus-vandrerne

Den anden tekst handler om Emmaus-vandrerne, to disciple, som efter påskens dramatiske begivenheder går fra Jerusalem til landsbyen Emmaus. En fremmed mand slår følge med dem, og det viser sig at være Jesus. Han forklarer dem, hvad der står om Jesu død i skrifterne (det vi kender som Det Gamle Testamente), og at Jesus skulle dø for menneskers skyld.

Om aftenen spiser de sammen, og da den fremmede mand brækker brødet i stykker på samme måde, som Jesus gjorde skærtorsdag, kan disciplene genkende ham. Det er Jesus.