Fem film til påskeferien

Jesu sidste dage og påskens temaer er er blevet skildret på mange forskellige måder. For eksempel symbolsk, som i Narnia-filmen "Løven, heksen og garderobeskabet". - Foto: UIP.

Der findes mange filmiske fortolkninger af påskens indhold. Her får du introduktioner samt trailers til en blodig, en lang, en børnevenlig, en politisk og en humoristisk en af slagsen

The Passion of the Christ (2004)
Da The Passion of the Christ havde premiere i biograferne i påsken 2004 fik den meget opmærksomhed. Og ikke uden grund. Filmen følger Jesus de sidste tolv timer af hans liv fra Getsemane Have til korsfæstelsen og derfor er det piskeslagene, torturen og blodsudgydelserne, der er det helt centrale i den over to timer lange film.

Via Dolorosa kaldes den vej, som Jesus gik med korset på ryggen op til Golgata, og det er denne smertelige færd der er det store fokus i filmen. "Ved hans sår blev vi frelst" er filmens mantra og grunden for at dykke så dybt ned i netop sårene. Nogle vil mene, at der er grænser for hvor meget blod, der kan være i en mand og have svært ved at se hvorfor, det skal udpensles.

Filmen er instrueret og skrevet af skuespilleren Mel Gibson, som er katolik. Han er kendt for ikke at lægge fingre imellem i for eksempel hans rolle som den skotske frihedskæmper i storfilmen Braveheart (1995). En af filmens store kvaliteter er ved siden af diskussionen om mængden af blod, at den skildrer historien meget præcist i forhold til Bibelens forlæg.

Sproget i filmen er for eksempel aramæisk, det sprog Jesus talte. Aramæisk er et af de få sprog i verden, der er blevet brugt som dagligdagssprog i over 3000 år, og sådan en detalje gør filmen seværdig i sig selv.

De ti bud (1956)
De ti Bud er en filmklassiker fra 1956, der beskriver jødernes udvandring fra Egypten. Det er en 220 minutters lang episk fortælling, som følger Moses fra kurven i Nilen, til han modtager de ti bud i ørkenen og dermed jødernes lov.

På den ene side er det over tre timer god bibelhistorie, hvor hele Moses' liv og jødernes befrielse foldes ud med de mange delhistorier, de rummer, som de ti plager, overgangen ved Det røde Hav og den brændende tornebusk.

På den anden side tager filmen sig også nogle friheder i forhold til forlægget og uddyber Moses' forhold til Farao Ramses til også at handle om misundelse, intriger og familiestridigheder. Moses voksede op hos Farao Seti og vandt både hans og kronprinssesen Nefertiris kærlighed og dermed også tronarvingen Ramses' had.

Dramaet udspilles med tre Oscar-vindende skuespillere som Charlton Heston (Ben Hur), Anne Baxter og Yul Brynner (the King and I) i hovedrollerne som henholdsvis Moses, Nefertiri og Ramses.

Filmen var i mange år den film med religiøst tema, som havde indtjent flest penge. I 2004 blev den overhalet af the Passion of the Christ.

Narnia (tv-serie 1988 / film 2005)
C.S Lewis' historie om den snedækkede parallelverden Narnia er flere gange blevet gengivet i levende billeder og elsket af børn for det magiske univers, den skaber.

To af de mest sete udgaver er den engelske miniserie "Løven, heksen og gardeskabet" fra 1988, som i en årrække blev sendt på dansk tv til påske og den nyere film The Chronicles of Narnia The Lion, The Whitch and the Wardrobe, som på dansk bare hedder Narnia løven, heksen og garderobeskabet fra 2005.

Handlingen tager udspring under Anden Verdenskrig, hvor fire søskende må forlade London og flytte ud til en afsidesboende professor. Her finder de det eventyrlige klædeskab, som åbner til en anden verden; riget Narnia. Men som i menneskenes verden er der også stridigheder i Narnia.

De fire børn er, uden at vide det, opfyldelsen af en gammel profeti om, at fire menneskebørn skal redde Narnia fra den onde dronning, som indhyller landet i evig vinter. På den måde trækker historien tråde til den kristne frelseshistorie med løven Aslan, som den centrale Kristusfigur.

Amazing Grace (2006)

Amazing Grace er en film, der giver påskens budskab et politisk niveau.
Filmen følger den engelske politiker og filantrop William Wilberforce (1759-1833), som arbejdede for at afskaffe slaveriet. Han er en ivrig forkæmper for menneskerettigheder og en ligeså ivrig troende.

I kampen mod uretfærdighed og frihed bliver den tidligere slaveskibskaptajn John Newton en opmuntring for William Wilberforce. Den historiske person John Newton er ophavsmand til den kendte salme "Amazing Grace", og indblikket i hans liv som omvendt slavehandler giver salmen nye dybder.

Ordet nåde opererer både på et samfundsmæssigt og et åndeligt niveau, som i filmen bliver uadskillelige.

Life of Brian (1979)Den engelske komikergruppe Monty Pythons film Life of Brian er på ingen måder en traditionel påskefilm. Måske er den absurde komedies fremstilling af Jesus og disciplene nærmere en omvendt påskefilm:

Disciplene er en uorganiseret oprørsbevægelse, Jesu mor er en vred og ucharmerende kvinde (spillet af en mand), og Jesus-figuren er en tøffelhelt kaldet Brian, som bliver offer for massernes religiøse hungren.

Grundtanken er som i den meste komik at fjerne al hellighed og urørlighed fra både religion, autoriteter (her står romerne for skud) og idealisme. Derved fremstilles den bibelske historie i en afpillet hverdagslig fortælling, hvor tilfældigheder, grimheder og latterligheder råder mere end profetier og kosmisk vilje.

Dette gjorde Monty Pyton med komikeren John Cleese i spidsen så grundigt, at filmen var forbudt 12 måneder i Norge og hele 11 år i Italien, da den udkom. Men som i al god humor rummes der også en alvor.

Måske kan den være svær at få øje på i Monty Pytons sort-humoristiske univers, men filmen kan ses som en skildring af det uperfekte menneskes stræben efter det sublime, gudsgivne og meningsfyldte.